Teknologiens rolle i skabelsen og udøvelsen af musik i det 20. og 21. århundrede

Underviser: Mimmi Bie

Kontaktperson: Lene Christensen, lc@rmc.dk

Den teknologiske udvikling i det 20. og 21. århundredes musikkultur har været med til at skabe helt nye og unikke muligheder for musikalsk praksis. Men den har også resulteret i store paradigmatiske skift i forhold til, hvordan vi forstår kunstnerens rolle og musikkens væsen. Teknologier, der f.eks. omfatter optagelse, reproduktion og forstærkning, inviterer til helt nye måder at forstå og producere musik på, der inspirerer og former æstetiske udtryk og grundlæggende musikalske erfaringer.

I modulet vil vi diskutere, hvordan teknologiens rolle kan forstås som en decideret aktør, der er medskabende i musikalsk praksis. Teknologi er ikke kun noget vi benytter os af; den har en afgørende indflydelse på, hvordan vi skaber og forholder os til musik. Tænk blot på, hvordan optagerteknologier har påvirket vores mulighed for at forstå musik som afskåret fra den specifikke udøvelse f.eks. i en koncertsammenhæng. I dag kan vi tage for givet, at musikken kan være allestedsnærværende, og at forholdet mellem den kunstneriske udfoldelse og det lyttende publikum i høj grad er demokratiseret. Men alt dette har rod i den teknologiske udvikling og er i sig selv betinget af helt særlige historiske og kulturelle omstændigheder.

Desuden vil vi gennemgå nedslag i disse omstændigheder gennem forelæsninger, tekstgennemgange og diskussioner. Alt dette har til formål at stimulere de studerendes refleksioner over temaernes relevans for egne musikalske praksisser.


FORUDSÆTNINGER

Faget forudsætter ikke nogen specifikke kompetencer hos de studerende ud over interessen for at sætte sig ind i fagområdet.


MÅL

Ved afslutningen af modulet skal deltagerne:

  • Besidde kendskab til de i kurset gennemgåede nedslag i den teknologiske udvikling og dens betydning i det 20. og 21. århundredes vestlige musik; både i relation til den historiske kontekst og til nutidig relevans.
  • Være i stand til at reflektere over disses betydning for egen musikalsk såvel som undervisningsmæssige profil og praksis.
  • Være i stand til gennem en kortere afsluttende opgave at formidle stoffet på en måde, der illustrer en fyldestgørende forståelse for emnefeltet og en evne til at arbejde selvstændigt med materialet
  • Have fået indsigt i dansk musiks overordnede ‘placering’ i det store populærmusikalske billede

INDHOLD

Teknologiens rolle undersøges via gennemgang af fire centrale temaer:

1) Optagelsen: Spørgsmål om mediering som både synlig og usynlig blotlægges, ligesom det undersøges, hvilke følgevirkninger det har for forståelsen af musik, at den kan opleves som afskåret fra decideret musikalsk praksis.

2) Amplifikation: Det undersøges hvilken indvirkning forstærkningen har for især de æstetiske udtryk.

3) Studiet: Vi undersøger studiets rolle i forståelsen af musikkens tilblivelse. Hvilken betydninger har denne rammesætning, der på overfladen kan tolkes som en neutral setting, for den musikalske praksis? Hvad betyder det at musikproduktion gradvist er blevet virtualiseret?

4) Reproduktion: Vi kredser om forholdet mellem originalitet og kopi, og hvordan det indvirker den måde vi forholder os til f.eks. sampling som kunstnerisk praksis og til autenticitet som musikkulturelt værdibegreb.


NIVEAU

BA


TIDSPUNKT

Et semester, 2 timer ugentlig, forventeligt fredage (ikke endeligt skemalagt endnu)


ECTS

2,5 ECTS


UNDERVISNINGS- OG ARBEJDSFORMER
  • Forelæsning
  • Kortere mundtlige oplæg fra de studerende
  • Refleksionsøvelser og diskussion

HOLD

Normalt 8-9 studerende


BEDØMMELSE

Bedømmelsen foregår på grundlag af et refleksionsessay (skriftligt), alternativt en podcast. Der skal redegøres for et selvvalgt emne inden for rammerne af modulets tematik i form af et refleksionsessay på 5 normalsider eller en podcast med en varighed på 10 minutter.

I essayet skal der indgå minimum fem kildereferencer, hvoraf minimum to skal være indgå i kildelisten for modulet. Dette krav gælder også for podcasts.

Studerende med et andet modersmål end dansk kan aflevere opgaven på skandinavisk eller engelsk. Essayet afleveres i WISEflow inden frist, fastsat af Studieadministrationen.


REFERENCER

Kursets temaer vil være opbygget af fire centrale tekster fra den nyligt udgivne Bloomsbury Handbook of the Anthropology of Sound (2021): 

1) Seay, Toby: “The Recording,” i Holger Schulze (red.): Bloomsbury Handbook of the Anthropology of Sound, Bloomsbury Academic, 2021. 339-352.

2) Maier, Carla J.: “The Amplification,” i Holger Schulze (red.): Bloomsbury Handbook of the Anthropology of Sound. Bloomsbury Academic, 2021. 353-368.

3) Barnard, Matthew: “The Studio,” i Holger Schulze (red.): Bloomsbury Handbook of the Anthropology of Sound. Bloomsbury Academic, 2021. 369-384.

4) Bach, Anders: “The Reproduction,” i Holger Schulze (red.): Bloomsbury Handbook of the Anthropology of Sound. Bloomsbury Academic, 2021. 385-400.

 Hovedteksterne suppleres med tekster fra eksempelvis følgende værker:

Fleischer, R., Snickars, P., Vonderau, P., Eriksson, M. (2019): Spotify Teardown: Inside the Black Box of Streaming Music, Cambridge/Mass. MIT-Press.

Gopinath, S. & Stanyek, J. (2014): The Oxford Handbook of Mobile Music Studies, Volume 1 & 2, Oxford/UK: Oxford University Press.

Kassabian, A. (2013): Ubiquitous Listening: Affect, Attention, and Distributed Subjectivity, Berkeley: University of California Press.

 Manning, Peter (2004): Electronic and Computer Music, Oxford University Press.

TIDSPUNKT

Et semester, 2 timer ugentlig, forventeligt fredage (ikke endeligt skemalagt endnu)

STED

Rytmisk Musikkonservatorium

ONLINE

Nej

NIVEAU

BA-niveau

ECTS

2,5 ECTS

SPROG

Dansk / evt. engelsk

TILMELDING

Hvis du ønsker at deltage i et af TVAERS-kursus, kan du tilmelde dig 1- eller 2-kursuser.

Inden kursusstart får du besked om du har fået tilbudt en plads.

Tilmeldingen åbner den 3. juni.

Sidste frist for tilmelding til efterårssemesteret 2022 er d. 17. juni

Du tilmelder dig via dette link