Foto: Det Kgl. Danske Musikkonservatorium

enENTREPRENØRSKABSFESTIVAL

​Jonas Bille Gamkjær, studie- og kvalitetssikringschef og Mai Seidelin, timelærer entreprenørskab og koordinator for Entreprenørskabsfestivalen, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Interviewet af Pernille Skov, 24. januar 2022

Vil I starte med at fortælle, hvad Entreprenørskabsfestivalen er for et projekt?

Jonas: Ideen til festivalen kommer fra vores rektor Uffe Savery. På én af de første dage som rektor sagde han, at han ikke kunne forstå, hvorfor de studerende ikke havde en festival selv, et sted hvor de kunne engagere sig i alt muligt. Så det var faktisk et forslag til en nyskabende indsats, som kom helt oppe fra.

Siden har vi udviklet tanken, og Entreprenørskabsfestivalen er blevet et event, hvor vi prøver at give de studerende muligheden for at lave noget, som de ellers ikke får mulighed for at lave i løbet af deres uddannelse på konservatoriet. Vi vil gerne prøve at give dem noget, som er helt anderledes end vores andre aktiviteter og koncerter, der jo er meget styret af undervisere, organisationen, og alle mulige forskellige folk. Vi vil gerne skabe et rum, hvor der i højere grad blev plads til de studerende.

Kan du uddybe det?

Jeg tænker, at festivalen bliver et format, hvor entreprenørskabsundervisningen folder sig ud i praksis. Så man får den entreprenørskabsundervisning, der både er på bacheloren og på kandidaten, til at udfolde sig på en måde, hvor man kan begynde at udvikle sine egne projekter i et rimelig sikkert miljø. Der er meget åbne rammer for, hvad der kan lade sig gøre i festivalformatet, og vi bruger en del af undervisningen på ikke bare at lave projektet, men også på at åbne op omkring alt det, man kan bruge projektet til.

Det skulle også gerne være en ny måde for os at afholde en festival på. Forstået på den måde, at vi normalt er meget bundet i den traditionelle koncertform, hvor folk kommer ind, sætter sig og bliver til koncerten slutter. Vi har også festivaler som PULSAR-festivalen, der består af en masse små koncerter, men vi har ikke noget, hvor vi udfordrer os selv i forhold til, hvad en festival er eller hvad en koncertform også kan være. Vi stiller ikke os selv eller vores hus i en situation, hvor vi skal gøre noget usikkert, hvor vi ikke har en meget klar forventning om, hvad der kommer ud af det.  I alle andre sammenhænge ved vi rent faktisk, hvilket produkt vi ender med i en eller anden forstand. Det gør vi ikke her, fordi vi nøjes med at sætte nogle rammer for de studerende, men vi ved ikke, hvad de putter ind i rammerne. Vi ved ikke om de udfordrer rammerne ud over, hvad huset kan bære. Det kan sådan set sagtens lade sig gøre.

Gør I noget særligt I gør for, at de studerende ikke bare går ind og reproducerer den traditionelle festival?

Jonas: I år har vi haft et særligt fokus på, at de studerende skal møde nye målgrupper. De skal ud af huset og lave et musikevent for et nyt publikum, og så forsøge at trække dem med tilbage til entreprenørskabsfestivalen på konservatoriet. Vi har lavet en del front-end entreprenørskab i den forstand, at vi har haft fokus på idégenerering og på, hvad man kan lave, som er udenfor musikkoncert-formen. Vi har introduceret muligheden for, at de kan lave alt muligt, der relaterer sig til musik – det behøver ikke at være en koncert. Det har været meget åben idegenerering, som vi har fokus på i forhold til det her projekt, med fokus på at turde gå andre veje og turde at sige ’Jamen hvad er det for nogle evner jeg har, og kan vi kan bruge det til et eller andet i denne her sammenhæng?’ Også i forhold til at effektuere et entreprenørskab.

Vi har en ny styrkeposition for entreprenørskab i år, fordi det er første år, hvor vi har entreprenørskabsundervisning på alle 3 niveauer på konservatoriet. Hvordan kan de undervisningsformer understøtte den praktiske udvikling, praktiske koncerter, og de praktiske elementer i undervisning? En ting er at få teoretisk viden om, hvad entreprenørskab er og hvordan man kan bruge entreprenørskab i sit fremtidige arbejde. Noget helt andet er det, at rent faktisk lave nogle projekter og udføre dem i virkelighed. Det er dér, hvor vi i hvert fald tidligere ikke har gjort så meget ud af den praktiske udførelse i selve undervisningen, men det er den her festival en mulighed for, at vi kan gøre.

Hvilken gruppe af studerende er det, der skal lave festivalen?

Mai: Det er 70-80 kandidatstuderende, der laver projekter til festivalen som led i entreprenørskabsundervisningen.

Jonas: Vi har dog ikke har lukket festivalen om de kandidatstuderende forstået på den måde, at de kan invitere andre studerende med ind, hvis de ønsker det. Så hvis de skal lave aktiviteter, hvor de tænker at det vil være fedt, hvis de får nogle ind fra nogle af de andre årganges bacheloruddannelse, så er de også velkomne til det. Vi afskærer ikke nogen fra at være med. Især fordi det er vores først år, hvor det er rart for os at få så mange input og så mange interesserede som overhovedet muligt ind i det.

Mai: Ja. Vi laver faktisk også et open call, som gør det muligt for andre entreprenørskabsinteresserede at være med, uanset hvor på uddannelsen de er. Det har vi gjort fordi vi tænker, at der er nogle elevgrupper, som rent faktisk interesserer sig for det her, nogle som har det her drive og som ikke skal snydes for muligheden for at være med.

Mai, du sidder med det helt konkret i undervisningen – hvordan synes du, de studerende har taget imod det? Hvordan har det været at starte noget nyt op, der afviger en del fra, hvordan de ellers bliver bedt om at engagere sig på konservatoriet?

Mai:Jeg synes de har taget rigtig godt imod det. Vi er stadigvæk i opstartsfasen. De ved, at projektet er her, og de har idégenereret på nogle ideer, men de er ikke gået i gang med projektudviklingen.

Jeg synes, at det med at arbejde med det entreprenørielle mindset handler om at få noget ind under huden, og om at man skal forandre sig i processen på en eller anden måde. Det er jo kun muligt, hvis man deltager i processen. Der er helt klart et rimeligt godt engagement, alligevel kan det for mange være diffust og svært at tænke helt ud af boksen – det er ikke fordi, at der er kommet nogle fuldstændig vanvittige idéer indtil videre, men det kan jo nås endnu, og det er fint at få et rum, hvor de kan prøve at sige ’Vi kan godt tage det endnu længere ud’. Vi har lavet en masse eksempler for dem i forhold til andre måder at gøre tingene på for at inspirere dem til også at prøve at tænke på andre formater end et traditionelt koncertformat.

I forhold til de studerendes engagement, hvordan er det så i forhold til deres tidsforbrug, fordi vi ved jo, at de studerende har vanvittigt travlt? Ikke mindst på DKDM, hvor de studerende skal øve virkelig meget. Hvordan er I gået til tidsspørgsmålet, fordi det er jo også et stort arbejde at lave en festival?

Mai: Ja. Altså nu kan man sige, at vi går først rigtig ind i produktionsfasen hen over foråret, men det er klart, at der er nogen som prioriterer entreprenørskab højere end andre. Der er jo ikke nogen tvivl om, at det er dem, der ligger energien i det, som kommer til at få mest ud af det. Sådan er det jo.

Det er helt klart en udfordring for nogle at afsætte tid til det, for andre er det svært at forstå, hvad det går ud på. Jeg prøver så vidt muligt at lægge undervisningen sammen med den ekstra undervisning, der er et led i entreprenørskabsfestivalen, og jeg opfordrer dem til også at lave gruppearbejde på disse dage.

Jonas: Noget af det, der foregår i undervisningen er, at de bliver sat i gang med at tænke over, hvad man kan lave og hvad man kan byde ind med i forhold til indholdet. Derudover er der også brug for nogle, der engagerer sig i den praktiske afvikling. Det er dem, hvor vi tænker, at det handler om at prioritere, og hvor de så kommer til at nedprioritere noget andet. Der er der jo altid studerende, som gør: vi ser studerende, der laver alle mulige aktiviteter ude af huset, f.eks. ved at engagere sig i studenterpolitik, og så nedprioriteres naturligt nogle andre elementer. Det er de aktiviteter, som vi ikke undervisningsmæssigt har haft så godt et understøttende rum for tidligere. Derfor tror jeg også, at vi med festivalen skaber noget til dem, der tidligere er gået ud og har lavet aktiviteter uden for konservatoriet – nu har de muligheden for at finde et ekstra noget, som er sjovt og spændende for dem inde i deres undervisning.

Hvordan har I forholdt jer til jeres kollegaer på konservatoriet – har I gjort noget særligt for at informere resten af konservatoriet om festivalen?

Jonas: Vi har fortalt om festivalen og tankerne bag ved til vores professorer, faggruppeledere og koordinatorer, så alle der har et kunstnerisk og fagligt ansvar for uddannelserne er opmærksomme på at det kommer. Derudover skal vi lave et helt almindeligt informationsarbejde med mails, plakater og diverse andre informationsnyhedsbrev om festivalen. Vi har også haft det på vores personaledag her i september. Man kan sige, at udfordringen ved konservatoriet og kommunikation altid er, at der er nogle undervisere, der har mange timer og følger meget med i konservatoriets hverdag og andre, der har undervisningen på DKDM som en del af mange forskellige jobs. Man kan sagtens være en vanvittig dygtig hovedfagsunderviser og kun have en eller to studerende med få timers undervisning ugentligt. Undervisere med få timere kan være sværere at informere end de undervisere, der har deres daglige gang på konservatoriet. Så jeg tror og håber, at vi har nået de fleste med meget undervisning og tilknytning med vores visioner og tanker, men vi mangler stadig at nå ud til alle.

Nu er vi ved at bevæge os en smule væk fra festivalen og længere ud på konservatoriet. Kan I fortælle noget om, hvordan jeres greb på kunstnerisk entreprenørskab er på DKDM og hvordan festivalen spiller ind i det?

Jonas: Kunstnerisk har vi haft mange diskussioner om, hvordan skal vi forholde os til entreprenørskab, og hvad der er vigtigt i forhold til entreprenørskab? Entreprenørskab er i min optik ikke vigtig i sig selv, forstået på den måde, at hvis det ikke understøtter den kunstneriske proces eller den kunstner som personen gerne vil være, så er den i og for sig ligegyldig. Entreprenørskab er et middel til at nå frem til at komme ud med den kunst, som personen tror interesserer publikum. Det er vi ude i, at det både kan være nogle håndværksmæssige færdigheder, omkring det at være selvstændig eller være erhvervsdrivende eller være en professionel musiker, men det kan også være at tænke, hvilken slags kunstnere vil jeg være?

Mai: Kunstnerisk entreprenørskab handler for mig i høj grad om, hvordan man som musiker bliver i stand til at styre sin egen karriere og udforme de projekter, man drømmer om. Det er et fag, hvor man tilegner sig metoder til at udvikle og gennemføre det man vil, både i forhold til projekter og i forhold til egen karriere. Hvad vil jeg med min kunst, hvorfor vil jeg lave den, hvordan tror jeg,  jeg kan sælge den, hvordan vil jeg gerne være, og hvordan får jeg et professionelt bæredygtigt arbejdsliv? Det tankesæt fører så til den måde, som vi har opbygget entreprenørskabsundervisningen på. PÅ BA’en får de først nogle redskabsmæssige færdigheder, og så prøver vi at gøre dem til begyndende professionelle musikere ved at få talt om, at når man holder en koncert, så skal man have penge for det. Du skal lave noget praktisk afvikling. Du skal lave nogle forskellige aktiviteter, før du kan stille dig op på en scene og fremstå professionel. Så kommer Line (Fredens, red.) og jeg ind på kandidatniveau og får bygget nogle overordnede tanker op om, hvad de så vil med den kunst, de laver, hvor passer den ind og hvordan kan de sælge dem? Vi starter en masse tanker, og på solistuddannelsen prøver vi så at bygge videre på et højere kunstnerisk niveau, hvor det også handler om, at de studerende skal have en international karriere. De skal profilere sig som solister og det gør, at vi potentielt skal have nogle andre arbejdsredskaber i brug samt et helt andet internationalt udsyn. Jeg ser det som en raket, vi bygger op ud fra tankerne om kunstnerisk entreprenørskab.

Det lyder også som om, at for den enkelte studerende så udfolder det sig som noget man kunne kalde kunstnercentrisk entreprenørskab. Det med, at entreprenørskabet udspringer fra dem selv.

Jonas: Samtidig handler det også om, at klassisk musik – på godt og ondt – er noget man kommer ind i og bliver en del af. Der er mange traditioner, man skal lære at kende. Koncerterne foregår på en bestemt måde. Netværksdannelser. Vi skal kunne introducere de studerende til, hvordan det fungerer at gå til auditions, prøver til symfoniorkestre, auditions i kor o.s.v. Der er en masse ting, man skal lære at kende. Det er også noget af det, som vi prøver at bygge ind for dem, og vi prøver også at give dem rollemodeller, hvor vi inviterer dimittender ind og tale om, hvordan det egentlig var at komme ud på arbejdsmarkedet. Inde på konservatoriet går vi lidt rundt i en osteklokke. Man får et godt netværk. Folk ringer til hinanden. Mødes i kantinen. Når de så kommer udenfor bygningen og ikke er indskrevet mere, så bliver der lige pludselig lidt stille. Det skal de være bevidste om og gerne have en strategi for, hvordan de vil tackle. Det er her en god idé at få nogle input til, hvad er det man kan opleve, når man bliver færdig og telefonen ikke bare ringer med tilbud om gode jobs.

Mai: Man kan godt mærke på DKDM, at der er mange, som i første omgang gerne vil ud i et orkester. Så det handler meget om det entreprenante sind og at kunne tage sin karriere i egen hånd og turde have nogle forestillinger om, hvad det er man gerne vil, og hvad det er for en vej man ønsker at gå. Hvordan kan man aktivt skabe en karriere, hvor man selv styrer, og hvor man ikke bare sætter sig ud og sidder på en orkesterplads indtil man bliver træt af det? Hvad sker der så? Derfor handler entreprenørskab på DKDM også om at kunne sige ’Jamen, jeg vil måske gerne have en orkesterplads, men måske vil jeg også gerne en gang imellem lave noget ved siden af med noget kammermusik eller spille på nogle festivaler, undervise lidt eller noget helt andet’. Det her med at tage sin karriere i egen hånd og være selvledende. Det er noget, som jeg lægger meget vægt på, og som jeg synes er vigtigt, særligt på solistniveauet. Der kan man godt mærke, at de faktisk har brug for et boost i forhold til både motivation og selvledelse. Det er i hvert fald det, jeg tidligere har oplevet. De skal have et skub for at turde prøve at se 5 år frem og f.eks. se på, hvilket netværk de har til at hjælpe dem med at komme derhen, hvor de gerne vil. Det er evnen at være selvledende som kunstner.

På kunstskolerne har vi ofte en samtale om, hvorvidt entreprenørskab som fagområde forstyrrer den kunstneriske uddannelse, eller om den understøtter den kunstneriske praksis. Du beskriver her, hvordan det faktisk understøtter kunstnerisk praksis og hvorfor entreprenørskab er relevant for alle, også solisterne – ikke mindst fordi det er et vidensområde, der også kan bringes i anvendelse i forhold til de jobs, som findes indenfor den klassisk musik, hvor der er et arbejdsmarked, man kan gå ud i.

Hvordan oplever I på DKDM, at entreprenørskab som vidensområde og fagområde kobler sig til den anden fag-undervisning?

Mai: Hovedfag er noget, man vægter meget højt. Jeg tror, at nogle hovedfagslærer måske har været vant til, at det var dem, der understøttede eleverne, hvis eleverne selv ville arrangere en koncert eller lignende. Så på den måde kunne man jo godt have mere dialog og samarbejde med hovedfagslærerne på en eller anden måde, men der sker jo også bare så sindssygt meget. De løber fra det ene projekt til det andet.

Jonas: Det er noget vi har diskuteret i årevis, og vi vil helt gerne styrke overlappet, fordi der er et egentligt overlap mellem entreprenørskab og hovedfagsundervisningen. Det er utrolig ærgerligt, at entreprenørskabsundervisningen, som det er lige nu, er afkoblet fra hovedfagsundervisningen, fordi vi har placeret det i et fag for sig. Det har vi gjort, da vi havde brug at udvikle entreprenørskab fagligt og timemæssigt, og for at sætte fokus på det. I virkeligheden tror jeg, at entreprenørskabsundervisning kunne blive styrket af at få mere hovedfagsundervisning i sig. I fremtiden tror jeg, at konservatoriet skal arbejde mere for at få rollemodeller ind fra hovedfagsundervisningen ind i entreprenørskabsundervisning, og høre dem om, hvordan det er, at vores undervisere har haft en karriere? Vi har jo tonsvis af vanvittig gode entreprenante undervisere, som ikke italesætter sig selv som entreprenører, men det er faktisk reelt det, de er, i deres måde at agere på. De er så vant til at tale om den kunstneriske udvikling og om alle de kunstneriske meritter, de har opnået, og videregive dem til de studerende. Vi skal i fremtiden bringe dem bedre ind i entreprenørskab og få dem til at sige, hvordan det også er, de har fået deres meritter. Det tror jeg, at vi kan gøre ved at trække dem ind i entreprenørskabsundervisningen. Så tror jeg, at de også vil føle, at undervisningen giver mening for deres studerende.

Mai: Så vil jeg også sige, at på solistlinjen har vi i højere grad lavet coaching-arbejde. Vi tager mere udgangspunkt i de studerende, og hvad de måske laver med deres hovedfagslærere, så der bygges lidt mere bro der end på kandidaten Og det kan vi, fordi det er deres individuelle behov, vi kigger meget på, når vi er på det niveau, og når de kommer med et eller andet end fra deres hovedfag, så kan man sagtens have det med i entreprenørskabsundervisningen.

Fra jeres perspektiv på Det Kgl. Danske Musikkonservatories, hvordan oplever I, at vi bedst understøtter samtalen og udviklingen af de bæredygtige arbejdsliv?

Mai:: Meget af det, jeg oplever, handler om det med at styrke troen på, at man kan selv. Man kan være selvledende i sin egen karriere. Igen tilbage til det med, at man kan have et holistisk arbejdsliv, hvis man selv tager kontrollen over, hvad det er man vil, og hvad man ikke vil. Hvis man er klar over, at det er nødvendigt for eksempel at have netværk og kender til de redskaber, som man kan bruge for at have indflydelse på sin egen karriere, hvis man nu ønsker ikke kun at sidde i et Symfoniorkester, men også gerne vil nogle andre ting. Det entreprenante tankesæt kan jo også bruges i Symfoniorkesteret, for der er også brug for projekter og folk der tager noget styring og ansvar for udvikling. Jeg vil egentlig sige, at det entreprenante mindset hænger meget sammen med et holistisk arbejdsliv, fordi det handler om, at man kan komme ud og komme videre fra situationer, hvis man sidder fast.

Jonas: Jeg vil gerne supplere, og så vil jeg måske gøre det mere håndfast. Jeg oplever, at de studerende i dag opfatter deres kommende arbejdsmarked som et meget usikkert felt forstået på den måde, at de ikke ved, hvor de ender.  Ender de i symfoniorkestre, ender de som freelancer, ender de som undervisere på musikskoler, ender de som en blanding af det hele med private elever ved siden af? Der er en masse muligheder, men jeg tror, at hvis vi ikke indgyder dem tillid til deres egne færdigheder, så bliver de usikre, og så bliver de bange for, hvad fremtiden bringer. Og så snart de bliver bange for, hvad fremtiden bringer, så bliver de apatiske. Forstået på den måde, at de bliver bange for at træffe valg eller gør noget i det hele taget. Det, som vi kan gøre, er at indgyde dem tillid til deres egne evner, og give dem viden om, hvad der rent faktisk sker ude på arbejdsmarkedet og i musiklivet. Det kan vi gøre ved dels at give dem konkrete redskaber til at hjælpe dem, når de står i valgsituationer. For eksempel så ved de, hvordan man arbejder med budgetter, de ved hvordan man arbejder med karriereplanlægning, de ved hvilke spørgsmål, de skal stille sig selv for at vide om det er det rigtige valg for dem. Vi kan give dem viden igennem mødet med dimittender. ’Hvordan skete det egentlig i virkeligheden for jer, som kom ud på arbejdsmarkedet?’. Vi kan give dem viden og data om, hvilke jobs de rent faktisk kan søge og hvilke nogle kan de skabe selv. Vi kan give dem netværk blandt undervisere og blandt deres medstuderende på kryds og tværs. Der kommer vi tilbage til entreprenørskabsfestivalen. Lige så snart man har lavet koncerter, så indgår man i et netværk og det netværk kan man trække på gennem hele livet. Jeg trækker stadigvæk på alle dem, som jeg har lavet mere eller mindre mærkelige ting med gennem mit liv. Det er på den måde, at man opbygger de studerendes tillid til egne evner ved brug af alle de forskellige redskaber. Det skal være ret håndgribeligt i virkeligheden.

Mai: Man kan sige, at det er en slags empowerment. Altså både i forhold til redskaber, metoder og mindset og til at gå ud og skabe sig det musikerliv, man ønsker sig.