Ved ENTRE DEBAT LIVE taler vi om omverdensrelationer til de kunstnerskaber, pædagogiske praksisser og de kunstneriske udviklingsvirksomheder, der finder sted på de kunstneriske uddannelser.

Ved denne anden begivenhed i rækken skal vi tale om samfundsudviklende kunstnerskaber – hvad er de og hvad kan de? Vi har inviteret filminstruktør Patricia Bbaale Bandak, leder af CATCH Majken Overgaard og rektor på Rytmisk Musikkonservatorium Henrik Sveidahl til at tale sammen over temaet ‘Samfundsudviklende kunstnerskaber’. Samtalen modereres af Pernille Skov fra CAKI.

Se hele den optaget paneldebat ‘ENTRE DEBAT LIVE 2 Samfundsudviklende kunstnerskaber’ på CAKI’s Youtube kanal her.

Denne ENTRE DEBAT LIVE er blevet til ENTRE DEBAT episoden Samfundsudviklende kunstnerskaber, lyt til den på CAKIs soundcloud her.

Om ENTRE DEBAT LIVE

Som underviser, forsker eller studerende på en kunstskole må vi spørge os selv, hvad kvalitet og relevans er i den kunstneriske praksis og virksomhed, og hvorledes dette stiller sig i relationen til en omverden.

For at understøtte og udvikle disse refleksioner har vi inviteret en række samtalepartnere, der på forskellig vis er i berøring med de kunstneriske uddannelser og den kulturelle sektor bredere set, til at drøfte spørgsmålet om omverdensrelationer i kunstnerskabet og den kunstneriske virksomhed.

ENTRE DEBAT LIVE er en del af ENTRE-programmet, der understøtter udviklingen af entreprenørskab som vidensområde på de videregående kunstneriske uddannelser.


Dagens gæster

Foto: Betine Garcia

Patricia Bbaale Bandak blev færdig som instruktør på Den Danske Filmskole i 2019. Siden har hun arbejdet på dokumentarfilmen Better I go Suffer, som hun vandt Nordic Talents 2019 med. Filmen er nu på New Danish Screen – Det Danske Filminstituts talentudviklingsordning. Sideløbende skriver hun på fiktionsfilmen Wannabe, som handler om en 12-årig ugandisk pige, der bor på Falster i 1997. Hun er splittet mellem to verdner og leder efter sit eget ståsted – ikke ulig Patricias egen opvækst, som hun deler med os i Villa Villakulla, hendes afgangsfilm fra Filmskolen. Derudover er hun er medforfatter på serien Queens, og hun har instrueret teater på Mungo Park, udviklet installationer i eget navn, deltaget i talks, podcasts og radio-interviews.

Patricia arbejder med identitet, sorg og tabuer og behandler sine tematikker gennem både lys og mørke. Kort fortalt bruger Patricia sin stemme, og hun har i sit kunstnerskab et ønske om at gøre det på en måde, som sætter et kulturelt aftryk der fæstner sig i samfundet. I januar 2021 interviewede Girls are Awesome Patricia til deres serie ‘Role Models’ – du kan se interviewet her

 

Majken Overgaard er programleder i CATCH, Helsingør Kommunes Center for kunst, design og teknologi. Majken Overgaard har gennem sin karriere fokuseret på synergierne mellem teknologi og samtidskunst med det overordnede mål at udforske det tværfaglige univers, hvor kunst, videnskab og teknologi krydsbefrugter og danner et kreativt miljø for udvikling af nye ideer, eksperimenter og opfindelser. Som uddannelsesaktivist har hun igangsat adskillige aktiviteter for kvinder og andre underrepræsenterede grupper inden for kunst og teknologi.  Udgangspunktet og motivationen for Majken har altid været de tværfaglige og verdensomspændende muligheder, som både kunst og teknologi rummer, samtidig med at de udfolder individers såvel som samfunds potentiale og får mennesker og ideer til at vokse og komme til at leve.

Aktuelt arbejder Majken sammen med Institut for Fremtidsforskning om et projekt, der fokuserer på kunstens indvirkning på vores fremtid. Hun arbejder også sammen med videregående uddannelser om at udvikle nye praksisbaserede initiativer i relation til byen og fællesskabet – herunder et samarbejde med AIRlab på IT Universitetet, hvor partnerne sammen undersøger mulighederne for at formidle byens historie via augmented reality og lyd.

Læs mere om CATCH her

 

Henrik Sveidahl er netop blevet genansat om rektor på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han har styret konservatoriet gennem både rørte og rolige vande siden 2005. Henrik blev bl.a. genansat med afsæt i hans overbevisning om, at kunstnere kan bidrage med langt mere i samfundet end hvad der er tilfældet i dag, og at dette bør afspejles i de kunstneriske uddannelser. Kernen i uddannelserne på konservatoriet vil fortsat være at skabe, udøve og formidle musik og musikoplevelser, men det er en vision at udvide mulighedsrummet for, hvor og hvordan det kan gøres. Senest har de på Rytmisk Musikkonservatorium udviklet et nyt eksternt semestermodul på bacheloruddannelserne som musiker og komponist. Her skal de studerende indgå i partnerskab med eksterne aktører for at udvikle og gennemføre kunstneriske, kunstpædagogiske eller andre projekter, som har fokus på de muligheder og udfordringer, der ligger i mødet mellem kunsten og det omkringliggende samfund. Samtidig har RMC åbnet et nyt internationalt forskningscenter for Kunstnerisk Medborgerskab, hvor forskere fra hele verdenen samles for at dele viden om, hvordan kunst og kunstneres rolle i samfundet kan forstås på nye måder og videreudvikles.

Læs mere om RMC her


 

TILMELDING

Begivenheden er åbnet for alle interesserede, men der er begrænset antal pladser til IRL-eventet, og undervisere fra de videregående kunstneriske uddannelser har fortrinsret.

Samtalerne bliver live streamet, og det vil være muligt at stille spørgsmål til oplægsholdere undervejs.

Den fysiske begivenhed finder sted på Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen d. 24. september 2021 kl. 10.00 – 12.00

For tilmelding til dagen, skriv til caki@caki.dk

Angiv venligst om du ønsker at deltage ved fremmøde eller via live stream samt hvilken skole, du er tilknyttet (hvis nogen).

For spørgsmål, kontakt pernille@caki.dk


 

PRAKTISK

ENTRE DEBAT LIVE afholdes på Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen og er for alle undervisere ved de kunstneriske uddannelser. Det er gratis at deltage, men du bedes tilmelde dig ved at sende en mail til caki@caki.dk

Hvis din skole ikke dækker dine rejseudgifter i forbindelse med din deltagelse på symposiet, er det muligt at få dine transportudgifter dækket. For mere info, send en mail til pernille@caki.dk eller ring til Pernille Skov +45 27 37 75 67.

 

KOMMENDE EVENTS 2022

Ingen planlagt events foreløbigt. 

Se tidligere begivenheder her

YOUTUBE

Se hele den optaget ENTRE DEBAT LIVE 2 ‘Samfundsudviklende kunstnerskaber’ på CAKIs youtube kanal her.

ENTRE

Læs mere om ENTRE-indsatsen og arbejdsgruppen for entreprenørskab på de kunstneriske uddannelser her.

For mere information, kontakt pernille@caki.dk

KONTAKT

pernille@caki.dk // +45 27 37 75 67