Velkommen til Pandora

En skamløs kabaret af Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg

Jennifer Vedsted Christiansen beskriver afsætte for processen, der ledte frem til Velkommen til Pandora med disse ord:

Det er sidste år på min uddannelse, og vi har muligheden for at lave et ret frit projekt, som er defineret ved, at det skal være en kunstnerisk undersøgelse. Jeg går sammen med Emma Høgh (skuespilstud. på samme årgang). Vi har arbejdet sammen tidligere, og vi har fundet ud af, at vi tripper på noget med hinanden. Hun har en ide, og jeg har en ide, og så smelter vi os ligesom sammen.

Kan du prøve at beskrive, hvad det er for en forestilling?

Det er en en-personforestilling. Den hedder Velkommen til Pandora. Ideen var, at vi ville udstille alt det, som vi ikke havde turde udstille før. (..) at vi skulle slippe vores skam fri, og det er derfor vi kalder det en skamløs kabaret. Det var vores mulighed for at gøre alt det, vi havde fået af vide eller selv havde tænkt var bad-taste eller var for meget. Og det skulle vi gøre nu.

Hvorfor var det vigtigt for jer at lave projektet i forhold til det i ellers skulle lave på skolen?

På det sidste har jeg tænkt på, at vi havde lavet en tredieårs- og en afgangsforestilling sammen, som var meget struktureret fra skolens side. Altså det var en meget traditionel måde at lave teater på. Og jeg tror vi fandt hinanden i, at der også var en begrænsning i den måde at skabe på (..) Vi havde følt os lidt bundet af alle mulige regler. At man ikke bare kunne gøre noget. Finde på noget om morgenen og vise det til nogen om aftenen.

Hvad var din motivation for at udkomme med dit arbejde i det aktuelle format?

Jeg tror, at det der motiverede os var en måde at arbejde på. At vi kunne komme dybere ind i noget personligt, som interesserer os, fordi vi var en lille gruppe, og fordi der ikke var nogen ydre rammer. Vi blev selvfølgelig meget smittet af hinanden. Og det var egentlig ikke mig der havde den, men Emma sagde: “Jenni, vi skal lave den bedste forestilling nogensinde!” Og skolen lagde meget op til, at det var en undersøgelse. Vi skulle ikke udkomme med et produkt. Men Emma var sådan: “Fuck it, vi skal lave et produkt, og det skal blive amazing!” Så på den måde var der en indre motivation for at gå dybere ind i noget personligt materiale, men der var også en stærk ydre motivation om at udkomme med noget, som har påvirket vores arbejdsproces. Og bagefter har vi fundet ud af, at det betyder meget for os. Vi kan ikke bare leve i en ongoing intern undersøgelse, når vi arbejder sammen.

Hvilke erfaringer eller indsigter har projektet eller processen givet dig? Fx hvad var svært? Hvad var nemt? Vil du gøre det igen?

Jeg får lyst til at fremhæve det der var nemt og godt. Først og fremmest for jeg synes, det var et vellykket projekt. Jeg oplevede i den periode, hvor vigtigt det er for mig at arbejde med nogle mennesker, jeg godt kan lide at arbejde sammen med. At jeg selv vælge mine arbejdspartnere – nogen som både udfordrer mig, er dygtigere end mig på nogen områder, men også kigger i samme retning som mig. Og det der med at blive parret op med en eller anden tilfældig, som jeg også har oplevet på skolen, det er nærmest ligesom at gå på Tinder og ligesom sige ja til den første og tro, at man kan et eller andet. Det var så fedt selv at vælge projekt og samarbejdspartner. Og det håber jeg, at jeg kan blive ved med at gøre fremover. Det er bare sjovere, nemmere, federe og resultatet bliver bedre.

Hvor fik du den hjælp og vejledning, du havde behov for, for at kunne udkomme i det pågældende format?

Det der gav noget for os, var at have publikumsvisninger på skolen, og det havde vi hver fredag i prøveperioden. Vi skrev på Facebook: “Kom og se hvad vi har lavet i den her uge”, og så gav vi champagne, og der var hygge, fest og fede dage med både undervisere og studerende, som gav os feedback.

Hvad er det i forhold til det entreprenante at skolen tilbyder som sted?

Jeg synes skolen tilbød tid og frihed til at lave det, vi ville, plads til at udfolde os, udstyr og materialer og muligheden for at gå i dialog med de producenter, undervisere og studerende, vi opdagede kunne understøtte vores projekt. Og det jeg virkelig oplevede som fedt var, at der var virkelig mange fra skolen – studerende, undervisere og ansatte – som var ude og se forestillingen. Og det betød megameget. Vi kunne gå i dialog med folk, der havde set det, vi lavede.

Har du fået øget din forståelse for, hvordan du kan arbejde med forskellige udgivelsesformater for din kunstneriske praksis?

Ja, bare det at finde ud af, at det vi selv troede på, kunne noget i et møde med publikum har jo bare givet en ekstrem stor selvtillid, som vi stadig nyder godt af. Og vi opdagede – synes vi selv – vores egen nichegenre. Det har også gjort at nu her et år efter arbejder videre med og udvider på det afsæt, vi tog med Velkommen til Pandora.

Hvilke muligheder har dit initiativ skabt for dig – hvad gjorde det for din kunstneriske virksomhed, og har det kastet nye arbejdsmuligheder af sig?

Det har det hundrede procent. Altså jeg synes, jeg har lavet godt arbejde inden Pandora, men de forestillinger jeg ellers havde lavet på skolen var meget henvendt til en teaterbranche og skolen. Den her forestilling kom ud til et helt andet publikum. Også et helt andet publikum end det, jeg er vant til at møde i teatret. Vi fik nærmest en ny fanskare. Og det har gjort en masse for min karriere. Jeg er efterfølgende blevet spurgt om mange ting, der har ligget op af den forestilling og den genre. Og det har derudover gjort en del for mit og Emmas kunstneriske samarbejde. Ret hurtigt besluttede vi os for, at vi havde et navn (How to kill a dog), og vi skrev i den flyer der var til forestillingen, hvem vi var, at vi gerne ville arbejde sammen, og vi ville gerne arbejde sammen med andre. Og det er helt sikkert, at de mange projekter vi arbejder på nu er opstået ud af det her.

Og kan du nævne nogle af de ting det har kastet af sig?

For det første kan man sige, at vi har spillet forestillingen over 30 gange nu, og vi skulle også have genopsat den her i foråret, men det er blevet aflyst på grund af corona. Og at vi har en aftale med et teater om at lave en forestilling til september. Vi tænker at lave en triologi, hvor Velkommen til Pandora er den første. Og det vi arbejder med bliver så den anden i triologien. Den kommer til at hedde Lolita for altid. Derudover har fået recidence hos Bikuben fonden og HAUT, samt på Teaterøen. Vi er blevet kontaktet af tv2 og er nu i gang med at skrive en tv serie. Og det har så ydeligere kastet det af sig, at vi skal til møde med Gyldendal om at lave et lydformat af en art. Og så søger vi penge sammen med AKT 1 om at lave et længere hørespil, som vi skal skrive og producerer sammen. (hun griner lidt) Så man kan sige, at det har kastet en del af sig.

Har du andre bemærkninger eller erfaringer, som du ønsker at dele?

Ja, en af de ting jeg gerne vil fremhæve er at få feedback i processen. Det er vi blevet trænet i på skolen, og det har også gjort, at vi ikke har været så alene med det. Der har været så mange mennesker, der har været indover og givet feedback. Det har været så fedt.

Foto: Jennifer Vedsted Christensen