Online portfolios for kunstnere og kreative

CAKI giver her en række tips til, hvordan du nemt og hurtigt kan skabe et professionelt online portfolio 

Et online portfolio er nærmest uundværligt, når du arbejder som selvstændig inden for de kunstneriske fag. Det er her, at du som selvstændig, freelancer eller arbejdssøgende synliggør og formidler dit arbejde og stiller dig selv til rådighed for kunder, samarbejdspartnere, kuratorer, bookere, fonde m.m..

Det behøver hverken koste dyre programmørtimer eller alle dine friaftner. Har du nogle få praktiske ting for øje, kan du relativt nemt og hurtigt skabe dig en professionel online eksistens.

Syv tips til dit online portfolio:

På CAKI modtager vi ofte portfolios og digitale CV’er fra studerende. Uanset om de fremviser projekter inden for billedkunst, arkitektur, musik, scenekunst eller design, har de bedste portfolios en række ting til fælles. Dem har vi samlet i syv nedenstående råd:

1. Udvælg og vær strategisk

Dit portfolio skal selvfølgelig kun indeholde de opgaver, projekter og værker, du er stolt af, og som fremhæver dine interesser og kompetencer bedst muligt. Hvis du har mange projekter i bagagen er det en god idé at udvælge strategisk blandt opgaverne. På den måde kan du også målrette dit portfolio til kommende samarbejdspartnere eller arbejdsgivere ved at fremvise opgaver/værker/projekter inden for de områder, du gerne vil arbejde med fremadrettet.

2. Konkretisér dit arbejde

Det er vigtigt, at dit arbejde, dine kompetencer og det, du interesserer dig for og kan tilbyde, er tydeligt. Sørg for at konkretisere dit arbejde ved f.eks. at give et indblik i hele din arbejdsproces. Og beskriv, hvilken del at projektet/opgaven du har lavet, hvis der har været flere inden over. Har du f.eks. både skrevet manus, instrueret, og været fundraiser og projektleder på en film, så skriv det. Gør det på en måde, så det er nemt at forstå og overskueligt at forholde sig til.

3. Visualisér

Både i tekst og med billeder. Brug konkrete eksempler og fremhæv (vigtige) detaljer, så man kan se dit arbejde for sig i teksten, og fornemme dybden og indholdet i de billeder, du vælger til at vise dit arbejde. Hvis du ikke har nogle gode billeder, kan det være hensigtsmæssigt at få en professionel fotograf på sagen. Gode billeder er en vigtig del af formidlingen af dit arbejde – de skal kommunikere dét, som du kan og vil.

4. Brug referencer

Er dit arbejde, blevet fremhævet af tidligere arbejdsgivere, samarbejdspartnere, kollegaer, i pressen, på Facebook eller andre steder, du kan henvise til? Så fortæl det! Husk, at det er god skik at spørge om lov før, du bruger citater.

5. Gør dit arbejde overskueligt

Dit portfolio skal være overskueligt for modtageren. Opstil dine projekter, dit arbejde og dit CV i kronologisk rækkefølge med de nyeste ting først.

6. Vær personlig

Gør dit portfolio – og særligt din about-tekst – personlig, så læseren får en fornemmelse af dig som person. Tænk over hvad der skiller dig ud fra mængden: Er der noget, du brænder særligt for? Har du andre kompetencer, som ikke nødvendigvis har noget med din primære faglighed at gøre, men som du har oplevet som gavnlige i arbejdsmæssige sammenhænge? Hvem er dine inspirationskilder? Hvad er din personlige historie? Hvad er din baggrund? Hvordan er du kommet her til?

7. Opdatér

Opdatér dit portfolio, og opdatér det jævnligt. Hvis du ikke selv tager dig selv og dit professionelle virke seriøst, gør din læser det heller ikke.

Fire portfolio-typer:

Der er flere forskellige måder at fremvise sit arbejde på. Vi har samlet fire af de gængse portfolio-typer nedenfor:

  • Byg-selv: Du kan kaste dig ud i at bygge dit portfolio-site op fra bunden. Det kræver tid, tålmodighed og viden om web og digitale platforme, men de fleste byg-selv-sites er blevet mere brugervenlige end nogensinde før. Det gælder f.eks. One.com, hvor du kan arbejde i drag&drop og designet automatisk er responsivt. Eller WordPress, der dog er lidt sværere, men med flere fleksible funktioner. Både One.com og WordPress tilbyder også en række responsive templates.

  • Portfolio-templates: Der findes flere gode, lettilgængelige websiteskabeloner, der kan hjælpe dig med at skabe et professionelt portfolio – blandt andet DunkedAllyouPortfoliobox og Squarespace. De to sidstnævnte er opdelt i portfolio-kategorier som ’musiker’, ’arkitektur’ og ’fotograf’.

 

  • Fælles portfolios: En anden mulighed er at oprette et portfolio i en fælles portfoliobase. Det vil typisk være aktuelt for dig, hvis du arbejder inden for design eller arkitektur. Fordelen ved de fælles portfolios er, at du både kan fremvise dine egne produkter og værker, og samtidig blive inspireret af andres. Dertil kommer, at virksomheder bruger de fælles portfolios til at holde sig opdateret om nye kandidater. Upload f.eks. dit portfolio på FOLIO, der samler portfolios af studerende og dimittender fra landets kunstneriske uddannelser eller upload dit arbejde på det internationale portfolio-netværk, Behance.

  • LinkedIn: Selvom du har et selvstændigt portfolio-site, er det stadig en god idé at være på det lidt tørre men ikke desto mindre meget anvendte portfolio-site, nemlig LinkedIn. Foruden at fremvise dit arbejde og følge de kollegaer, virksomheder, institutioner og organisationer, du er interesseret i, bruger mange nemlig LinkedIn til at hverve freelance og selvstændige til småopgaver. Du kan evt. nøjes med at lægge dit CV op og herfra henvise til dit portfolio site.
BRUG FOR MERE VIDEN?

Var de syv tips ikke nok, kan du se denne powerpoint igennem. I den gennemgår vi, hvordan du bruger dit portfolio som et professionelt branding redskab og hvilke overvejelser, du bør gøre dig.

LÆS CAKI PORTFOLIO-WORKSHOP

CAKI miniguide online portfolio til kunstnere