ENTRE CASE

Per Damgaard Hansen, underviser på produceruddannelsen på Den Danske Filmskole

Interviewet af Pernille Skov, CAKI

Hvad forstår du ved kunstnerisk bæredygtighed?

Jeg forstår det egentligt som at man i sit virke laver noget, der hænger sammen. Hvis jeg prøver at have blik på mig selv: Jeg er producent og stifter et produktionsselskab, som laver en bestemt type film og det skal være bæredygtigt for mig, jeg skal kunne producere den type af film, jeg gerne vil producere og kunne betale min husleje. Altså sådan lidt forenklet sagt. Der er jo et eller andet, hvis man kigger på større produktionsselskaber, så er der nogle, der kan have et mere kommercielt sigte og nogle, der kan have et mere kunstnerisk sigte. Der må være nogle forskelle i måden man opererer på i sin virksomhed alt efter, om man er det ene eller det andet. Jeg kan jo ikke producere en type af film, som jeg ved sælger tusind billetter og så have en forventning om, at de skal sælge fem hundrede tusind biletter. Og på den måde er jeg nødt til at indrette mig på en måde, hvor jeg ikke går fallit, fordi jeg fortæller mig selv ” ja, den skal nok kunne sælge fem hundrede tusind billetter” selvom jeg godt ved, at den sælger tusind biletter. Altså, det tænker jeg for mig i hvert fald er en eller anden form for kerne i kunstnerisk bæredygtighed. At vi by the of the day kan udkomme med det kunstneriske produkt, som vi gerne vil udkomme med.

Hvad forstår du så ved kunstnerisk entreprenørskab?

Jeg tænker, at det egentlig handler om at skabe kunstnerisk værdi for andre. Helt enkelt sagt. Det er jo det, vi arbejder med. Jeg kan lave en film, som omhandler mit forhold til min far og som aldrig nogensinde bliver relevant for andre, men vi arbejder med det i en kunstnerisk entreprenøriel sammenhæng. Så jeg vil prøve at løfte det ud, skabe værdi og blive relevant og nødvendigt for andre end mig selv, gøre den relevant for omverdenen.

Og hvordan arbejder du med det i din undervisning? Hvordan kommer det til udtryk?

I forhold til det bæredygtige, der prøver vi at gribe ned i nogle af de mekanismer og værktøjer, vi har. Når jeg producerer en film, så udvikler jeg den, og så laver jeg en finansieringsplan. Så finder jeg ud af, hvor meget filmen koster at producere, hvordan jeg skal finansiere den, hvilke parter er inde over filmen og på hvilke vilkår. Så laver vi en tilbagebetalingsplan, som jo også er et meget konkret værktøj i forhold til, hvordan tilbagebetaler vi de investorer, der er, og hvad ryger så ind til mig som producent i sidste ende. Der kan du jo pille ved typen af finansieringsparter og størrelsen af budget. Og det har selvfølgelig indflydelse på, hvad der tilfalder dig i sidste ende som producent. Det er nogle af de værktøjer, som vi underviser i, og hvor vi prøver at anskueliggøre, hvordan du tjener penge som producent på forskellig typer af film.

Så arbejder vi også i stigende grad med et omverdensperspektiv der handler om, hvordan vi indgår med vores film i en omverden. Socialt entreprenørskab, kulturelt entreprenørskab – vi prøver at bevidstgøre, hvad vi egentlig har af mål for det vi laver. Vil vi gerne sætte en politisk dagsorden? Vil vi skabe social forandring? Vil vi tjene penge? Det jo nogle af de mål, man kan formulere, og det arbejder vi med en bevidstgørelse af.

Kan du uddybe, hvordan denne bevidstgørelse foregår? Er det skriftligt eller er det gennem samtale – hvad sker der helt konkret i undervisningen?

Vi har for eksempel en øvelse i sjette semester, hvor de studerende bliver bedt om at udvikle en idé til et spillefilmsprojekt, og hvor de også skal redegøre for udgivelsesperspektivet. Her har vi inviteret forskellige gæstelærere ind i undervisningen. Det kunne være en kurator, det kan være en teaterinstruktør og det kan være fra forskellige brancher, men som alle sammen kan præsentere, hvordan de arbejder kunstnerisk, og hvordan de arbejder med enten kulturelt eller socialt entreprenørskab, eller gerne vil tjene nogle penge. Og så beder vi de studerende redegøre for deres udgivelse, deres tanker om udgivelsesperspektiv, og hvad de kan forstille sig af partnerskaber på et givent filmprojekt. For at pege dem i en retning af at tage stilling til, hvordan de ønsker at udkomme med deres arbejde. Som jo kan være alt fra spændingsfeltet mellem fuldkommen traditionel biografdistribution til streaming platforme, til at udkomme på museer osv.

Så er vi også i gang med at udvikle et fagudviklingsforløb konkret ned i entreprenørskab sammen med produktionsselskabet Made By Us. Det kan Jonas Frederiksen, der også står for produceruddannelsen, fortælle mere om.

Ja, det bliver spændende at se, hvordan fagfeltet kommer til at udfolde sig på Filmskolen.

Er der andre undervisere på Filmskolen som du synes, du kan pege på som nogen, der beskæftiger sig med kunstnerisk bæredygtighed eller kunstnerisk entreprenørskab.

Jeg oplever, at alle underviserne på Filmskolen har et blik for entreprenørskab, og at vi er i en proces med at udvikle det som fag på Filmskolen – både som fælles fag men også inden for de enkelte linjer.

Sådan generelt på Filmskolen, hvordan taler man om entreprenørskab og kunstnerisk bæredygtighed? Er der et sprog for det?

Det begynder at udvikle sig, men stadigvæk fra et tidligt stadie synes jeg. Entreprenørskab bliver meget nemt noget, som er lig med virksomhedsetablering. Det bliver meget hurtigt opfattet sådan. Det har Jonas og jeg en løbende dialog omkring. Ordet entreprenørskab – skal vi tage fat ordet og holde fast i det som ord og så brede det ud, eller skal vi prøve at finde nogle andre ord for det som er det samme, men som måske resonerer mere i en filmbranche? Det er nogle af de overvejelser og diskussioner, vi har. Jeg har en oplevelse af, at det lige nu drejer i én retning, hvor jeg selv forstår det i alle mulige retninger. Vi havde en interessant diskussion om research og vigtigheden af research, både Filmskolen og en branchen imellem. Altså det her med at vi uddanner også i at researche på de enkelte film, og vi havde en diskussion, der handlede om, at det måske også peger ind i omverdensperspektivet. Altså, hvorfor er det vi skal lave research? Det er jo også for at brede det ud og gøre det relevant for andre at se. Vi forholder os gennem research til verden omkring os og går i dialog med verden omkring os. Og på den måde synes jeg jo også research på sin vis peger ind under den entreprenørielle, hvis man forstår det bredere end det rent virksomhedsetablerende.

Hvordan oplever du så den måde, man på skolen understøtter de studerendes entreprenørskab? Hvordan taler man som underviser med de studerende om det, og er det noget, der er plads til i undervisningen, eller vil det være noget, der ligger udenfor undervisningen? F.eks. når de studerende selv tager initiativ til at lave projekter eller gøre noget selv på en anden måde, end hvad der er tradition for.

Altså det oplever jeg er noget, som vi i lang højere grad er i gang med at indarbejde i undervisningen. Før hen lå der for eksempel på afgangsfilm nogle aftaler om, hvordan afgangsfilmene skulle udkomme. Typisk en visning i juni på Filmskolen, og så lå der en aftale med DR om, at de seks afgangsfilm blev vist en sen aften på DR K. Og i de aftaler var jo typisk noget eksklusivitet, så det var vanskeligt at gøre så meget andet med filmene. Og der oplever jeg, at vi på Filmskolen er i en bevægelse, hvor vi gerne vil bevæge os ud af de låste systemer og egentlig lægge det mere over til de studerende, hvordan de gerne vil udkomme med deres film og egentlig gøre dem mere frie til også at dyrke det som en del af undervisningen. Her har vi så i undervisningen en dialog, hvor vi beder dem komme med en distributions- og lanceringsplan for filmen. Så jeg oplever, at skolen er i gang med at frigøre sig fra de regler og aftaler, sådan at man rent faktisk kan lægge det ned til de studerende at lave planerne og få dem kvalificeret undervejs. Vi kan sige til dem, at de selv har nogle handlemuligheder for, hvordan de gerne vil udkomme, og netop kunne formulere sig om, hvad det er, der er vigtigt. Er det vigtigt for jer at kunne sælge filmen, så den genererer noget økonomi? Er det vigtigt for jer at få mange visninger på Youtube og få et stort outreach, eller er det vigtigt for jer at vise jeres film i samarbejde med Psykiatrifonden og gøre en forskel for nogle mennesker, der har nogle særlige problemstillinger? Er det vigtigt for jer at kunne skabe politisk forandring og indgå i en politisk diskussion omkring et eller andet emnefelt? Det er jo netop noget, de kan arbejde med i både distributions- og lanceringsplan. Det er vi i hvert fald begyndt at gøre tidligere, og det er jo også en bevægelse, fordi man som skole skal finde ud af, hvordan man placerer sig i det.

Vi har også fået forretningsplanen ind i undervisningen, og det er i den grad også noget nyt. Der er jo nogle dynamikker i filmproduktion i Danmark, som kan være vanskelige for andre brancher at forstå, især hvis man f.eks. producerer art house film, hvor selskaberne i langt højere grad lever af produktionen af filmene end af det efterfølgende salg. Og det kan man jo stadig godt lave en forretningsplan på baggrund af. Men det bliver vanskeligt at forklare, hvis man er begrænset til at tale ind i et sprog om salg og indtægter, fordi økonomien baserer sig på andre indtægtsstrømme. Og det er det, vi nu prøver at gøre på Filmskolen: at få forretningsplanen ind, sådan at vi begynder at få et greb omkring, hvordan vi arbejder med de her værktøjer, så man ikke kun udadtil – f.eks. i dialogen med banken – men også indadtil får en forståelse for sit virke og netop den kunstneriske bæredygtighed. Og det er jo ikke kun en bevægelse på Filmskolen. Det er jo også nogle samfundsmæssige ting og en branche, der rykker sig.

Hvis man skal udvikle vores fælles forståelse af kunstnerisk bæredygtighed og entreprenørskab på uddannelserne, hvilke tiltag vil du så foreslå, der skulle gøres? Hvad skulle der til for at skolen i sin organisationsform forstår det, som vi to lige har siddet og talt om?

Entreprenørskab som fagfelt skal jo plante sig ud til underviserne og lærerne i en bredere forståelse. Og når du nævner infrastruktur – der er et eller andet omkring, hvor er det man mødes? På et tidspunkt nævnte du også ’det usynlige entreprenørskab’. Jeg har jo oplevet nogle studerende fra andre linjer kommer til mig med deres egne projekter – f.eks. en øvelse på skolen, de har taget videre og udviklet til en film – og så spørger de mig, om jeg har tid og lyst til at se den og have en dialog med dem om, hvordan de kan udgive den. Så kan jeg pege dem i en retning og/eller hjælpe dem og sætte dem i kontakt med nogle relevante aftagere, og så ruller boldene jo allerede derfra. Så kan det være der kommer noget ud af det eller måske ikke, men det er så allerede nogle første skridt. Sådan noget vokser jo ud af, at man har en daglig omgang med hinanden, hvor man taler sammen om det, vi render rundt om beskæftiger os med. Det var i den sammenhæng, at jeg snakkede med Kristine (Ploug, red) om vigtigheden af f.eks. at have et kantineområde eller et caféområde. Et sted hvor man rent faktisk kan sidde og være fysisk tilgængelig, og hvor det er nemt at snakke med hinanden. Jeg ved ikke, om det forholder sig sådan, men jeg kan have en idé om, at det er sværere både som studerende og som lære, hvis man skal gå på tværs af skolen for at banke på en lukket dør for lige at spørge om et eller andet. Hvis man nu sidder et sted og drikker en kop kaffe og sidder og snakker om alt muligt af det, vi beskæftiger os med, så er det måske nemmere at komme hen til og snakke om noget, og dermed få aktiveret nogle af de mekanismer og dynamikker. Det har jo at gøre med helt banal fysisk infrastruktur: Er der steder og områder, hvor vi fysisk kan sidde sammen, som ikke er undervisningslokaler og som ikke er direkte undervisning, men som bliver afledte affekter af, at man rent faktisk bare sidder sammen. I dag, selv om det er blevet meget bedre end tidligere, så er det jo ikke fordi der er et spirende miljø af folk der hænger ud, hører musik og taler om kunst og verden på Holmen efter kl.16. Det synes jeg er ret vildt at tænke på. Og vi har jo snakket om det i hvert fald i ti år.

Det er faktisk én af vores udviklingsprojekter for 2021: at vi kan få et sted, hvor vi kan have et inkubationsmiljø fro de studerende, hvor de har mulighed for at mødes på tværs. Et sted, hvor man har sådan en ”open mic” kultur, hvor man kan vise en film eller spille et eller andet, så kunne man få umiddelbart feedback og en samtale om projektet.

Det vil jo også være et spændende sted for lærerne at komme. Der skal ikke mere til end at du siger det her, før jeg tænker: Hold da op, det kunne da være det fedeste for mig, når vi sidder og klipper en spillefilm. Prøv at forestil dig, at jeg sidder i mit eget selskab og er i gang med at udvikle eller klippe en spillefilm, og så tænker man, at det kunne være interessant lige at få en fornemmelse. Så smutter man over til inkubationsmiljøet for at få nogle tanker omkring det. Det kunne være sindssygt sjovt – at der er et forum, hvor det ikke er totalt tilfældige mennesker eller at man skal til at sammensætte nogen mennesker, der har nogle kvalifikationer, for at det kan være på et bestemt niveau. Her er der nogle mennesker, der beskæftiger sig inden for de kunstneriske arbejdsområder, inden for forskellige fagligheder og retninger, og de kunne være interessante at have en dialog med. Det ville være så spændende, og alle vil kunne lære noget af det.

Det er sjovt, for jeg kan mærke, at når du siger ’inkubationsmiljø’, så reagerer jeg sådan lidt modvilligt på ordet. Og det er jo også fordi jeg selv ved, hvordan jeg bliver mødt bare med ordet ’entreprenørskab’. Andre steder i verden, f.eks. på en filmfestival i Mexico, hvor jeg havde en film med, spurgte de, om jeg kunne deltage som en form for mentor for de yngre talenter i Mexico, og det program kaldte de for inkubator. Og der er andre festivaler, der også har inkubatorer, og det er bare meget sjovt, at så snart du siger det i vores isolerede sammenhæng herhjemme, så reagerer jeg en smule tilbageholdende på ordet. Men internationalt eksisterer det allerede i alle mulige sammenhænge. Hvorfor er det, at det er sådan? Der er vi lidt tilbage i vores sprogliggørelse. Måske er der noget i vigtigheden af at holde fast i de der begreber. Hvis vi bliver ved med at bruge andre ord om, så forbliver ordet ’entreprenørskab’ også bare noget med virksomhedsetablering. Jeg oplever også selv, at jeg er i en eller anden form for udvikling i min sprogliggørelse. Det, at jeg bliver mere formuleret omkring det, det gør jo også, at jeg kan arbejde mere strategisk med det. Hvordan snakker vi om de her ting? Hvordan forstår jeg de her ting?