ENTREWIKI er et opslagsværk over viden, der vedrører entreprenørskab på kunstskolerne. 

Bemærk: wikiens indhold opdateres løbende

ENTREWIKI samler teorier, metoder, modeller, tilgange og retninger fra både praksis og teori, du som underviser kan anvende som en ressource i undervisningen. Det gælder, hvad enten det drejer sig om den kernefaglige undervisning, hovedfagsundervisning, undervisning i KUA-faget, decideret entreprenørskabsundervisning eller noget helt femte.

Indholdet i wikien er mangfoldigt. Det indeholder også såkaldte hard skills, der vedrører opstarten og driften af den kunstneriske virksomhed, såsom f.eks. en miniguide til kunstnermoms, en oversigt over virksomhedstyper i Danmark og viden om kontrakter og aftaler.

Det hele er sorteret alfabetisk og bliver løbende opdateret. Hvis der er et opslag, du som undervisere savner i ENTREWIKI, så send os en mail, så sørger vi for, at det kommer med.

A                                                                                                                                           

Aftaler

Som underviser på en kunstnerisk uddannelse vil du ofte møde studerende, der har behov for vejledning i forbindelse med indgåelse af aftaler og kontrakter. I CAKI Miniguide – kontrakter, aftaler og forhandling får du en række råd til, hvad du bør være opmærksom på, når du skal have dine skriftlige aftaler i hus. I miniguiden finder du også en række skabeloner til kontrakter og aftaler.

Læs mere her

Anerkendende udforskning

Den anerkendende udforskning handler om at udforske og blive klogere på̊ det, man som kunstner eller kunststuderende ønsker sig mere af. Anerkendende udforskning tager afsæt i, at forandring og udvikling sker bedst ved at fokusere på̊ og udforske det, der lykkes og fungerer. Dvs. at få øje på̊ det, der fungerer, og udvikle dette.

Den anerkendende udforskning handler dermed om at udforske og blive klogere på̊ det, som den studerende ønsker sig mere af. Den anerkendende udforskning (Appreciative Inquiry) er oprindelig udviklet af den amerikanske professor D. Cooperrider (Cooperrider m.fl., 2001). Tilgangen er baseret på̊ to grundpiller: dels anerkendelse, forstået som værdsættelsen, at bekræfte det værdifulde og forstærke det der giver liv og mening. Dels udforskning forstået som at gå̊ på̊ opdagelse, stille spørgsmål, skabe læring og være åben for at se muligheder.

Et citat fra teoretikeren P. Lang lyder: ”Bag ethvert problem er en frustreret drøm – og drømmen kom først!” (P. Lang ifølge Schnoor, 2009, s. 65). Lang opfordrer til at fokusere på̊ drømmen og forfølge den ud fra den grundtanke, at mennesker derved udvikler sig mere positivt og i en retning af løfterige fremtidsbilleder. Dette kaldes det heliotropiske princip (græsk: helios = lys, trope = vækst) (Cooperrider m.fl., 2001) (M. Schnoor, 2009).

Den anerkendende udforsknings tilgang er spørgende, og konstruktionen af spørgsmålene er helt centrale for, hvilke svar vi får. En anden teoretiker, Barnett Pearce, er på linje med Lang, men ser det fra en lidt anden vinkel: ”AI  (anerkendende udforskning) indebærer som det helt grundlæggende kunsten i praksis at kunne udforme spørgsmål, som understøtter et systems evne til at forstå̊, foregribe og fremme positive potentialer (….) De spørgsmål, der stilles til et menneskeligt system, vil lægge grunden for den retning, systemet vil udvikle sig i” (Barrett & Fly, 2005, s. 36; in B. Pearce, 2007. Mere fra Pearce, se også CMM-modellen i ENTREWIKIEN).

Den anerkendende udforskning gør op med traditionelle undersøgelsesmetoder, hvor undersøgelse og intervention er to adskilte processer. Enhver undersøgelse eller læringsproces er en påvirkning (samtidighedsprincippet). Spørgsmål skaber tanker, ideer og sprog, som har effekt på̊ f.eks. de studerende og deres forståelser af virkeligheden.Bestemte spørgsmål retter vores opmærksomhed i bestemte retninger og i et anerkendende perspektiv bliver det derfor vigtigt, at man som leder eller underviser nøje overvejer, hvad man udforsker, og hvordan det kan virke i den konkrete sammenhæng (Haslebo & Lyndgaard, 2007 ifølge Schnoor, 2009).

Du finder modellen her.

Kilder:

Narrativ Organisationsudvikling – At forme fælles mening og handling, Michala Schnoor, Dansk Psykologisk forlag, 2009, s. 57-70

Kommunikation og skabelse af sociale verdener, W. Barnett Pearce, Dansk Psykologisk forlag, 2007

Links:

https://www.davidcooperrider.com

B                                                                                                                                           

Big Data

Mængden af digitale data fra systemer og sociale medier vokser eksplosivt, hvorfor det kan være hensigtsmæssigt at finde metoder og værktøjrer til at behandle de mange data. Betegnelsen ’big data’ dækker grundlæggende over store mængder af data, skabt af mennesker og systemer. Kendetegnet for big data er manglende struktur, hvor data kommer fra mange forskellige kilder, hvorfor den er meget varieret. Derfor kræver big data også meget analysearbejde for at bearbejde den indsamlede data.

Ved big data findes der forskellige teorier, metoder, teknikker og værktøjer inden for området. Du kan læse mere her. 

Branding og VKI-modellen

Branding og VKI-modellen 

 Som und kunstner eller som underviser i entreprenørskab på en kunstskole kan det være væsentligt at arbejde med udviklingen af det kunstneriske brand, da det bl.a. hænger sammen med identitet og vision i det kunstneriske arbejde. I dette opslag har vi valgt at bruge Mary Jo Hatch og Majken Schultzs bog Brug Dit Brand. I bogen arbejder de to forfattere med en række brugbare modeller for branding med udgangspunkt i større virksomheder og organisationer, men det er vores erfaring, at disse sagtens kan omsættes til kunstneriske virksomheder – også når der er tale om solovirksomheder 

Bogen rummer også en mere historisk gennemgang af brandingbegrebet. Kort fortalt begyndte branding som markedsføring, der skulle skabe og håndtere forholdet mellem et produkt og forbrugerne. Anden bølge i branding benævnes corporate branding, hvor mange aktiviteter centreres i og omkring virksomheden. Tredje bølge har fokus på netværkstænkning og er i højere grad fokuseret på interessenternes forhold til f.eks. den kunstneriske virksomhed.  

 Branding bruges til at varetage den strategiske positioneringsfunktion, dvs. at opdage eller skabe de egenskaber, der adskiller dem fra konkurrenterne. Brands skal også kunne tiltrække kunder og appellere til interessenterne. De minder dem om, hvorfor de er eller burde være en del af det interessefællesskab, som omgiver brandet.  

 VIK-modellen:  

Et centralt budskab i bogen er, at hvis branding skal lykkes og fungere optimalt, skal der være sammenhæng mellem den strategiske vision, den interne organisationskultur og det image en kunstnerisk virksomhed har bland interessenterne. Dette kaldes et corporate brand – det, vi vil kalde for den hele kunstneriske virksomhedHver eneste gang man får øje på et vellykket corporate brand, vil man konstatere, at der er en sammenhæng mellem det, virksomhedens øverste ledelse ønsker at opnå i fremtiden (den strategiske vision), det, som virksomhedens medarbejdere ved eller tror på (nedfældet i virksomhedens kultur), og det, som de eksterne interessenter forventer af eller forbinder med virksomheden (deres forskellige billeder af  og forestillinger om virksomheden). Det grundlæggende princip er således sammenhængen mellem Vision, Kultur og Image (VKI-modellen) – jo større samhørighed mellem vision, kultur og image, desto stærkere bliver brandet (fig. 1.1) Omvendt tyder manglende sammenhæng eller for stor afstand mellem vision, kultur og image på, at der er tale om et ikke optimalt corporate brand. 

Man kan forestille sig den strategiske vision, organisationskulturen og de billeder, interessenterne har, som brikkerne i et puslespil. Når de ligger spredt ud over bordet, er der ingen sammenhæng mellem brikkerne. Når de er lagt rigtigt på plads, udgør de en integreret, udtryksfuld og tilfredsstillende helhed, der giver et stærkt virksomhedsomdømme, samtidig med det integrerer virksomhedens handlinger bag det løfte, som brandet har givet til alle de interessenter, som virksomheden består af. Hvis du vil undersøge, om dit corporate brand er præget af manglende sammenhæng, kan du stille dig selv spørgsmålene som beskrevet i fig. 1.2. 

Figurer er lavet efter Brug Dit Brand, s 32- 33. 

Kilde: Mary Jo Hatch og Majken Schultz, Brug dit brand, Gyldendal Business, 2009 

Business Model Canvas

Business Model Canvas er en model, der kan give os overblik over den kunstneriske virksomhed som helhed. Det gælder hvad enten man anvender den på den individuelle kunstneriske praksis eller på en større kulturel virksomhed.

Modellen er et kommunikativt og analytisk redskab, der lader os opdage og undersøge virksomhedens enkelte elementer, f.eks. de kunstneriske og kommercielle partnerskaber og hvordan disse spiller sammen med de øvrige byggesten i virksomheden. Modellen er oplagt at anvende i entreprenørskabsundervisningen, men den er også en nyttigt redskab i den kunstneriske udviklingsvirksomhed, f.eks. når man sammen med de studerende undersøger og udvikler, hvorledes den kunstneriske praksis kan udkomme i en given virkelighed.

Modellen er udviklet af teoretikeren Alexander Osterwalder. Osterwalder ser på forretningsmodellen i en virksomhed som en beskrivelse af, hvordan en organisation eller virksomhed skaber, leverer og opfanger værdi. Denne tilgang anskueliggør han i, hvad han kalder for et business model canvas.

Tilgangen præsenteres i udgivelsen Business Model Generation. Her beskrives, hvordan virksomhedens aktiviteter kan opdeles i en række byggesten, der udgør virksomhedens grundlæggende aktiviteter. Byggestenene er:

partnere, aktiviteter, ressourcer, værditilbud, kundeforhold, distributionskanaler, udgifter og pengestrømme.

Business Model Canvas er i sit design inddelt i en venstre side, der er internt orienteret omkring udgifter (cost) og en højre side, der er kundeorienteret omkring værdi. De to sider er typisk betinget af hinanden. Til eksempel hvis en virksomhed ønsker at nå kunder gennem nye kanaler (der er en byggesten i højre side), vil partnerne (der er en byggesten på venstre side) formodentlig ændre sig. Det kan f.eks. være, at du i din virksomhed går fra at anvende live-kanaler (udstillinger, koncerter, biografvisning etc.) til online distribution. Så vil det ændrede distributions- eller fremførelsesformat formodentlig betyde, at du skal finde nye partnerskaber, der kan hjælpe din virksomhed på vej.

Business Model Canvas er altså en model, der hjælper os med at udforske og udvikle vores forretningsmodel på systematisk vis.

Du kan læse mere om tilgangen i bogen Business Model Generation. Der findes et gratis download af 72 sider fra bogen via dette link. Og du kan downloade skabelonen til Business Model Canvas via dette link.

Alexander Osterwalder  publicerede i 2010 bogen Business Model Generation, der fokusere på måden, som man arbejder med forretningsmodeller på. Især uddannelsessystemet har i stort omfang taget Business Model Canvas til deres hjerter.

Business Model Generation

Alexander Osterwalder  publicerede i 2010 bogen Business Model Generation, der fokusere på måden, som man arbejder med forretningsmodeller på. Især uddannelsessystemet har i stort omfang taget Business Model Canvas til deres hjerter.

i Business Model Generation beskrives, hvordan en virksomheds aktiviteter kan opdeles i en række byggesten. Tilgangen er et strategisk og analytisk redskab, der lader os opdage og undersøge enkelte elementer i den kunstneriske virksomhed, f.eks. de kunstneriske og kommercielle partnerskaber og hvordan disse spiller sammen med de øvrige dele af virksomheden.

Elementerne i virksomhedens er defineret efter:

partnere, aktiviteter, ressourcer, værditilbud, kundeforhold, distributionkanaler, udgifter og pengestrømme.

Business Model Canvas er den model, der kobler sig til tilgangen. Modellen er i sit design inddelt i en venstre side, der er internt orienteret omkring udgifter (cost) og en højre side, der er kundeorienteret omkring værdi. De to sider er typisk betinget af hinanden. Til eksempel hvis en virksomhed ønsker at nå kunder gennem nye kanaler (der er en byggesten i højre side), vil partnerne (der er en byggesten på venstre side) formodentlig ændre sig. Det kan f.eks. være, at du i din virksomhed går fra at anvende live-kanaler (udstillinger, koncerter, biografvisning etc.) til online distribution. Så vil det ændrede distribution- eller fremførelsesformat formodentlig betyde, at du skal finde nye partnerskaber, der kan hjælpe din virksomhed på vej.

Business Model Canvas er altså en model, der hjælper os med at udforske og udvikle vores forretningsmodel på systematisk vis.

Du kan læse mere om tilgangen i bogen Business Model Generation. Der findes et gratis download af 72 sider fra bogen via dette link. Og du kan downloade skabelonen til Business Model Canvas via dette link.

C                                                                                                                                           

CMM Modellen

CMM-modellen er udviklet af teoretikerne Barnett Pearce og Veron Cronen.

CMM modellen tager afsæt i, hvordan vi som kunstnere kan gøre en forskel via vores valg af kommunikation. Modellen fokuserer samtidig også på, at vi via vores talehandlinger kan være med til at forandre verden. Et fokus på̊ de kontekstuelle kræfter giver mulighed for refleksion og meningsskabelse ved konstant at rette blikket ud mod de påvirkninger, de studerende deltager i gennem diskurser i kulturen, som påvirker deres selvfortællinger, relationer, episoder og egne talehandlinger. Dermed skabes mulighed for refleksivt at forholde sig til medier, litteratur og andet materiale udtrykt af autoriteter med viden om og magt i forhold til kunst og kultur. CMM modellen (Coordinated Management of Meaning) er udviklet af de to amerikanske professorer i kommunikation Barnett Pearce og Vernon Cronen. Modellen kan bl.a. bruges til at afklare, hvilken kultur man som f.eks. kunstner taler ind i eller er en del af, og hvordan de kontekstuelle kræfter påvirker dette. Omvendt synliggør modellen også, hvorledes vi via talehandlinger, episoder, relationer og selvfortællinger har implikative kræfter (konsekvenser) og dermed påvirker en kultur.

En grundantagelse i CMM-modellen er, at der altid er mange forskellige kontekster på spil i en samtale. Mange misforståelser opstår, fordi vi sædvanligvis tager for givet, at dem, vi taler med, opererer inden for de samme kontekster, som vi selv gør. Pearce/Cronen siger selv, at de med deres model indfører et kommunikationsperspektiv på vores handlinger. Det er et perspektiv, som gør det muligt at kigge kommunikation frem for gennem den. Modellen relaterer sig til den såkaldte dialogisk kommunikation. Pearce og Cronen trækker på en anerkendende udforskning og dykker ned i de talehandlinger, der udgør vores sætningskonstruktioner som mindste enhed og sammensætningen af disse.Talehandlinger kan skabe episoder og relationer, der påvirker vores narrativer (selvfortællinger) og kulturen omkring os. Herved bevidstgøres vore sproglige handlinger helt ned til konstruktionen af typerne af spørgsmål og hvilke svar, disse kan forventes at afføde, samt hvor i kommunikationen vi selv kan handle anderledes (Moltke og Molly, red., 2009, s. 245-247).

Henvisninger:

Barnett Pearce: Kommunikation og skabelse af sociale verdener, Dansk Psykologisk forlag, 2007

Hanne V. Moltke & Asbjørn Molly, red.: Systemisk Coaching. En grundbog, Dansk Psykologisk forlag, 2009

Talk: Barnett Pearce on Coordinated Management of Meaning: https://www.youtube.com/watch?v=HvME-Y5A3Og

CV

Et curriculum vitae er en oversigt over, hvad en person har gennemgået i sit professionelle liv. Når de studerende skal ansøge fonde, legater, uddannelsesforløb eller arbejde, skal de altid vedlægge et CV sammen med ansøgningen. Hvor ansøgningen oftest skal beskrive din motivation eller projekt, så skal CV’et kort og præcist fortælle, hvilke professionelle og uddannelsesmæssige erfaringer vedkommende har.

Læs CAKI Miniguides til CVs her.

D                                                                                                                                           

Deltagelse og tingsliggørelse

For kunstnere kan Etienne Wengers teori om meningsforhandling i et spænd mellem det processuelle og færdiggørelsen være et interessant perspektiv i forhold til egen kunstnerisk praksis.

Ifølge Wenger kan deltagelse og tingsliggørelse ikke betragtes isoleret: De udgør et par. De danner en enhed i deres dualitet. Man kunne i forhold til kunstnerisk praksis lidt forenklet sige, at deltagelsen er processen og tingsliggørelsen er et resultat, vi fremviser. Tingsliggørelsen af det fremviste teaterstykke eller en film er kun et produkt og er tom uden deltagelse. Omvendt er frembringelsen af en film eller et teaterstykke – tingsliggørelsen afgørende for interaktion – den form for forhandling, der er nødvendigt for et samfund og kan samle alle de mange perspektiver, interesser og fortolkninger, som deltagelsen medfører.

Tingsliggørelsen er tom uden involverede borgeres deltagelse. Meningsforhandling væver deltagelse og tingsliggørelse så tæt sammen, at mening synes at have sin egen enhedsprægede selvstændige eksistens. Deltagelse og tingsliggørelse er ifølge Wenger både forskellige og komplementære i deres samspil, de danner en enhed i deres dualitet. For at aktivere den ene er det nødvendigt at aktivere den anden (Wenger, 2004, s. 77-78).

”Mens vi i forbindelse med deltagelse genkender os selv i hinanden, projicerer vi i forbindelse med tingsliggørelse os selv ud i verden, og da vi ikke behøver at genkende os selv i projektionerne, tillægger vi vores meninger en uafhængig eksistens. Denne modsætning mellem gensidighed og projektion er en vigtig forskel mellem deltagelse og tingsliggørelse” (Wenger, 2004, s. 73).

Kilde, model og tekst: Praksisfællesskaber, Etienne Wenger, Hans Reitzels Forlag, 2004

Se mere fra Etienne Wegner i ENTRE WIKI under Praksisfælesskaber.

Se og hør oplæg af Etienne Wenger på ENTRENord konferencen, CAKI. 2014 her.

Etienne Wenger

Etienne Wenger er læringsteoretiker særlig kendt for teorien om situeret læring, som han har udviklet i samarbejde med Jean Lave.  Læs mere om Etienne Wegner på den store wiki.

Det kunstneriske narrativ

Det kunstneriske narrativ

For mange kunstnere har personlige oplevelser og levet liv tydelige aftryk i den kunstneriske proces eller det kunstneriske produkt. For andre er den personlige fortælling mere en baggrund for deres praksis.  Som underviser kan 7P-modellen anvendes som et redskab for den enkelte, hvor man kan afprøve egne fortællinger eller til at samtale om personlige fortællinger. Modellen kan skabe et perspektiv på hvorledes, man som kunstner kan arbejde aktivt med historiefortælling og dermed, hvordan vi kan kommunikere med vores omverden. 

 Det kunstneriske narrativ har derfor også betydning for de muligheder, kunstneren har for at skabe relationer eller omtale af sin kunstneriske praksis og virksomhed, for uanset hvordan kunstneren anvender sin fortælling vil det have betydning for, hvordan vi opfatter værket og/eller kunstneren. Med det som afsæt vil det derfor altid være relevant for kunstneren at have viden om, hvorledes en narrativ praksis kan udfolde sig i den kunstneriske virksomhed. 

”(….) en historie er ikke bare en historie. Den er i sig selv en lokaliseret handling, en udtryksfuld optræden. Den virker i retning af at skabe, vedligeholde eller ændre de sociale relationers verden”  Social Konstruktion – Ind i samtalen, 2005, Gergen/Gergen  

 

den narrative praksis opleves historiefortællingen som en skabende aktivitet. Med andre ord skaber man virkelighed i det sprog, man bruger, og disse virkeligheder holdes i live og cirkuleres gennem fortællinger.  Sproget har ifølge psykolog Harlene Andersen en skabende kraft: 

Sproget er ikke uskyldigt!”. Hver gang, vi fortæller en historie bringer de en særlig virkelighed frem og skubber samtidig mange andre mulige virkeligheder i baggrunden”  

Narrativ organisationsudvikling, 2009, Michala Schnoor 

 

Identitet som en social konstruktion

I et narrativt perspektiv forstår man identitet som en relation snarere end som noget individuelt. Ordet ’identitet’ implicerer en social proces mere end en individuel natur: Når vi identificerer noget, giver vi det en identitetDet betyder, at man går væk fra den traditionelle kulturelle opfattelse, at vi som mennesker hver især har en unik, stabil og sammenhængende ”personlighed”, som er styrende for, hvordan vi tænker og handler. Det er snarere en aktiv handling, som skaber noget. Det er et udtryk for en persons position eller udkigspost, mere end at det er et udtryk for en sandhed i sig selv.  

En persons succes med at fastholde en given selvberetning er afhængig af andres villighed til at udspille bestemte fortider i relation til ham/hende. Vi er alle sammen ’vævet ind i’ andres historiske konstruktioner, ligesom de er det i vores”  

Social Konstruktion – Ind i samtalen, 2005, Gergen/Gergen 

Det vil sige, at kunstneren aktivt arbejder med at skabe relationer og verdener via historiefortælling. Forfølger man det narrative blik på identitet, tilbydes her også en kunstnerposition, hvor kunstneren kan indtage en mere relationel rolle end det traditionelt har været praksis i den kunstneriske virksomhed.   

Kendetegn ved en fortælling: De 7 P’er  

7P-modellen tilbyder et sprog for historiefortællingen. Modellen kan skabe et perspektiv på, hvorledes vi aktivt kan arbejde med historiefortælling og dermed, hvordan vi kan kommunikere med vores omverden. Ifølge M. Schnoor har fortællingen en række kendetegn, der kan sammenfattes i 7 P’er:  

 

  1. Personligt perspektiv: En fortælling har altid en fortællestemme – det er altid nogens fortælling. Psykologen Jerome Bruner kalder dette for en fortællings perspektivisme (Bruner, 1999). 
  2. Publikum: En fortælling har altid en eller flere tilhørere. Heri gemmer sig fortællingens relationelle dimension. Fortællingen skabes i relation mellem fortæller og publikum – nogen der lytter.  
  3. Plot: En fortælling består af en række enkeltstående begivenheder og hændelser, der er kædet sammen i en bestemt rækkefølge i overensstemmelse med et plot. En fortællings plot angiver, hvad fortællingen handler om og kan også kaldes ’den røde tråd’.
  4. Punktuering: Fortællinger gør os i stand til at forbinde vores erfaringer i en tidsmæssig sekvens. Alle fortællinger har en begyndelse (fortid), en midte (nutid) og en slutning (fremtid). Det er dog ikke givet, hvilken begivenhed, der udgør hvad i en fortælling. Vi skaber mening i vores oplevelser ved at udvælge nogle begivenheder frem for andre, så noget trækkes i forgrunden frem for noget andet. Et led i denne udvælgelsesproces er det, som kommunikationsteoretikeren Barnett Pearce kalder punktuering – det vil sige at fastlægge, hvor en fortælling begynder og hvor den ender.  
  5. Persongalleri: I en fortælling indgår der altid en række personer, der handler i forhold til hinanden. Der er et persongalleri. Nogle aktører spiller hovedroller, mens andre aktører spiller biroller. Når historiens fortæller først har fastlagt en person eller handling, vil denne være tilbøjelig til at bevare sin identitet eller funktion i fortællingen. Et interessant kendetegn ved fortællinger er dog at de skaber forbindelser mellem det usædvanlige og det almindelige (Bruner, 1999). De bidrager med andre ord til at skabe mening i handling og adfærd, der kan afvige fra det forventelige.  
  6. Positionering: En fortælling stiller i kraft af sit plot og de diskurser, den udspringer af, nogle bestemte positioner til rådighed, som er med til at forme både identitet og handlerum.  
  7. Pointe: En fortælling har altid en morale eller pointe. Pointen i en fortælling er den læring, som en fortælling gerne skal give anledning til hos publikum. Spørgsmålet er hvordan man kan forme sin fortælling, så der er størst sandsynlighed for, at andre vil høre og interessere sig for det moralske budskab? 

Figur 6: 7P-modellen,  

(Fra: Narrativ organisationsudvikling, 2009, Michala Schnoor) 

Kilde:  

Narrativ organisationsudvikling, 2009, Michala Schnoor 

Social Konstruktion – Ind i samtalen, 2005, Gergen/Gergen 

Mening i handling, 1999, Jerome Bruner 

Det reflekterende team

Fokus i Det Reflekterende Team er på̊ produktion af spørgsmål. Det Reflekterende Team er et refleksionsværktøj, som trækker på de kollektive ressourcer. Her bliver fokus på den entreprenante proces, som kollektivet bidrager til på hver deres måde fremfor, hvad den enkelte kan udrette som selvstændig entreprenør. Med Det Reflekterende Team får de studerende ofte øje på det cirkulære. På processen og kompleksiteten og de mange svar-muligheder, hvilket kan være med til at brede deres forståelse for sammenhænge ud.

 

Det reflekterende team udfordrer dermed også forestillingen om, at entreprenørskabsfaget er et årsags-virkningsfag, som indskriver sig i en Schumpetersk entreprenørskabsforståelse (se også under Schumpeter i ENTREWIKI). Det Reflekterende Team udgøres af en interviewer (coach), en person med en udfordring og et reflekterende team (min. 2 personer). Det Reflekterende Team skal være et trygt rum, hvori en person kan opdage nye perspektiver og handlingsmuligheder for en given situation eller problemstilling ved hjælp af kollektivet. Det reflekterende team har observatørstatus, men bringes i spil som dialogpartner for intervieweren i løbet af samtalen med deres refleksioner på det videre forløb af samtalen.

Det kunne f.eks. handle om, hvordan en studerende kommer videre med et orkester, han eller hun er ved at stable på benene, eller hvordan bestemte undervisningssituationer kan håndteres. Mulighederne står helt åbne. Fokus er placeret på spørgsmål og intervieweren, men skal samtidig gerne sætte en ny bevægelse i gang hos den interviewede. Går vi ind i de forskellige kategorier af spørgsmål, startes der ifølge den nedenstående model (Karl Tomms spørgsmålstyper) i de lineære fortidsorienterende og simple spørgsmål, illustrereret ved detektiven. Lineære spørgsmål har en afklarende karakter, skaber kontakt og kunne f.eks. omhandle: Hvad er problemet, på hvilken måde oplever du det og hvad gør du? (Moltke & Molly, 2009, s. 126).

 

Derefter bevæger intervieweren sig ned i cirkulære spørgsmål, som kan synes mere komplekse, men stadig er åbnende, illustreret ved antropologen. Eksempler på spørgsmål kunne være: Hvordan tror du andre ser situationen, Hvad tror du andre prøver at kommunikere med det? (red. Moltke & Molly, 2009, s. 128). De refleksive spørgsmål er illustreret ved fremtidsforskeren og retter sig nu mod fremtiden, men hviler samtidig på en cirkulær antagelse om verden. Spørgsmål som: Hvad tror du, at de andre vil sige, der skulle til for at løse problemet? Hvad ville de andres handlinger hjælpe dig til at gøre? Sidst påtager intervieweren en mere ledende rolle ved at stille simple, fremtidsrettede spørgsmål. Vi kommer dermed tilbage til en lineær forståelse af verden, hvor hensigten er at påvirke personen i fokus til at handle. Eksempler på spørgsmål: Hvor længe må dette problem eksistere?, Kunne det være en idé at…..? Hvad vil du helt konkret gå hjem og gøre? (red. Moltke & Molly, 2009, s. 130-131). En vigtig øvelse ved Det Reflekterende Team er, at de studerende kan lytte og stille spørgsmål til hinanden og ikke bringe egne løsningsforslag ind. Det synes ofte lige for at spørge ”hvorfor gør du ikke…”, men den type retningsbestemmende spørgsmål er ikke en del af det reflekterende team, da denne type spørgsmål eller anvisninger kan lukke samtalerummet snarere end at åbne det. Intervieweren må knytte an til den interviewede og være oprigtig nysgerrig, for at kunne påvirke gennem de spørgsmål, der stilles. Det bringer intervieweren i fokus, hvilket er i tradition med ENTREWIKI: Den anerkendende udforskning.

Du finder en konkret guide til øvelsen her.

Baggrund:
Det Reflekterende Team bygger på en kombination af teoribidrag, bl.a. den anerkendende udforskning. Central for udviklingen af refleksionsværktøjet står Tom Andersen (Andersen, Reflekterende Processer, 2005) samt Karl Tomms’ forskellige spørgsmålstyper, som udgør en vigtig indgang til at anvende redskabet.

Dialogisk Kommunikation

Barnett Pearce bibringer i det kunstneriske entreprenørskabsfelt et nyttigt supplement til den mere instrumentelle ’transmissions kommunikationsteori’. Den instrumentelle tradition er fremtrædende i f.eks. how to-litteratur med faste skabeloner for, hvordan der kommunikeres og markedsføres på forskellige platforme.

Pearces kommunikationsteori kan ses som et opgør med forståelsen af kommunikation som overførelse af information fra ét individ til et andet. Det er det, Pearce kalder transmissionsmodellen. Den virker bedst, når budskabet klart og præcist er udtryk for den betydning, der var tilsigtet af afsenderen og at disse tolkes i overensstemmelse med det, der var hensigten med dem. Dette mener Pearce ofte mislykkes, fordi sproget meningsforhandles i relationerne (B. Pearce, 2007, s. 39).

I stedet præsenterer Pearce en socialkonstruktionsmodel, eller det han kalder dialogisk kommunikation. Her er kommunikation snarere en måde at skabe den sociale verden på, og denne kommunikation udøves altid sammen med andre. Frem for ’hvad mente du med det?’ Er det relevante spørgsmål snarere ’hvad er det, vi gør sammen?’, ’hvordan gør vi det?’ og ’hvordan kan vi skabe bedre sociale verdener?’ (Pearce, 2007, s. 39-40).

Pearce og Cronen, der sammen har udviklet CMM-modellen (se andet sted i ENTREWIKI), trækker også̊ på̊ en anderkendende udforskning. De to forfattere dykker i CMM-teorien (Coordinated management of meaning) ned i vore talehandlinger, som udgør vores sætningskonstruktioner som mindste enhed og sammensætningen af disse. Talehandlingernes påvirkning kaldes sprogets implikative kræfter (Moltke og Molly red, 2009, s. 245).

Talehandlinger kan skabe episoder og relationer, der påvirker vores narrativer (selvfortællinger) og kulturen omkring os. Omvendt påvirker konteksten os. Pearce kalder dette kontekstuelle kræfter, således at kulturen påvirker selvfortællingerne, der påvirker relationer, episoder og talehandlinger (Moltke og Molly red, 2009, s. 247).

”Vi er tilbøjelige til at se det, vi ved, frem for omvendt, og vores evne til at hæfte os ved forgreningspunkter og træffe kloge beslutninger om, hvordan vi skal handle i sådanne forgreningspunkter, kræver skærpede begrebsmæssige redskaber til forståelse af kommunikation.” (Pearce, 2007, s. 19).

Henvisninger:

W. Barnett Pearce: Kommunikation og skabelse af sociale verdener, Dansk Psykologisk forlag, 2007

Hanne V. Moltke & Asbjørn Molly (red.): Systemisk Coaching, En grundbog, Dansk Psykologisk Forlag, 2009

Domæneteorien

De kommunikative domæner Kilde: Systemisk Coaching, En grundbog, Hanne V. Moltke & Asbjørn Molly (red.) Dansk Psykologisk forlag, 2009

Domæneteorien er skabt af Peter Lang, Veron Cronen og Martin Little på baggrund af Humberto Maturana. Når domæneteorien omsættes til et værktøj, får man et dialogværktøj, der kan anvendes til alt arbejde med sociale relationer i den kunstneriske virksomhed. Værktøjet tydeliggør de sociale og relationelle dimensioner i arbejdet og er særligt brugbart, når komplicerede eller følsomme emner skal behandles i en kunstnerisk praksis f.eks. det psykiske arbejdsmiljø. Domæneværktøjet strukturerer diskussionen af emnet og giver bestemte dialogregler, som fremmer tillid, gennemsigtighed og åbenhed over for de forskellige synspunkter.

Introduktion til domæneteorien

Domæner kan ses som kommunikative ”rum”, som man via samtalen går ind i og forlader igen. Hvert rum har sit eget særegne sprog og logik, der hver for sig beskriver bestemte elementer og vinkler på en sag. Der hersker med andre ord særlige logikker og sprogkoder inden for hvert enkelt domæne (rum).

Domæneteorien er et forsøg på at synliggøre tre forskellige logikker, som vi ser, forstår og beskriver verden ud fra. Domænerne (logikkerne) eksisterer side om side i samtalen, men som regel vil ét af domænerne på et givent tidspunkt være fremherskende i forhold til de to andre.

De tre domæner betegnes henholdsvis det personlige domæne, produktionens domæne og refleksionens domæne.

Det personlige domæne

I det personlige domæne er sproget bestemt af deltagernes værdier, moral og etik. Her kan deltagerne ikke forholde sig neutrale, men må tage personlig stilling ud fra, hvad de anser for god praksis.I det personlige domæne taler deltagerne således som privatpersoner med deres individuelle holdninger, følelser og meninger. De tager personlig stilling til, hvordan situationen opleves af dem.I forhold til emnet psykisk arbejdsmiljø og arbejdspres vil deltagernes kommunikation i det personlige domæne fx handle om, hvad den enkelte anser for en rimelig arbejdsmængde, hvordan  processen opleves, hvor den personlige grænse for arbejdspres går, og hvad der skaber gode processer og arbejdsglæde for den enkelte.

Produktionens domæne

Over for det personlige domæne står produktionens domæne. Dette domæne handler om de regler, rutiner, retningslinjer og procedure, der lægger til grund for og tidligere er vedtaget for det kunstneriske arbejde og er gældende i forhold til bestemte situationer og opgaver. Her taler medvirkende eller medarbejdere om de aftalte måder at gøre tingene på. I produktionens domæne kan man i modsætning til i det personlige domæne ikke selv bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Man følger nogle tidligere aftalte procedure og retningslinjer – som trafikregler, hvor alle ved, at man skal stoppe for rødt og køre for grønt.Det er derfor også i produktionens domæne, at ledelsen primært udfører deres ledelsesopgaver. Hvis der tales om arbejdspres i produktionens domæne, vil samtalen fx dreje sig om prioritering af arbejdsopgaver, forventet kvalitetsniveau og standard i opgaveløsningen samt procedurer og regler for arbejdets udførelse.I dette domæne skaber det således store problemer, hvis der hersker mere end én opfattelse af, hvad reglerne er, hvad der er det rigtige i bestemte situationer, og hvordan der skal handles (jf. eksemplet med lyssignalet i trafikken).

Refleksionens domæne

Endelig er der refleksionens domæne. Her betragtes verden subjektivt. Men i modsætning til det personlige domæne er vi i dette ”rum” mere åbne for andres synspunkter, og vores egen oplevelse eller mening står til refleksion.Det er her ikke så interessant, at nå frem til en endelig konklusion, men mere interessant at høre andres vinkler på emnet og sammen udvikle nye forståelser. Hvis vi taler om arbejdspres i refleksionens domæne, har vi modsat de to andre domæner, hvor vi enten er farvet af personlige holdninger og værdier (det personlige) eller er underlagt magtens og fællesskabets spilleregler (produktionen), mulighed for sammen at hæve os over emnet og se problemstillingen vedrørende arbejdspresset fra nye vinkler.

Domæneteorien i praktisk anvendelse

Målet med anvendelsen af domæneværktøjet til at skabe et bedre psykiske arbejdsmiljø er trefoldigt:

  1. At strukturere kommunikationen således, at dialogen følger bestemte trin. Det giver tryghed og forudsigelighed i forhold til et kompliceret og nogle gange ømtåligt emne at vide, at dialogen styres og følger bestemte trin.
  2. Via kommunikation om psykisk arbejdsmiljø at komme omkring så mange perspektiver og logikker i det psykiske arbejdsmiljø som muligt. Dialogen om psykisk arbejdsmiljø i alle tre domæner på skift er med til at sikre en grundig perspektivering af emnet.
  3. At kommunikation om psykisk arbejdsmiljø i forskellige domæner kan berige hinanden, så der kan skabes grobund for nye forståelser og nye måder at handle på. For eksempel kan dialogen i refleksionens domæne både bidrage til at give nye forståelser til den enkelte deltagers subjektive opfattelser af hendes/hans psykiske arbejdsmiljø i det personlige domæne og give anledning til, at der opstår nye aftaler for, hvordan der kan handles i produktionens domæne.

En sidegevinst ved brug af domæneværktøjet er desuden, at det samtidig træner deltagernes kompetencer med hensyn til at gennemskue, hvilket domæne der er fremherskende i forskellige situationer, eller om der i hverdagen opstår uenighed, fordi deltagerne kommunikerer ud fra forskellige domæner og logikker. Et lighedspunkt mellem domænerne er nemlig, at de virker indlysende og logiske for den enkelte, der taler. Uenighed opstår derfor som oftest, når der tales ud fra forskellige domæner (hvis den ene taler om, hvad de føler, mens den anden står og henviser til regler og procedurer, taler de formentlig forbi hinanden).

Kilder:

https://www.lederweb.dk/artikler/domaeneteorien-i-teori-og-praksis/

Systemisk Coaching, En grundbog, Hanne V. Moltke & Asbjørn Molly (red.) Dansk Psykologisk forlag, 2009

E                                                                                                                                           

Effektuation / Effectuation

Med effektuation er der tale om en ikke-lineær tilgang til at arbejde i en ikke-kausal proces. Som sådan er tilgangen oplagt at anvende på den kunstneriske virksomhed, der som oftest ikke kan indplaceres i en forudbestemt årsagssammenhæng.

Udgangspunktet for effektuation er, at fremtiden betragtes som noget der kan påvirkes gennem handlinger. Man kan med andre ord skabe sine egne muligheder.

Metoden er udviklet af Saras Sarasvathy. Sarasvathys teori om effectuation beskriver en tilgang til beslutningstagning og handling i processer, hvor man med afsæt i de ressourcer, man har til rådighed, identificerer det næste, bedste skridt for at nå sine mål. Dermed kan man også justere indsatsens retning i forhold til den effekt, ens handlinger har.

Effektuation står i modsætning til kausallogik, hvor man definerer et fast mål og nøje planlægger den proces, man vil gennemgå for at nå målet. Den kausale fremgang er ofte ikke hensigtsmæssigt at anvende i processer, der er præget af uforudsigelighed og usikkerhed, som f.eks. innovationsprocesserne i den kunstneriske praksis og virksomhed.

Sara Sarasvathy er professor ved Virginia University. Hun udviklede de grundlæggende principper for teorien om effektuation i 2001 og arbejder stadig intensivt med den i dag. Det verdenssyn, der er udgangspunkt for metoden, kalder Sarasvathy for pilot-on-the-plane.

I 2007 blev Sarasvathy udnævnt til en af ​​de 18 bedste professorer i iværksætteri af magasinet Fortune Small Business. I 2013 tildelte Babson College hende en æresdoktorat for virkningen af ​​sit arbejde på iværksætteruddannelse. 

Læs mere om effektuation og hent CAKI Miniguide: Effektuation her.

 

Eksternalisering

Eksternalisering er et greb, kan anvendes i den kunstneriske virksomhed såvel som i fælles processer og feedbackkultur. Ved hjælp af eksternaliserende sprogbrug kan en proces, et produkt, et kunstneriske udtryk eller et problem i en arbejdsproces adskilles fra personen/personerneProblemet eller udfordringen gøres i eksternaliseringen til et objekt eller et fælles tredje, der kan udforskes, og som det er muligt at gøre noget ved.  

Med eksternaliserende sprogbrug inviteres en eller flere personer ind i en anerkendende, lyttende og beskrivende kontekst, hvor man ser hinanden som kompetente bidragsydere. I forhold til en feedbackkultur i et kunstnerisk rum kan det at adskille kunsten fra personen være konstruktivt og give mulighed for sammen at udforske og få øje på nye perspektiver og fremadrettede handlemuligheder.  

Eksternaliseringsbegrebet er en del af den narrative praksis og anvendes, når der er behov for at skabe en refleksiv afstand mellem oplevede problemer og den personlige identitetMetoden er en måde, hvorpå man kan arbejde dekonstruerende med problemmættede fortællinger og dermed gøre op med gængse forståelser heraf 

I hverdagsforståelsen har vi ofte tendens til at tænke og tale om problemer og vanskeligheder, som lokaliseret inden i os selv og andre: ”Jeg er uerfaren og usikker”, ”Mine tekster er ikke gode nok” eller ”De andre i mit projekt forstår ikke min kunstneriske vision”. Vi gør brug af en internaliserende logik. De utilstrækkeligheder eller problemer, som vi oplever, er en afspejling af bestemte ”sandheder” om vores egen eller andres identitet og natur og det kommer til at definere, hvem vi er.  

Ifølge Michael White, der har udviklet metoden, kan ethvert udsagn internaliseres eller eksternaliseres som et spørgsmål. F.eks. kan et udsagn som der er rigtig dårlig stemning i gruppen” internaliseres som ”Hvilke tegn er der på, at der er en dårlig stemning?” eller eksternaliseres som ”Hvilken effekt har det, at den dårlige stemning har så meget indflydelse’’? 

Den dårlige stemning eksternaliseres på denne måde, så personen eller personerne har mulighed for at få den dårlige stemning ud af kroppen og i stedet positionere sig eller indtage et standpunkt i forhold til den. Problemet ”dårlig stemning” bliver eksternt og er ikke en del af personerne.  

White har udviklet positionskort for at skabe en refleksiv afstand mellem oplevede problemer og den personlige identitet (White, 2007). White anvender kortet som metafor, fordi en fortælling i et narrativt perspektiv ses som et landskab, man kan bevæge sig rundt i. I den narrative praksis kan en konsulent eller terapeut nu bruge en række kort for at hjælpe personen eller flere til at finde vej til nye steder og foretrukne destinationer for den givne fortælling. Efterfølgende kan der arbejdes med at tillægge andre og mere opbyggelige fortællinger værdi.  

Teksten tager udgangspunkt i Michala Schnoors bog Narrativ Organisationsudvikling – at forme fælles mening og handling, Dansk Psykologisk Forlag, 2009.  

F                                                                                                                                           

Fakturaregler

Når du sælger en ydelse, et værk eller et produkt, skal du lave en faktura til køberen. I dit regnskab gemmer du en kopi af fakturaen, så du kan dokumentere din indtægt.  

 For at overholde loven skal din faktura indeholde:  

  • Et fortløbende fakturanummer 
  • Dato for hvornår du skriver regningen 
  • Dit firmanavn og adresse 
  • Dit CVR-nummer(eller CPR, hvis du ikke er momsregistreret) 
  • De varer/ydelser du har solgt samt antal og pris 
  • Momsbeløbet 
  • Betalingsbetingelser (hvornår du skal have pengene) 
  • Betalingsinformationer (hvordan du skal have pengene) 
  • Kundens navn og adresse (hvis muligt)
Forhandling

Som underviser på en kunstnerisk uddannelse kan du møde studerende, der har behov for rådgivning i forbindelse med prissætning af deres arbejde. Det er vigtigt, at de studerende allerede under uddannelsen får erfaring med at tage en rimelig pris for deres arbejde – både for at få deres forretningsmodel til at fungere i den kunstneriske virksomhed såvel som for at undgå at underbyde markedet.

Læs mere i CAKIs Miniguide til prissætning og forhandling her.

Frivillighed

Mange studerende såvel som professionelle arbejder med frivillige i deres projekter?  Bliv inspireret af frivillighedsmesteren Esben Danielsens tips til, hvordan man kan sikre engagement hos de frivillige i projekterne. Læs mere i CAKIs Miniguide om at arbejde med frivillige i dine projekter her.

Fundraising

Fundraising kan skaffe finansiering til, at den kunstneriske virksomhed kan gennemføre undersøgelser, realisere projekter og værker eller kan afprøve og eksperimentere med udgivelsesformater og partnerskaber.

En kunstnerisk virksomhed får ofte en del af sin økonomi gennem fundrasing. Det gælder både de små og mellemstore kunstneriske virksomheder og praksisser såvel som større kulturelle virksomheder som festivaler og kunsthaller.

De frie kulturelle midler er dem, vi henter i de offentlige og private fonde, og som ikke har krav om et decideret økonomisk afkast af deres investering. I steder har midlerne fokus på at støtte og udvikle et område samlet set. Det kan f.eks. være Bikubenfonden, der støtter indsatser indenfor scenekunst, billedkunst og unge, der er ramt af sociale problemer. Det kan også være de frie midler i kommunernes fritids- og kulturforvaltninger, der skal understøtte kulturelle indsatser og virksomheder i den pågældende kommune. De frie kulturelle midler kan også udbydes med varierende grad af frihed, til eksempel når Statens Kunstfond øremærker midler til en specifik indsats for udsatte boligområder.

At fundraise kan også være andet end at sende en ansøgning af sted. Det kan også handle om crowdfunding, sponsorater, partnerskaber, fundraiser events og andre finansieringsmuligheder.

Uafhængigt af, hvilken tilgang til fundraising du har, bør du planlægge dit fundraiserar­bejde og have økonomisk overblik over projektets udvikling, behov og muligheder. Du børe have dine argumenter på plads og være præcis i din beskrivelse af, hvad det er, du ønsker finansiering til.

Det betyder ikke så meget, om du skal fundraise til noget stort eller noget småt, eller om du søger midler til udvikling, projekter eller forretningsidéer. Måske skal du bruge finansiering til at realisere et mindre værk til en udstilling, eller du skal bruge penge til at producere et album. Måske er I flere, der er i gang med at skaffe penge til en festival, eller måske skal I lave en scenekunstnerisk opsætning i udlandet.

Der er nogle grundlæggende ting, du bør have styr på, når du indleder processen med at skaffe ressourcer. Hvad enten du fundraiser stort eller småt, om du søger fonde eller partnere, lokalt, nationalt eller internationalt, så bør dit grundmateriale være udgangspunkt for forløbet. Dit grundmateriale er din projektbeskrivelse (hvad), tidsplan (hvornår) og budget (hvor meget).

Læs mere i CAKI Håndbog: Fundraising

G                                                                                                                                           

H                                                                                                                                           

I                                                                                                                                             

Idéudvikling

Idéen er konceptet, der skal bære hele projektet. Derfor er det vigtigt, at den studerende får erfaringer med idéudvikling, så de kan udvikle gennemarbejdede og bæredygtige projekter. I CAKI Håndbog: Idéudvikling og projektledelse giver vi vejledning i at styre idéprocessen i alle dens faser – fra den spæde start til planlægning og implementeringsstrategi.

Hent håndbogen her.

IPR - Intellectual Property Rights

Knowledge about intellectual property rights is key in any artistic practice. This publication makes IPR accessible and understandable for students as well as professionals – download it here

J                                                                                                                                            

K                                                                                                                                           

Karl Tomms spørgsmålstyper

Karl Tomm er professor i psykiatri ved Faculty of Medicine, University of Calgary og direktør for Calgary Family Therapy Centre, som han startede i 1973. Karl Tomm er blandt andet dybt interesseret i anvendelsen af systemteori og narrativ teori, i forbindelse med kommunikation. 

Evnen til at stille spørgsmål er en kernekompetence for en underviser, leder eller coach. Bestemte spørgsmål retter vores opmærksomhed i bestemte retninger. Derfor kan det som underviser eller leder af kunstneriske processer være vigtigt at kende til forskellige spørgsmålstyper.

I den systemiske coaching, som Karl Tomm beskæftiger sig med, åbner ethvert spørgsmål for et domæne af legitime svar. Karl Tomm har udviklet et redskab i form af spørgsmålstyper indsat i et hjul, som tydeliggør, hvilke hensigter spørgeren har med sine spørgsmål, hvilke antagelser der ligger bag og hvad spørgsmålene åbner og lukker for af muligheder i den videre samtale.

F.eks. kan ”hvorfor”- spørgsmål producere konfronterende svar, da spørgsmålet om hvorfor indskriver sig i en lineær, årsag-virkning-logik, hvor der lægges op til at udpege årsager og simple svarmuligheder (red. Moltke & Molly, 2009).

  1. Tomm arbejder med en hensigtsakse, som har en orienterende hensigt m.h.t. fortiden og en påvirkende hensigt m.h.t. fremtiden. Ovenpå̊ denne akse lægges en antagelsesakse, som har lineære antagelser med en enkelt mulig antagelse overfor cirkulære antagelser med mange muligheder. Antagelserne må opfattes som komplementære og kan derved berige hinanden.

Disse to akser, hensigts- og antagelsesaksen, danner udgangspunkt for Tomms kategorisering af spørgsmålstyper (red. Moltke & Molly, 2009, s. 122-124).

Karl Tomms spørgsmålstyper kan kobles til ENTREWIKI: Anerkendende Udforskning eller ENTREWIKI: Det reflekterende team.

Modellen er hentet fra Systemisk Coaching. En grundbog, red. Moltke & Molly, 2009 som du finder her.

Anvendelse af modellen:

I forhold til en samtale efter den ovenstående model oplever Karl Tomm det som hensigtsmæssigt at starte med de lineære fortidsorienterende og simple spørgsmål, her illustrereret ved detektiven. Lineære spørgsmål har en afklarende karakter, skaber kontakt og kunne f.eks. omhandle ”Hvad er problemet, på hvilken måde oplever du det og hvad gør du”? (red. Moltke & Molly, 2009, s. 126).

Derefter bevæger intervieweren sig ned i cirkulære spørgsmål, som kan synes mere komplekse, men stadig er åbnende, er illustreret ved antropologen. Eksempler på spørgsmål kunne være: Hvordan tror du andre ser situationen, Hvad tror du andre prøver at kommunikere med det? (red. Moltke & Molly, 2009, s. 128).

De refleksive spørgsmål er illustreret ved fremtidsforskeren og retter sig nu mod fremtiden, men hviler samtidig på en cirkulær antagelse om verden. Spørgsmål som: Hvad tror du, at de andre vil sige der skulle til for at løse problemet? Hvad ville de andres handlinger hjælpe dig til at gøre? ”

Sidst påtager intervieweren en mere ledende kaptajn-rolle i form af at stille simple, fremtidsrettede spørgsmål. Tilbage til en lineær forståelse af verden, hvor hensigten er, at påvirke fokuspersonen til at handle. Eksempler på spørgsmål: ”Hvor længe må dette problem eksistere?, Kunne det være en idé at…..?” ”Hvad vil du helt konkret gå hjem og gøre”? (red. Moltke & Molly, 2009, s. 130-131).

Kolbs læringscirkel

David A. Kolb er en amerikansk forsker, der beskæftiger sig med indlæringsmetoder. Han er forfatter til bogen Experiential Learning. I Danmark har hans metoder bl.a. vundet indpas inden for indlæringssystemet Flexlearn. David Kolb har arbejdet med sammenhængen mellem læring, arbejde og hvordan ny viden skabes.

Læringscirklen (også kaldet Kolbs læringscyklus) er en metode til at forstå de processer, der ligger til grund for læring. Som underviser kan cirklen også bruges til organisering af undervisning og læringsprocesser. David A. Kolb har inddelt denne proces i fire faser: erfaring (konkret oplevelse), eftertænksomhed (reflekterende observation), begrebsdannelse (abstrakt forståelse) og eksperiment (systematisk afprøvning).

 

Kilde: David A. Kolb: Experiential learning, 1984, Experience as the source of learing and devolopment

Konkrete oplevelser og indtryk bearbejdes ved, at den lærende er reflekterende. Når man reflekterer, undrer man sig over det, man erfarer, læser eller hører. Man undersøger sammenhænge mellem det, man erfarer, og det man ved i forvejen. Refleksioner er altså mere end blot løsrevne tanker. Den lærende forholder sig dernæst til teorien eller abstrakte modeller og undersøger sammenhænge mellem den eksisterende viden og nyerhvervede erfaringer. Man prøver at tilpasse den nye viden konkret såvel som abstrakt til den gamle. I nogen tilfælde vil det betyde, at man hermed må revidere sin opfattelse af den viden, man allerede har. Herefter efterprøves aktivt den nytilegnede viden. Det vil sige, man træner sig i det lærte indtil det er blevet til en del af en selv. Herefter er man er parat til at gøre sig nye erfaringer – og lære nyt igen og igen.

 

Kilder:

David A. Kolb: Experiential learning, 1984, Experience as the source of learing and devolopment

http://www.ventures.dk/eintelligenser/pop-ups/kolb.htm

http://da.wikipedia.org/wiki/Kolbs_læringscyklus

Kommunikation

PR og kommunikation spiller en stor rolle for, hvordan et projekt eller en kunstneriske virksomhed stilles til rådighed for omverdenen. Derfor er det vigtig, at man gennem velovervejet kommunikationsarbejde sender et klart signal om, hvad projektet, praksissen eller den kunstneriske virksomhed handler om.

I CAKI Håndbog: PR og Kommunikation får den studerende vejledning i at arbejde strategisk med PR og kommunikation. Der er bl.a. gode råd til, hvordan man håndterer kontakt til pressen og medier og om, hvordan man kommunikerer præcist og fængende i pressemateriale.

Hent håndbogen her.

Kontorfællesskaber

Der er flere årsager til, en plads i et kontorfællesskab kan være en god investering, når man ikke længere har arbejdsfaciliteter til rådighed via sin uddannelse. CAKI giver en oversigt over kreative kontorfællesskaber i København her.

Bemærk: opdateres kun ved henvendelser. 

Kontrakter

Mange kunststuderende vil allerede mens de går på uddannelsen få behov for at vide noget om, hvordan man indgår aftaler og kontrakter. Ikke minst fordi en mundtlig aftale eller et håndtryk er ikke altid nok til at undgå misforståelser. I CAKI Miniguide – kontrakter, aftaler og forhandling giver vi en række råd til, hvad man bør være opmærksom på, når man skal have skriftlige aftaler på plads. Med i miniguiden er også en række skabeloner til kontrakter og aftaler, som frit kan anvendes efter behov. Se mere her

Kunstnerisk medborgerskab

‘Kunstnerisk medborgerskab’ er titlen på ét af temaer i ENTRE PROGRAM. Læs mere om programmet her.

Kunstnerisk virksomhed

‘Kunstnerisk virksomhed’ er titlen på ét af temaerne i ENTRE PROGRAM, der er et tilbud til underviserne på kunstskolerne. Med ‘Kunstnerisk Virksomhed’ er der bl.a. fokuserer på, hvordan man opbygger en kunstnerisk og økonomisk bæredygtig virksomhed. Læs mere om programmet her.

Kunstnermoms

Kunstnermoms er en moms, der kan anvendes på visse originale kunstværker, -produktioner og ydelser.

En del studerende på de kunstneriske uddannelser har brug for at registrere deres virksomhed med CVR-nummer. Derfor kan du møde studerende, der behov for viden om de momsregler, der gælder for den type kunstnerisk virksomhed, som den studerende har. Reglerne for momsregistrering og lønsumsafgift er en del af det, man har brug for at vide, når man registrere en virksomhed. 

Læs mere om moms, kunstnermoms og lønsumsafgift i CAKIs Miniguide her.

Kvalitet og relevans i den kunstneriske virksomhed

‘Kvalitet og relevans i den kunstneriske virksomhed’ er titlen på ét af temaer i ENTRE PROGRAM. Læs mere om programmet her.

L                                                                                                                                           

Lønsumsafgift

En del studerende på de kunstneriske uddannelser har brug for at registrere deres virksomhed med CVR-nummer. Derfor kan du møde studerende, der behov for viden om de momsregler, der gælder for den type kunstnerisk virksomhed, som den studerende har. Reglerne for momsregistrering og lønsumsafgift er en del af det, man har brug for at vide, når man registrere en virksomhed. 

Læs mere om moms, kunstnermoms og lønsumsafgift i CAKIs Miniguide her.

M                                                                                                                                           

Megatrends

Megatrends er et redskab, som kan hjælpe den studerende til at forstå globale mønstre og bevægelser, der styrer vores identitetsdannelse og forbrug på tværs af kulturer, økonomi, teknologi og globalisering.

Megatrends defineres ved at beskrive globale udviklingstendenser i samfundet, der har betydning for mennesker, organisationer og virksomheder. Metodisk anvendt kan megatrends være med til at sige noget om omverdenstendenser – både i et nutidigt og et fremtidigt perspektiv. Mange virksomheder og organisationer benytter sig af Megatrends til at forudse behov og forventninger i en verden i hastig udvikling, f.eks. i forhold til nye teknologier som streaming, der bl.a. er med til at påvirke udgivelsesformaterne for det kunstneriske arbejde.

Ved at benytte sig af Megatrends kan man komme på forkant med udviklingen af nye innovative løsninger og forventninger til fremtiden gennem struktureret trendanalyse og- forståelse. Megatrends er altså en metode, der hjælper os med at forudse og forstå tendenser, der påvirker flere aspekter af den måde verdens befolkning lever på.

Du kan læse mere om en global dansk virksomhed, der benytter sig af Megatrends her eller, besøge Innovationlab, der specialiserer sig i trendspotting.

Meningsskabelse

MENINGSSKABELSE / SENSEMAKING 

Karl Weick 7 karakteristika ved meningsskabelse (sensemaking 

Hvordan skaber vi mening i den kunstneriske virksomhed? Det kan vi bl.a. gøre ved at lade handlingen komme før individet.Den amerikanske organisationsteoretiker Karl Weick sætter de entreprenante og kunstneriske handlinger i fokus frem for den entreprenante person eller kunstner.Derved åbnes mulighederne for meningsskabelse, hvilket medfører, at mulighederne for den kunstneriske virksomhed udvides, f.eks. i forhold til fleksibiliteten overfor et globalt og foranderligt arbejdsmarked.  

Ifølge Karl Weick er meningsskabelse en proces, der sker i samspil mellem mennesker og omgivelser. Mening er ikke noget, man bare kan kommunikere f.eks. fra en kunstnerisk ledelse til medarbejderen eller deltageren i en kunstnerisk proces – meningen bliver først til for medarbejderen eller deltageren, når vedkommende selv er aktivt medskaber af processen i et fællesskab med andre.  

Sensemaking er en teori udviklet med henblik på at forstå interaktion i organisationer og koblingen mellem organisation og meningsskabelse. Karl Weick flytter fokus fra person til handling og til de små sejre, der opstår på bagkant, som kan drive en proces frem 

7 karakteristika ved meningsskabelse 

Ifølge Weick har processen med meningsskabelse syv karakteristika. Ved at være bevidst om disse syv karakteristika er det muligt at stimulere til en positiv meningsdannelse  

  1. Socialekontekst: Meningsskabelse sker i samspil med andre ved at knytte an til den sociale kontekst, vi indgår i: Sensemaking is influenced by the actualimplied, or imagined presence of others (…) To change meaning is to change the social context ” (Weicks. 461, 2001).  
  2. Personligidentitet: Individet er ifølge Weick distributivt. Intet individ handler som enkeltstående meningsskaber. Identitet skabes igennem en interaktionsproces med andre mennesker, og denne afgør, hvilke definitioner individet har af sig selv.  
  3. Retrospekt – på bagkant:Mening opstårpå bagkant, gennem en læsning af fortiden, hvilke diskurser f.eks. kunstneren og entreprenøren har været indlejret i. Det bagud skuende blik kan er afgørende for forståelsen af nutiden.  
  4. SalientCues – plot: hvad udpeges som væsentligt eller iøjnefaldende:  Meningsskabelse er fokuseret på og udgår fra ledetråde eller et plot. ”To make sence is to focus on a limited set of cues, and to elaborate those few cues into a plausible, pragmaticmomentarily usefull guide for actions that themselves are partially defining the guide that they follow” (Weick2001, s. 460).  
  5. On-goingprojects – flydende nutid:  Vores interaktionsproces med andre mennesker foregår hele tiden, og vi kan derfor se os selv, og det vi gør, i konstant bevægelse. Vi har mulighed for mange begyndelser og mange afslutninger. Experience is a cotinuous flow, and it becomes an event only when eforts are made to put boundaries around some portion of the flow, or when some interruption occurs. (Weick, 2001, s. 462).  
  6. Troværdighed:Handlinger skal knytte an til praksis for at opnå plausibilitet.Sensemakingis about coherencehow events hang togethercertainty that is sufficient for present purposes, and credibility (Weick, 2001, s. 462).  
  7. Enactment handling: Da vi ifølge Weick skaber mening på bagkant står det at afprøve og justere undervejs helt centralt. Handling fremkalder reaktioner, og hvad en situation betyder ligger ofte også̊ i responsenSmall wins, som Weick kalder det betegner, at selv en lille gevinst er et konkret implementeret resultatet af moderat betydning. I sig selv kan small wins synes ligegyldige. Men en række små̊ sejre afslører et mønster, der kan tiltrække allierede og afskrække modstandere. Small wins er styrbare muligheder, der producerer synlige resultater. Når en small win er opnået, har vi sat nogle kræfter i bevægelse (Weick, 2001, s. 432).  

Med entreprenante og kunstneriske handlinger i fokus frem for den entreprenante person eller kunstner, kan vi åbne feltet for meningsskabelse, ikke mindst på det globale og foranderlige arbejdsmarked.  

Kilde: Karl WeickMaking Sense of the Organization, Blackwell Publishing, 2001 

Mentorskab

En mentor er en erfaren person, der har lyst til at dele sin viden, vejlede og lære fra sig, mens en mentee er en mindre erfaren person, der er motiveret til at udvikle sine kompetencer og muligheder med afsæt i eni dialog med en mentor. Et mentorskab bygger således på en åben dialog mellem mentor og mentee, hvor mentor har mulighed for at inspirere og støtte mentee i forhold til uddannelse, karriere eller personlig udvikling.

Læs mere om mentorskab og mentorprogrammer her.

Mindset teori: Carol Dweck

To slags mindset – det fastlåste og det udviklende

Når det kommer til vores indstilling til det at lære, findes der to typer. Du kender sikkert begge slags. Den ene type giver hurtigt op og er ikke interesseret i at lære nyt. Hun siger ting som: “Det er jeg ikke god til, så det kan jeg ikke lære” eller “det er jeg dygtig til, så der behøver jeg ikke udfordre mig selv”. Den anden type derimod elsker at lære noget nyt. Hun kaster sig tit over nye områder og er uendeligt nysgerrig på, hvordan ting hænger sammen.

At vi kan have så forskellige indstillinger til det at lære, undrede allerede i 1970’erne forskeren Carol Dweck, der først blev opmærksom på forskellen blandt børn. Hun kalder de to indstillinger for hhv. et fastlåst mindset (fixed mindset) og et udviklende mindset (growth mindset).

Ifølge Dweck har det stor betydning, hvilket mindset, eller tankemønster, du har, fordi dit mindset forudsiger dit præstationsniveau. Det handler nemlig om, hvordan du opfatter det ”at lære”. Om du mener, at talent er noget medfødt, og det derfor er noget, man enten har eller ikke har. Eller om du mener, at talent kan udvikles gennem hårdt arbejde, gode strategier og andres input. Har du et udviklende mindset, vil du ifølge Dweck opnå bedre resultater.

Den gode nyhed er, at du til enhver tid kan ændre dit tankemønster.

Hvilket mindset har du?

I hendes bog, Du er hvad du tænker – den nye mindset-teori om vejen til succes, beskriver Dweck, hvordan mennesker med et fastlåst mindset mener, at ens egenskaber er hugget i sten. Dette skaber ifølge Dweck en tendens til at undgå udfordringer, give let op, se anstrengelse som nyttesøs og til at man føler sig truet af andres succes.Mennesker der derimod har et udviklende mindset, mener, at ens basale egenskaber kan udvikles gennem ens egen indsats. Det betyder, at personer med udviklende mindset omfavner udfordringer, er vedholdende når de udfordres, ser anstrengelse som vejen til beherskelse og lærer af andres successer.

Kilde : https://lederindsigt.dk/vaerktoejer-skabeloner/hr-og-personlig-udvikling/derfor-skal-du-kende-dit-tankemoenster/

Henvisninger:

Carol Dweck: Du er hvad du tænker. Den nye mindset-teori om vejen til succes. Borgen, 2017

Carol Dweck: Mindset. The new psychology of succes, 2008

Chris Hildrew: Becoming a Growth Mindset School. The power of Mindset to Transform Teaching, Leadership and Learning. Routledge, 2018

B.Hymner & M. Gershon: Growth Mindset Pocketbook. Teachers Pocketbooks, 2914.

Boaler: Mathematical Mindsets. (look at:www.youcubed.org)

Links:

https://www.youtube.com/watch?v=KUWn_TJTrnU

https://www.youtube.com/watch?v=hiiEeMN7vbQ

Moms

En del studerende på de kunstneriske uddannelser har brug for at registrere deres virksomhed med CVR-nummer. Derfor kan du møde studerende, der behov for viden om de momsregler, der gælder for den type kunstnerisk virksomhed, som den studerende har. Reglerne for momsregistrering og lønsumsafgift er en del af det, man har brug for at vide, når man registrere en virksomhed. 

Læs mere om moms, kunstnermoms og lønsumsafgift i CAKIs Miniguide her.

N                                                                                                                                           

O                                                                                                                                           

Opstart af virksomhed

En del studerende på de kunstneriske uddannelser har brug for at registrere deres virksomhed med CVR-nummer. Derfor kan du møde studerende, der behov for viden om opstart af egen virksomhed. 

Som kunstner er du ofte i den situation, at du selv skaber dit arbejde gennem din praksis. Du udvikler og driver selv din virksomhed – du har et selvstændig erhverv. Inden for de rammer, du sætter for din virksomhed, bør du derfor både kunne udøve dit professionelle virke og have plads til at skabe økonomisk tryghed i dit privatliv – for det private og det professionelle er tæt forbundet, når du er selvstændig.

CAKIs Håndbog: Opstart er skrevet til bredden i de kunstneriske fag, og til alle typer virksomheder – fra solisterne til produktionsselskaberne, fra enkeltmandsvirksomhed til ApS. Den beskriver de overordnede spørgsmål, du bør forholde dig til, når du starter en virksomhed, uanset virksomhedens størrelse. Hent håndbogen her.

P- Q                                                                                                                                      

Pitching

Et pitch er en kommunikationsteknik, hvor ens idé eller forslag præsenteres kort og præcist.  Læs mere i CAKIs Miniguide til pitching her.

Portfolio

Et online portfolio er nærmest uundværligt, når du arbejder som selvstændig inden for de kunstneriske fag. Det er her, at du som selvstændig, freelancer eller arbejdssøgende synliggør og formidler dit arbejde og stiller dig selv til rådighed for kunder, samarbejdspartnere, kuratorer, bookere, fonde m.m.. Læs mere i CAKIs Miniguide til online portfolios her.

PR og Kommunikation

PR og kommunikation spiller en stor rolle for, hvordan et projekt eller en kunstneriske virksomhed stilles til rådighed for omverdenen. 

I CAKI Håndbog: PR og Kommunikation giver vi vejledning i at arbejde strategisk med PR og kommunikation. Der er gode råd til, hvordan man håndterer kontakt til pressen og medier og om, hvordan man kommunikerer præcist og fængende i pressemateriale.

Hent håndbogen her.

Praksisfællesskab

Etienne Wengers begreb om praksisfællesskaber sætter fokus på, at vi som kunstnere kan se os selv som aktive deltagere i sociale fællesskaber.

Der er praksisfællesskaber alle vegne, siger Wenger. Vi har alle et tilhørsforhold til praksisfællesskaber. Hjemme, på arbejde, i skolen, i forbindelse med vores hobbyer – vi hører på et givent tidspunkt til mange forskellige praksisfællesskaber. De kan både være uformelle og formelle. Som kunstnere indgår vi i en lang række praksisfællesskaber. Fra medstuderende på et hold, arbejdsgrupper og produktionsteams som måske er formelt struktureret til kantinen, dem man bor sammen med eller de mennesker, der står og ryger på tagterrassen.

Når Wenger bruger begrebet praksisfællesskab, bruger han det som indgang til en bredere begrebsramme af forstå læring ud fra.

Wenger foretager ikke nogen sondring mellem teori og praksis, når det handler om menneskelig erfaring og viden. ’Relationen mellem praksis og teori er altid kompleks og interaktiv. Mening eksisterer ikke i os som noget fast, men i den dynamiske relation og kan dermed forandres’, siger Wenger.

Praksis udgør vore handlinger i en historisk og social kontekst, og engagement i praksis involverer altid hele personen og både handlen og viden på samme tid. Vi har alle vores egne teorier og måder at forstå verden på, og vores praksisfællesskaber er steder, hvor vi udvikler, forhandler og deler dem (Wenger, 2004, s. 62).

Wenger fokuserer på læring som social deltagelse – at være aktive deltagere i sociale fællesskaber, praksisser og konstruere identiteter i relation til disse fællesskaber.

Se og hør oplæg af Etienne Wenger på ENTRENord konferencen, CAKI 2014 her.

Etienne Wenger

Etienne Wenger er læringsteoretiker særlig kendt for teorien om situeret læring, som han har udviklet i samarbejde med Jean Lave.  Læs mere om Etienne Wegner på den store wiki.

Prissætning

Det er vigtigt, at den studerende opnår forståelse for, hvordan  man tager en rimelig pris for sit arbejde – både for at få deres forretningsmodel til at fungere, og for at undgå at underbyde markedet til ulempe for både sig selv og sine kollegaer. Læs mere om, hvordan man prissætter i den kunstneriske virksomhed i CAKIs Miniguide til prissætning og forhandling her.

Progressionsmodel

Forståelsen af entreprenørskabsbegrebet har udvidet sig meget gennem de sidste ti år. Fra alene at være tæt forbundet med opstart af virksomhed, har begrebet fået en bredere betydning og omfatter både socialt og kulturelt entreprenørskab.

Således fremstår formålet med entreprenørskabs- og innovationsundervisning komplekst, og skal bibringe studerende viden og kompetencer, der kan anvendes i mange forskellige sammenhænge. Entreprenørskabs- og innovationsundervisningen bliver således en del af et fremtidsrettet dannelsesideal, som skal give studerende kompetencer til at se muligheder og skabe værdi i bred forstand. Samtidig skal entreprenørskabsundervisningen give elever og studerende redskaber til at kunne håndtere de mange udfordringer, der er forbundet med at være menneske i en globaliseret og foranderlig verden.

Udvidelsen af begrebet påvirker derfor formålet med innovations- og entreprenørskabsundervisning, der her defineres bredt som:

• At give den enkelte mulighed for- og redskaber til at forme sit eget liv

• At uddanne engagerede og ansvarstagende medborgere

• At udvikle viden og ambitioner om at etablere virksomheder og arbejdspladser

• At øge kreativitet og innovation i eksisterende organisationer

• At skabe vækst, udvikling og velfærd

For at operationalisere dette komplekse formål, har Fonden for Entreprenørskab udviklet en såkaldt progressionsmodel, der kan eksplicitere innovation og entreprenørskab som læringsmål på forskellige niveauer i uddannelsessystemet. Ambitionen er at sikre en fælles begrebsforståelse, såvel som en forståelse af progressionen i læringsmål og af den entreprenørielle og innovative dannelse, der følger af, at læringsmålene udfoldes som undervisning.

Hent udgivelsen Progressionsmodel her.

Projektledelse

En basiskendskab til projektledelse er grundlæggende for, at den studerende forstår at drive sin projekter på en hensigtsmæssig møde. I CAKIs Håndbog: Idéudvikling og projektledelse hjælper vi den studerende på vej til at blive en god projektleder i sin kunstneriske praksis. 

Hent håndbogen her.

R                                                                                                                                           

Registrering af virksomhed

Det er gratis at registrere en personligt ejet virksomhed. I CAKIs Miniguide til registrering af personligt ejet virksomhed gennemgår vi registreringen trin for trin. Læs mere her

S                                                                                                                                           

Skat

Som underviser kan du være ude for, at de studerende har spørgsmål vedr. beskatning i deres kunstneriske praksis eller virksomhed. Det gælder både hvis du har et CVR-nummer og hvis du arbejder uden CVR-nummer.

Som selvstændig inden for de kunstneriske fag er der sandsynlighed for, at du kommer til både at have A-indkomst og B-indkomst, at skulle betale A såvel som B-skat, og måske kommer du også til at betale virksomhedsskat eller udbytteskat. Alt det kan du læse om i CAKIs Miniguide til skat her.

Skub-metoden

Skub-metoden, der er udviklet af Anne Kirketerp, er en empirisk og teoretisk underbygget model, der arbejder ud fra syv strategier, der kan hjælpe de studerende med at få faglig viden omsat til handling. Skub-metoden beskriver bevægelsen fra at have viden om noget til at have en visualisering om at handle på baggrund af tanker.

Skub-metoden er dermed behjælpelig ved at visualisere et projekt gennem et krav om handling – et skub – og dermed en forandrende handling. Den forandrende handling sætter en refleksion i gang om, hvordan handlingen kan forbedres og forandres, hvad der igen former nye tanker og visualiseringer om handlinger.

Du kan læse mere om skub-metoden her

 

T                                                                                                                                           

U                                                                                                                                           

V – W                                                                                                                                    

Virksomhedsformer

Der findes flere forskellige typer af virksomhedsformer, der hver især har både fordele og ulemper. Det vigtigste er, at den type du vælger passer til dig og det du laver i virksomheden. Læs mere i CAKIs Miniguide til virksomhedsformer her.

Virksomhedsstart

En del studerende på de kunstneriske uddannelser har brug for at registrere deres virksomhed med CVR-nummer. Derfor kan du møde studerende, der behov for viden om opstart af egen virksomhed. 

CAKIs Håndbog: Opstart er skrevet til bredden i de kunstneriske fag, og til alle typer virksomheder – fra solisterne til produktionsselskaberne, fra enkeltmandsvirksomhed til ApS. Den beskriver de overordnede spørgsmål, du bør forholde dig til, når du starter en virksomhed, uanset virksomhedens størrelse. Hent håndbogen her.

Værdi og relevans

John Holden – om kulturen som offentlig, kommerciel og home made. 

Professor John Holden bringer os et perspektiv på, hvordan vi værdisætter kunst og kultur. Holden gør op med en gammel kulturmodel, hvor man talte om elitær eller populær kultur, høj eller lavkultur som modsætningsfigurer. I stedet inddeler han kultur i offentlig støttet kultur, kommerciel kultur og det, han kalder for home-made (hjemmelavet) kultur.  Holden mener ikke, at disse sfærer er adskilte. Derimod er de sammenflettede og tæt forbundne trods deres forskellighed.

Holden ser det som af afgørende betydning, at debatten om kvalitet har ændret sig. Tidligere var kunsten naturligt overlegen i forhold til populærkulturen. Nu diskuteres kvalitet i nicher alle vegne. Ifølge Holden færdes kunstnere friere end tidligere mellem de finansierede, kommercielle og home-made sektorer. F.eks. laver offentlig finansierede orkestre kommercielle optagelser, der sælges på markedsvilkår og booster deres brand med Youtube-videoer, designet til at gå viralt, hvor de f.eks. spiser chili, mens de spiller.

I Danmark arbejder både store og små kulturaktører ofte med en forretningsmodel, hvor de både skal håndtere f.eks. basistilskud med tilskudskrav om kunstnerisk relevans for samfundet, fundraise til store dele af indholdet samt håndtere kommerciel salg som kræver synlighed overfor brugerne og branding. Der er med andre ord mange forskellige typer pengestrømme, der tilflyder den kunstneriske virksomhed eller den kulturelle institution. At kunne kvalitet og relevans for den kunstneriske virksomhed i et omverdens orienteret perspektiv, der favner offentlige såvel som kommerciel kultur er derfor et aktuelt redskab.

Referencer:

John Holden: ’How we value arts and culture’. I videoen præsenterer John Holden sit perspektiv på værdien af det kreative og kulturelle arbejder i relation til samfundsøkonomien, mellemmenneskelige relationer og individuel identitet. Se videoen her

John Holden: ’How we value arts and culture’. Artiklen udkom i Asia Pacific Journal of Arts and Cultural Management i 2009. Hent artiklen her.

 Arts Council England – New 10-years strategy – from Great Art & Culture for Everyone to Let’s Create: https://www.artscouncil.org.uk

Værdier

Værdier i den kunstneriske virksomhed

Hvordan du arbejder med værdier i den kunstneriske virksomhed kan overordnet set tage udgangspunkt i to spor: De værdier, du som person repræsenterer – det er f.eks. relevant for, hvordan du driver din kunstneriske virksomhed og hvordan du stiller dig i samarbejdsrelationer. Og så er der er de værdier, som tegner det bredere perspektiv af din kunstneriske virksomhed. Musiker, iværksætter og forfatter Maiken Ingvordsen arbejder med spørgsmålet om værdier i den kunstneriske virksomhed på en meget konkret måde i bogen Original – personlig branding & synlighedDette opslag tager udgangspunkt i nogle af afsnittene i bogen.  

 Vi opfatter og dømmer generelt hinanden ud fra ret overfladiske betragtninger. Alligevel er det afgørende at skabe sammenhæng mellem handlinger, værdier, metoder, image, andres forventninger og de resultater, man leverer for at opnå troværdighed og integritet i den kunstneriske virksomhed. Værdier kan kommunikeres videre til kunder, fans, samlere, interessenter og samarbejdspartnere på mange måder, for eksempel gennem handlinger (eller mangel på samme), produkter, marketing, pr, tilstedeværelse på de sociale medier, live events, kundeservice, udtryk for holdninger etc. Når en kunstnerisk virksomhed er blevet til et kendt brand, så har omgivelserne opbygget en forventning om, hvad de får, allerede inden de får det – det gælder alt fra en David Lynch film til en artist talk med en kunstner til en skuespillerpræstation på scenen eller en albumudgivelseSom indehaver af en kunstnerisk virksomhed og praksis må de værdier, virksomheden er funderet på, tage udgangspunkt i, hvem du er som person, dét du elsker ved dit arbejde og dine styrker, kvalifikationer og kompetencerDerfor kan det være en god øvelse at nedskrive, hvilke værdier du umiddelbart identificerer dig med. At sætte ord på dette er en proces, som du skal arbejde med over tid. Det kan ændre sig og udvikle sig gennem dit liv og din karriere, men at kunne sætte ord på dit kald ud fra dine værdier, som det er lige nu, kan være afgørende for at kunne udnytte det potentiale, du har for at skabe en bæredygtig karriere 

 Maiken Ingvordsen har formuleret en række spørgsmål, som vi kan besvare skrifteligt for at finde vores bevæggrunde og dermed få beskrevetvores værdier såvel som hvad vi ønsker at bidrage med til andre:  

  1. Hvad vil du gerne beskæftige dig med professionelt?  
  2. Hvad drømte du om at beskæftige dig med før alt blev seriøst?  
  3. Hvad giver dig størst glæde i dit studieliv og/eller professionelle liv?  
  4. Du skaber oplevelser. Når du ser bagom dine produkter og ydelser, hvad er det så for oplevelser, du giver andre mennesker?  
  5. Hvad er dine primære og sekundære kompetencer? Primære kompetence kan fx være at spille klaver og komponere musik, mens de sekundære kompetencer er at skrive tekster for andre, at være god til det praktiske og at lede projekter.   
  6. Andres tilkendegivelser – er der nogen, der har takket dig for en ydelse, en oplevelse eller et produkt, du har skænket dem, og hvad sagde de tak for?  
  7. Dig set udefra: bed tre personer – én med en professionel relation, en privat ven og et familiemedlem –  beskrive dig udefra. Hvad ser de som dine primære evner og talenter – både fagligt og menneskeligt? Gem svarene og lad dem summe lidt.  
  8.  

I bogen arbejder Maiken Ingvordsen også med ni discipliner i personlig branding, hvoraf dette afsnit om den værdimæssige afklaring er en genskrivning af afsnittet Værdier og forventninger’ (s. 29-32)  samt Dit Kald’ (s.52-54).  

 Maiken Ingvordsen:  Original – personlig branding & synlighed. Lindhardt og Ringhof, 2015

X – Y – Z                                                                                                                                

Æ – Ø – Å                                                                                                                              

Økonomistyring

Økonomistyring er en vigtig funktion i den kunstneriske virksomhed såvel som i projektledelse generelt. Budgettering, bogholderi, regnskabaflæggelse og kendskab til regler og love, der omgiver økonomien i den kunstneriske virksomhed, er en nødvendighed. Læs mere om, hvordan du får hold på økonomistyringen her.

7P-modellen - Kunstnerens narrativ

7P-modellenKunstnerens narrativ  

(se også indlæg om Kunstnerens Narrativ andet sted i ENTRE WIKI) 

Som underviser kan 7P-modellen anvendes som et redskab for den enkelte, hvor man kan afprøve egne fortællinger eller til at samtale om personlige fortællinger. Modellen kan skabe et perspektiv på hvorledes, man som kunstner kan arbejde aktivt med historiefortælling og dermed, hvordan vi kan kommunikere med vores omverden. For mange kunstnere står den personlige fortælling central. Nogle kunstnere bruger deres eget liv i skabelse af kunsten med tydelige aftryk i den kunstneriske proces eller det kunstneriske produkt. For andre er den personlige fortælling mere en baggrund.  

Vi kan arbejde aktivt med fortællingen i den kunstneriske virksomhed og dermed også med, hvordan kunstnerens personlige fortælling får betydning for, hvordan vi opfatter kunstenNarrativet påvirker samtidig de muligheder, kunstneren har for at skabe relationer i sin kunstneriske virksomhed, herunder også i kommunikations- og salgssammenhænge.   

I den socialkonstruktive diskurs betegnes historier og fortællinger også som narrativer. 7P-modellen er en model, der anvendes inden for socialkonstruktivismen, hvor den anvende til at tilbyde et sprog for historiefortællingen. Modellen kan skabe et perspektiv på hvorledes vi aktivt kan arbejde med historiefortælling og dermed, hvordan vi kan kommunikere med vores omverden.  

Ifølge M. Schnoor har fortællingen en række kendetegn, der kan sammenfattes i 7 P’er:  

  1. Personligt perspektiv: En fortælling har altid en fortællestemme – det er altid nogens fortælling. Psykologen Jerome Bruner kalder dette for en fortællings perspektivisme (Bruner, 1999) 
  2.  publikum: En fortælling har altid en eller flere tilhørere. Heri gemmer sig fortællingens relationelle dimension. Fortællingen skabes i relation mellem fortæller og publikum – nogen der lytter.  
  3. plot: En fortælling består af en række enkeltstående begivenheder og hændelser, der er kædet sammen i en bestemt rækkefølge i overensstemmelse med et plot. En fortællings plot angiver, hvad fortællingen handler om og kan også kaldes ’den røde tråd’.  
  4. punktuering: Fortællinger gør os i stand til at forbinde vores erfaringer i en tidsmæssig sekvens. Alle fortællinger har en begyndelse (fortid), en midte (nutid) og en slutning (fremtid). Det er dog ikke givet, hvilken begivenhed, der udgør hvad i en fortælling, vi skaber mening i vores oplevelser ved at udvælge nogle begivenheder frem for andre, så noget trækkes i forgrunden frem for noget andet. Et led i denne udvælgelsesproces er det, som kommunikationsteoretikeren Barnett Pearce kalder punktuering – det vil sig at fastlægge, hvor en fortælling begynder og hvor den ender.  
  5. persongalleri: I en fortælling indgår der altid en række personer, der handler i forhold til hinanden. Der er et persongalleri. Nogle aktører spiller hovedroller, mens andre aktører spiller biroller. Når historiens fortæller først har fastlagt en person eller handling, vil denne være tilbøjelig til at bevare sin identitet eller funktion i fortællingen. Et interessant kendetegn ved fortællinger er dog at de skaber forbindelser mellem det usædvanlige og det almindelige (Bruner, 1999). De bidrager med andre ord til at skabe mening i handling og adfærd, der kan afvige fra det forventelige.  
  6. positionering: En fortælling stiller i kraft af sit plot og de diskurser, den udspringer af, nogle bestemte positioner til rådighed, som er med til at forme både identitet og handlerum.  
  7. pointe: En fortælling har altid en morale eller pointe. Pointen i en fortælling er den læring, som en fortælling gerne skal give anledning til hos publikum. Spørgsmålet er hvordan man kan forme sin fortælling, så der er størst sandsynlighed for, at andre vil høre og interessere sig for det moralske budskab? 

Figur 6: 7P-modellen,  (Narrativ organisationsudvikling, 2009, Michala Schnoor)  

Kilde:  Tekst med udgangspunkt i Narrativ organisationsudvikling, 2009, Michala Schnoor Mening i handling, 1999, Jerome Bruner. 

ENTRE DEBAT podcasts

Lyt til ENTRE DEBAT her

ARBEJDSGRUPPEN FOR ENTREPRENØRSKAB:
  • Det Jyske Musikkonservatorium: Keld Hosbond
  • Det Kgl. Danske Musikkonservatorium: Jonas Bille
  • Den Danske Filmskole: Kristine Ploug
  • Den Danske Scenekunstskole: Rikke Lund Heinsen
  • Rytmisk Musikkonservatorium: Christian Taagehøj
  • Syddansk Musikkonservatorium: Christina Holm Dahl
  • Det Kgl. Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne: Katrine Dirckinck-Holmfeld
  • CAKI: Pernille Skov

For more information, contact pernille@caki.dk