Foto: Jesper Dyhre Nielsen

KARRIEREDAGE

​Christina Holm Dahl, adjunk og koordinator for Kunstnerisk Entreprenørskab, Syddansk Musikkonservatorium

Interviewet af Pernille Skov, 11. januar 2022

Hvad din rolle er på Syddansk Musikkonservatorium?

Jeg er underviser i kunstnerisk entreprenørskab og i kunstnerisk udviklingsvirksomhed. På hoveduddannelsen er det primære entreprenørskab og på solistuddannelserne kombinerer vi entreprenørskab med kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Jeg er også koordinator for faget entreprenørskab på SDMK.

Der er jo mange ting i dit arbejde, som vi kunne tale om, men lige i den her ENTRE case skal vi tale om de karrieredage, I laver på Syddansk Musikkonservatorium. Vil du fortælle lidt om, hvad de er for en størrelse?

Karrieredage er for alle studerende, og det er obligatorisk at deltage. Det er et heldagsarrangement, og en typisk dag vil være fra klokken 10 til klokken 15. Vi skal tilgodese, at hvis de studerende ikke har tid til at øve sig den dag, kan det blive stressende for dem, så det nytter ikke, at vi fylder hele dagen ud.

Syddansk Musikkonservatorium har jo to institutioner fordelt på en afdeling i Odense og en afdeling i Esbjerg, så derfor laver vi to gange karrieredage om året – én i hvert hus.

Karrieredage kan se forskellige ud fra år til år. Men typisk vil de indeholde alumne-fortællinger, ekspertoplæg og/eller workshops. Det sociale element også ret vigtigt; det er med frokost, kaffe og kage undervejs, så det motiverer de studerende til at tage de dér in-between samtaler, hvor meget refleksion over det, man bliver mødt med, finder sted.

Hvem planlægger Karrieredage?  

Jeg tilrettelægger, og jeg starter typisk allerede med at planlægge i foråret. Jeg spørger de studerende, hvad der fylder, hvad de har brug for at lære, kommer selv med nogle forslag eller spørger, om der eventuelt er nogle mennesker, som de tænker ’Dem der, dem vil vi gerne høre mere om’.  Så jeg spørger alle de studerende i en fælles mail, og jeg spørger også på de hold, jeg har i gang.

Jeg spørger selvfølgelig også underviserne og flere andre i husene, om de har noget i tankerne – og underviserne er også meget velkomne til at deltage på karrieredagene.

Hvordan taler entreprenørskab som vidensområde ind i Karrieredagene?  

Entreprenørskab som vidensområde er mange ting, men hvis vi kigger på værktøjskassen, så vil det tit være dér, hvor de her ekspertoplæg kommer ind. Det er folk som sidder inde med en viden på et eller andet specifikt område.

Hvad kunne det for eksempel være?

Det kan f.eks. være viden om booking-processer eller streaming af koncerter, oplæg under overskriften ’Hvordan tilrettelægger man sit arbejdsliv?’ eller noget om bæredygtigt musikerskab og hvordan man får ens kunstneriske interesse til at matche økonomi og tid. Det sidste var et vældig populært oplæg; der var virkelig mange, der kom til det, og det er noget, der fylder i samtalerne. Vi havde også en manager inde og fortælle om, hvordan det ser ud fra managerens perspektiv, så du er klar til at møde branchen som ny musiker. Hvad finder de interessant? Hvad er det, man skal have styr på af præsentationsmaterialet? Hvad er et presse-kit, og hvad skal det indeholde?

Hvor længe har I haft Karrieredage?

Jeg har været med til det i nogle år efterhånden – fem år, tror jeg, og det har kørt et par år inden da. Så man må sige, at det efterhånden er en fast tradition. Der er mange, der glæder sig til det, og jeg oplever også, at der er støtte fra organisatorisk højde og en vilje til at bruge ressourcer på det. Det er jo ikke gratis at invitere folk ind, og kræver noget krudt sådan planlægningsmæssigt. Der er også en hel del studerende, som synes, at det er fedt. Især den viden de kan få med, og at det er noget, vi er socialt aktive om. Så er der selvfølgelig også nogle som synes, at det er mindre fedt. Det kan dels være fordi selve entreprenørskabsfaget ikke lige er noget, der sådan helt rammer deres liv endnu. Det gør det på et senere tidspunkt. Så kan det være, at de oplægsholdere vi har, bare ikke de rammer deres forståelse af entreprenørskab eller møder et umiddelbart behov hos dem. Sådan vil det jo altid være.

I har jo også mange musikalske genre på SDMK, og genrene kan have meget forskellige vilkår for, hvordan de professionelle kunstnerskaber udfolder sig.

Ja, der er mange linjer, og det giver i sig selv nogle forskellige forståelser. Når jeg nævner sådan en case som for eksempel booking og managerens rolle, så giver de ord giver rigtig fin mening, hvis man er rytmisk musiker, mens det for klassiske musikere kan det være mere uklart, hvad det har med dem at gøre. Det ved jeg jo godt med min egen professionelle erfaring, at det har det, men som studerende og ung, så kan sådan noget som ord faktisk gøre, at noget bliver opfattet som mere eller mindre relevant. Det er en problematik, som vi er meget opmærksomme på. Især sprogbruget på de forskellige uddannelseslinjer er meget forskellige, og bare ved at bruge et ’forkert’ ord eller et ord fra en anden genre, så kan nogle komme til at tænke ’Jamen så har det ikke noget med mig at gøre’.

Hvad gør I så for at håndtere de udfordringer?  

Vi overvejer kommunikationen. Overvejer specifikke formuleringer. Prøver måske at bruge nogle forskellige formuleringer. Taler meget sammen. Kommunikationsfolkene og jeg taler en del sammen om, hvad vi kalder tingene. Vi skriver både på dansk og engelsk. Det er en anden udfordring vi har, sprog. Fordi som udgangspunkt er sproget dansk på vores institution, men i praksis har vi rigtig mange udenlandske studerende. Hvad gør vi der?  Hvad er relevant, hvis man ikke tænker, at ens virke skal være i Danmark, og hvad er relevant, hvis ens virke er i Danmark? Derfor er f.eks. en ting som planlægningen af ens musikerliv og at få det hele til at hænge sammen, noget vi alle sammen kan være i. Der kan vi godt se, at vi alle skal igennem dén dør.

Vores strategi er, at vi prøver at finde et emne, som kan samle det hele. Og så insisterer på, at vi også skal have noget mere specifikt, noget mere nørdet, som rammer færre, fordi det skal der også være plads til. Jeg ved jo, at det kan være, at det for to mennesker gør en verden til forskel.

I forhold til alumnefortællingerne, så finder vi typisk fire, som kommer på besøg, og de får en lille halv time hver. Vi fandt ud af i år, at det fungerede rigtig godt, hvis jeg interviewede dem. Altså de lavede et lille oplæg selv, hvorefter jeg interviewede jeg dem. Det er faktisk ikke nemt at fortælle om sig selv og sin karriere og se, hvordan det er relevant for andre mennesker. Derfor fungerer det godt, at jeg interviewer dem.

Et af udvælgelseskriterierne for alumner er, at de skal have været ude lidt tid – gerne fem år. Måske kortere, hvis der er et eller andet helt særligt, som de går og laver. Og så op til nogen af dem, som har været ude i 20 år, så der kan være et bredt spænd. Jeg udvælger efter forskellige typer af musikerskaber og kunstnerskaber, kønsdiversitet og aldersdiversitet. Det vigtigste er, at det ikke er alt for langt væk fra de studerende, da de stadigvæk skal kunne se sig i mødet med mennesket.

I interviewformatet fungerer du som koblingen mellem den studerende og den professionelle i dine spørgsmål?

Ja, lige præcis. Som udgangspunkt vil folk gerne vil fortælle, at det er gået dem godt. Det er jo også fedt, og så prøver jeg at spørge dem, hvordan det så ud, da de var et halvt år nyuddannet, og to år nyuddannet? Så vi får lagt veje ind, som er spændende for de studerende i forhold til, hvor de er lige nu.

Det er vigtigt, at der er ærlighed i samtalerne, så vi kan tale om både når man får gjort noget dumt, og så får rettet op på det og andre gange, hvor man gør noget virkelig godt eller er bare heldig og har fået aflæst situationen fuldstændig rigtigt. Så er der selvfølgelig god plads til spørgsmål, og vi prøver også at lave lidt panelsnak, hvor det kan være meget sjovt at stille det samme spørgsmål til 2 alumner for at se, hvad er perspektiverne på det?

Hvordan kobler karrieredagen sig til, hvordan I ellers arbejder med entreprenørskab på Syddansk Musikkonservatorium?

Entreprenørskab ligger som fag, og så har vi de ekstra-curriculære aktiviteter. Udover karrieredagene har vi et antal workshops i løbet af året, og de vil typiske ligge i værktøjsafdelingen. Det er 2 timers sessions med en ekspert udefra, igen udvalgt i samarbejde med de studerende og deres oplevede behov. Det er frivilligt at deltage i, og jeg plejer faktisk at sige, at de skal komme, hvis de finder det relevant for det, som de går og laver. Vi har lige haft besøg fra Dansk Sang, som er musikforlag, og de talte om, hvordan man formidler sit undervisningsmateriale. Vi har en der kommer og fortæller om at pitche til digitale spillelister, men det kunne også have været noget om performance og at have det godt med at stå på en scene. Så har vi haft om DIY på egenudgivelser, om fundraising, og så har vi hvert år en skatte-workshop, som er meget populær. Så det ekstra-curriculære er typisk nogle meget specifikke ting, som man i princippet kan læse eller Google sig til, men hvor de studerende gerne vil have det i et forum med andre medstuderende.

Så har vi så vores entreprenørskabspris i samarbejde med Dansk Musikerforbund, som i år er blevet suppleret med en musikpædagogisk pris. Det går ud på, at dem der synes, at de har et projekt de gerne vil have kommer i betragtning, de ansøger om prisen. Det er også muligt at indstille andre til prisen. Vi er en jury, der tager stilling til ansøgningerne, og så bliver der udvalgt en vinder, der får en fornuftig økonomisk belønning.  Det bliver annonceret til vores dimensionsfester.

Hvad er kriterierne for at vinde?  Og for at være med i øvrigt?

Man skal have lavet et projekt, og det skal have skabt værdi – kunstneriske, socialt, kulturelt eller økonomisk. Det er jo ret åbent, hvad det så er. Vi har nogle gode diskussioner om det. De bliver dygtigere og dygtigere de studerende, så det er ikke nogen nem opgave – og heldigvis for det. Det er jo fedt fordi det viser, at der begynder at være en kultur for det at gøre noget og tage sit musikerskab og kunstnerskab i egne hænder. Det vil vi gerne belønne de studerende for at gøre. Så skal det selvfølgelig have et kunstnerisk indhold og det skal indeholde kunstnerisk kvalitet, som også er en lang snak. Derfor er vi som jury ret bredt sammensat, og vi er opmærksomme på, at vi ikke skal være for ens.

Så I har karrieredage, workshops, entreprenørskabsprisen og så entreprenørskab som fag. Entreprenørskab som et bredere vidensfelt på Syddansk Musikkonservatorium, hvordan ser det ud?

Hvordan kobler entreprenørselskab sig til andre fagområder på konservatoriet?

Helt vildt tæt, fordi det jo altid må koble sig til den musiker, vi har. Det er naturligt at have en dialog med folks hovedfagslærer, som det hedder hos os, eller med nogle af deres andre lærere. Altså måske er de ikke det vildeste violintalent verden nogensinde har set, men så kan de noget andet, som bliver afspejlet i nogle pædagogiske fag eller nogle refleksive fag eller nogle praktiske fag. Det skal vi jo støtte op under, men det kræver, at vi ser det.  Så jeg tænker, at det har stor og vigtig relation til de andre fag. Entreprenørskab er jo afhængig af, at der er noget, en faglighed. Der skal være nogle instrumentelle eller vokale færdigheder – der skal være et musikerskab.

Så en meget tæt kobling, kan man sige. I har nogle studerende, som så er omgivet af et meget tæt team.

Ja optimalt, men om vi er der helt endnu, det ved jeg ikke. Det er problematisk, når man har mange studerende på en uddannelsesinstitution. Det tætte team er nemmere at realisere på de små uddannelser.

Jeg har for nogle år siden skrevet speciale om lige præcis overgangen til arbejdsmarkedet for primært klassiske musikere. Nogle af de anbefalinger, jeg kom frem til, var netop teamet, når vi forbinder en overbygning til arbejdslivet. Ikke så meget på grunduddannelsen. På bacheloren skal de faktisk få deres kunstneriske fag på plads, men at man senere i uddannelsen har de her teammøder omkring folk.

Der har været tydeligt på solistklassen, hvor vi har spor, der kobler KUV og entreprenørskabsfaget. Der er simpelthen kommet nogle nybrud i forlængelse af, at vi har kørt nogle reflekterende teams-øvelser med dem, hvor de øver sig i at stille spørgsmål og se sig selv udefra. Så oplever vi, at de kommer med de nytænkende og nyskabende projekter selv. Og så får de skaffet de her kvarte og halve millioner, som de skal bruge til at realisere deres projekt, og får det ud i verden i løbet af nogle år. Så sidder jeg bare der og tænker ’Okay!’.

Der var en studerende, der som afsæt havde, at ’Jeg spiller på et instrument og ingen forstår det og alle synes det er verdens grimmeste’, og så ender det med, at hun laver en festival for at hylde dette instrument, og har fået fundraiset halve millioner og har fået et kendskab til andre som spiller det instrument i hele Europa, og som kommer og bakker op om festivallen. Der er her, at man så står og tænker ’Det dér, det kan noget’. Opgaven som underviser er jo en kobling af at udfordre og støtte op om. Skabe en ånd af, at ”vi prøver det”. Gribe folk, når de er kommet ud i noget, hvor de ikke kunne bunde. At de lærer at turde og se, at det er vanskeligt undervejs, men wow det kan lykkes. Det synes jeg er det, som det handler om. De drømmer en drøm og kommer ud i verden med den.

Der skal noget til at facilitere den her kultur, hvis den ikke skal blive til noget, som tilfældigt opstår på et hold af studerende. Det lyder som om, at du har en rigtig stor rolle?  Nu siger jeg dig, fordi jeg regner med, at det er dig, ellers må du rette mig?

Det er det, men jo i samspil med deres andre lærere og andre folk i huset. Det er så her, at jeg skubber til, fordi jeg ikke er instrumentallærer eller sanglærer, men mere en generalist. Det er her, at jeg prøver at gøre det på mange områder og ikke afhængig af, om man er lærer i det bestemte hovedinstrument, de lige nu har.

Du er lidt deres wing-man, deres facilitator. Hvordan ville du beskrive din rolle udover som undervisere?

Jeg ser bl.a. min underviserrolle som at overlevere, hvad jeg ved. Jeg kan jo ikke lære dem noget om sociale medier, eller jo det kan jeg godt fra sådan et helikopterperspektiv, men de kan jo 20 gange mere end jeg kan om mulige strategier på Instagram. Det er også noget med, hvordan jeg forstår min underviserrolle. Det er ikke bare at aflevere den viden, der er i mit hoved til deres hoveder. Jeg står på mål for dem som deres wing-man, og omtaler dem til andre folk i huset, når jeg siger ’Hey du skal lige vide, hvad de der laver’, og det fostrer jo også en kultur med mine kollegaer. Så vi bliver bedre for hinanden, fordi så er der også nogle, som begynder at sige til mig, ’Hey kunne du ikke lige snakke med den eller den, fordi der sker altså et eller andet derovre’. Så tager vi alle wing man-rollen.

Der er mange, der gør det samme stykke arbejde i hver deres fag, men vi har en kæmpe styrke i at være en institution. Vi skal udfordre de der siloer, som der kan opstå, og netop tænke: Hvad er det vi kan på tværs?