Animisme & Objekter

Søren Rye er studerende på grundskolen på Billedkunstskolerne. Han modtog i 2016 midler fra CAKIs projektpulje til projektet ’Animisme & Objekter’ i samarbejde med William Wivel, der studerer på Filmskolens dokumentarlinje.

Formål

I ansøgningen om projektstøtte til Animisme & Objekter beskriver Søren Rye sin interesse for at undersøge sibiriske jægeres og fiskeres særlige objektforståelse, der er afledt af deres animistiske verdensopfattelse. Projektets oprindelige formål var iflg. ansøgningen at undersøge jægeres forhold til “objektet” og sætte dette forhold i forbindelse med en vestlig kunstopfattelse via en udstilling/præsentation i Danmark, hvor video/film og skulptur/objekt ville gå i dialog med hinanden. Her var det tværmediale aspekt især vigtigt, fordi filmoptagelser ville være en måde at dokumentere, hvordan skulpturer og objekter var ”i live” blandt jægerne.

Processen udfoldede sig dog anderledes end planlagt, hvilket satte spørgsmål ved hele projektets formål og præmis. Da Søren ankommer til landsbyen i Sibirien og begynder at filme, opdager han, at landsbyens indbyggere allerede er i gang med at dokumentere hinanden – med deres mobiltelefoner.Det går op for Søren, at han ikke kan gennemføre den dokumentariske tilgang. Søren vælger derfor at lægge sit kamera fra sig.

Andr­e perspektiver og diskussioner åbner sig; appropriation af andre kulturers billeddannelse og verdensopfattelser – en diskussion, der er nærliggende at have på både Filmskolen og Billedkunstskolen.

Efter at have arbejdet med materialet i København er Søren og William ved at starte en klippeproces sammen. Her bliver videomaterialet udgangspunkt for en dialog mellem Søren og William, der fra hver deres faglige udgangspunkt vil forsøge at uddybe de problematikker, materialet lægger op til.

At læne sig op imod noget, man ikke ved hvad er…

Søren Rye skriver selv om projektet:

’’Jeg har altid været optaget af det velorganiserede arbejde med film, som Filmskolen står for, hvor hver enkelt person, som er involveret i arbejdet med filmen, har en ret specifik rolle. Man arbejder med et projekt, hvor udstrækningen er målt op på forhånd. Man aftaler, at det starter dér og slutter dér, og bagefter står man færdig med en film, som har en bestemt varighed. Jeg har ikke den organisatoriske evne – jeg er langt mere famlende og er hele tiden et ukendt sted i mit arbejde, og jeg bryder mig ikke om, når noget slutter abrupt. Desuden lærer jeg gang på gang, at det er billedet i generel forstand, jeg gerne vil kaste lys over.

 Jeg vil gerne være varsom, når det angår andre mennesker, som jeg beder om at medvirke i en film. Når man står midt i arbejdet med en dokumentarfilm, har man en tilbøjelighed til at bedømme om det, der sker foran kameraet, kan få filmen til at lykkes. Man kommer hjem og bliver spurgt, om det gik godt. Indlejret i projektet ligger der altså allerede et krav om, at det skal kunne realiseres, en forpligtelse som de medvirkende ikke nødvendigvis har noget med at gøre.

 Når jeg er i gang med at lave en film, tænker jeg i film. Jeg ser mig ikke omkring og tænker: der er et flot lys eller en spændende form. Jeg tænker: der er et flot lys, som også vil se flot ud på film, eller: der er en form, som kan underbygge noget. Omgivelserne passes ind i min ramme. Undervejs på rejsen gik det gradvist op for mig, at jeg ikke tænkte i levende billeder længere, at jeg var stoppet med at lave en film. Kort tid efter lagde jeg kameraet fra mig. I stedet var jeg i gang med at se på mig selv, mine bevægelser og handlinger i nogle omgivelser, som jeg var i for første gang.

 Jeg har taget meget med mig i det her arbejde. Når jeg tør læne mig mod noget ukendt, betaler det sig som regel. Det startede med en interesse for animisme, og med idéen om at filme lokale jægere og fiskere i Sibirien. Her fandt jeg ud af, at det er mest givende for mig er, hvis ikke jeg rejser afsted med en idé. Idéer tager jeg med hjem.’’

 Det tværmediale og tværæstetiske krydsfelt er et område, CAKI mener har relevans for alle studerende ved medlemsskolerne, uafhængig af partikulære kunstneriske medier. Desuden vil projektets antropologiske karakter gøre det mere tilgængeligt og åbent for alle med interesse i andre kulturer. 

 Foto: yakutiaphoto.com