ENTRE CASE

Ask Kæreby, underviser på Det Jyske Musikkonservatorium

Interviewet af Pernille Skov, 3. maj 2021

Inden vi starter med ENTRE-spørgsmålene, vil du så fortælle lidt om Inkubator, som du deltog i, da vi første gang mødte hinanden.

Ja, det er jo ti år siden nu. Hvis jeg husker rigtigt, så var det et samarbejde mellem CAKI, CSE Lab (Copenhagen Business School) og Republikken. Jeg synes det var et klasseeksempel på et utroligt godt forløb omkring entreprenørskab – ikke mindst fordi det var så grundigt. Jeg fik både nogle konkrete værktøjer og en forståelse for, hvad en udenforstående har brug for. Altså hvordan er det vi formidler vores tanker til personer, der ikke har samme faglige ståsted som os selv. Hvordan oversætter vi noget kunstnerisk, en oplevelse, til noget, som andre mennesker kan relatere til? Hvornår er det, budgettet skal på bordet, og var det i øvrigt ikke også praktisk at have en pressetekst?

Jeg fik en masse viden og kunnen ud af Inkubator-forløbet. Koder, hvor hvis man ikke kender dem, så kan man stå udenfor med de helt rigtige idéer, fordi man ikke har den rigtige nøgle til de her små porte. Jeg synes også, der var en utrolig god holdånd, og det var nogle meget seriøse mennesker. Der var en klar overvægt af visuelle fagligheder, og derfor var det ikke 100 procent tilpasset musikbranchen, men ikke desto mindre vil jeg sige, at da jeg efterfølgende var igennem et andet entreprenørskabsprogram specifikt målrettet musikbranchen, var det ikke nogen aha-oplevelse. Så jeg synes virkelig det er positivt, at I tænker at køre en runde to af Inkubator.

Mange tak for at dele din oplevelse. Og hvor på kunstskolerne befinder du dig så i dag?

Jeg underviserer på Det Jyske Musikkonservatorium, og det har jeg gjort i fem år nu. Primært i Aalborg, hvor der er en linje for elektronisk lyd og musik. Jeg underviser i fag som Programmering, Akustik & signalbehandling og et projektforløb, som hedder Interaktion. Jeg underviserer også i Lydteknik, og jeg har nogle såkaldte flexfag med Mix & Mastering.

Nu til ENTRE-spørgsmålene, som jo er det, denne case-samling dybest set handler om: I forlængelse af din underviserrolle på en kunstskole, hvad forstår du så ved kunstnerisk bæredygtighed?

Set fra den stol jeg sidder på, så er der, hvad jeg ville kalde et dobbelt institutionelt ansvar: at der både er ansvar overfor dem, man optager på uddannelserne, og overfor ansøgerfeltet, hvor det handler om, hvordan man sikrer, at alle kvalificerede har en fair chance. Retfærdighed er et stort ord, men i hvert fald skal vi have øje for, at der ikke er for mange ting, som kan opleves uretfærdige. Det ser jeg som en del af bæredygtigheden for institutionen i relation til det omgivende samfund.

Med hensyn til de studerende, kan man kan sige, at bæredygtighed dels handler om en udvidet form for musikersundhed, det fysiske og psykiske helbred i ens personlige arbejdsforhold. Vi er en uddannelse, som i lighed med de andre kunstskoler søger at uddanne til det højeste kunstneriske niveau. Så at stoppe op og mærke – ’hvordan går det egentligt? Kan jeg følge med, eller kan jeg gøre det på en anden måde?’ – det kan godt blive fortrængt af den her drift og stræben efter mere viden og bedre kunst. Og der er jo også et økonomisk spørgsmål i det. Det skulle nødigt være sådan, at det bliver en lang ørkenvandring, hvor man hverken kan leve eller dø af det man gør i sit professionelle virke, i en længsel efter at få indfriet forventningerne, sat tingene i spil og få kunst ud i verden. Der er jo en meget reel fare for at miste bæredygtigheden, hvis man ikke holder tungen lige i munden hele tiden.

Hvordan ser du det i relation til kunstneriske entreprenørskab? Hvordan forstår du det begreb?

Jeg tænker, at det er en forståelse af, at kunstneren også er en opsøgende aktør. At man har påtaget sig – eller at man i hvert fald er bevidst om – roller som formidler, producent og promoter. Ting, som man ikke kan sige har direkte at gøre med produktionen eller udviklingen af kunsten, men som handler om forskellige former for støttefunktioner og distribution. Det peger måske også tilbage til det, vi talte om med inkubator-forløbet: hvordan får vi det her pakket ind, så andre mennesker kan forholde sig til det, folk som befinder udenfor et kunstnerisk fagområde?

Kan du sætte nogle ord på, hvordan bæredygtighed og entreprenørskab kommer til udtryk i din undervisning?

Jeg synes, at det er et etisk spørgsmål, at man som underviser forsøger så at sige at løfte sløret for, hvilke realiteter man kan se frem til, hvad er vilkårene for mange kunstnere? At man ikke bare forsøger at opretholde et markedsføringsimage, som kan være ganske glamourøst, men at man også er ærlig omkring, hvordan det faktisk foregår. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi kan tale om udfordringer og begrænsninger, også personlige. Ikke at undervisningen skal få karakter af en støttegruppe, men det skal heller ikke være et tabu at tale om boligsituation, livskrise og barsel. Vi skal ikke fortrænge det faglige, men vi skal skabe mulighed for at rumme de personlige omstændigheder.

Hvordan kan man få plads i undervisningen til, at man kan have den her samtale?

Man er nødt til på en eller anden måde at sætte tid af til det – ikke at man lige kan plotte ind: nu er vi personlige fra 13:30 til 14:15. Først og fremmest det at møde de studerende med åbenhed, nysgerrighed og være ærlig omkring den balancegang, der foregår i ens eget kunstneriske virke, det tror jeg er indgangen til den samtale. Det kan være indgangen til et tillidsfuldt rum, der er nødvendigt, hvis man skal dele en personlig fortælling om ens arbejdsliv. Og det skal jo gå begge veje.

Har du et indtryk af, at man overordnet taler om de her ting på konservatoriet? I forlængelse af det, hvordan er samtalen så? Er der et sprog for det, og er det noget, som de studerende kan tale om, er det noget man kan tale om med sine kollegaer? Hvad for et overordnet billede oplever du, der eksisterer?

Entreprenørskab synes jeg fylder ganske meget, både på skemaet og i kraft af den vægt, det bliver tillagt på Det Jyske Musikkonservatorium. Jeg oplever dog stadig, at der hos nogle studerende er en meget traditionel opfattelse af et arbejdsmarked med en arbejdsgiver og en lønmodtager. Med hensyn til de prekære vilkår, som præger en kunstners arbejdsliv, så er det som om kendskabet ikke rigtigt er nået ud til alle studerende – på trods af coronakrisen. Jeg kunne også godt ønske mig, at man var mere opmærksom på den fare, der er for en udhuling af kunsten. Det synes jeg følger af den lidt købmandsagtige, nyttebaserede tilgang til kunsten, som man ser fra især politisk hold i det seneste årti eller to. Jeg tror, at bæredygtighed fylder rigtigt meget på det personlige såvel som det økonomiske plan, også for mange undervisere, og at det også præger både timerne, snakken på gangen og de mere formelle møder mellem undervisere og ledelsen. Jeg er desuden med i ‘Udvalget for Mangfoldighed og Ligestilling’ på konservatoriet, hvor bærerdygtighed også er noget som bliver debatteret, primært på institutionelt og socialt plan.

Hvor synes du man kunne placere og understøtte en samtale om kunstnerisk bæredygtighed henne? Synes du, at det er hensigtsmæssigt, at den ligger inde i den kunstfaglige undervisning eller er det noget, som skal være ved siden af?

Det er både-og. Der er rigtig mange individuelle løsninger, og det er derfor nok mere nærliggende, at det er noget som den enkelte underviser tænker rundt om og medtager. Men jeg tror også, at det kan være en god idé, at man har noget tid, hvor man sætter kunsten på pause og har fokus på bæredygtighed. Jeg tror, at man der kan udbygge sproget og give det et større perspektiv. Vi har jo i forvejen entreprenørskabsundervisning, og det kan man også udbygge mod det felt. Det er noget af det, som vi forsøger at påvirke i ‘Udvalget for Mangfoldighed og Ligestilling’. At tale med undervisere i entreprenørskab om for eksempel: Har I egentligt tænkt over kønsbalancen i de eksempler, I kommer med?

Hvad er din vurdering af, hvad det betyder for uddannelserne, at entreprenørskab er en integreret del af uddannelserne, også i forhold til bæredygtighedsperspektivet? Du er velkommen udtale dig bredt. Du har jo studeret både på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Det Rytmiske Musikkonservatorium, og nu underviser du på Det Jyske Musikkonservatorium.

Hvis vi nu tager Elektronisk lyd og musik, som ‪er den nyeste af de elektroniske uddannelser ved landets konservatorier, her synes jeg at entreprenørskab kan siges at gennemsyre hele uddannelsen. Der er mange projektforløb, kurser der binder an til beslægtede fagområder og et generelt drive mod at få musikken realiseret og ud i verden ved egen kraft. Jeg synes klart, at der er sket en prægning sammenholdt med min egen studietid, og det tror jeg også er en nødvendighed. Jeg tror, at mange af de her mellemmænd, i mangel af et bedre ord, er trådt i baggrunden for langt de fleste musikere, og hvis ikke de er, så er der ikke penge til kunstnerne. Så enten bliver du opslugt af alle dem, som skal hjælpe dig, ellers kommer du til at skulle gøre mange ting selv.

Hvis du gerne vil have en økonomi ud af det?

Ja. Jeg oplever ikke bæredygtigheden er ligeså formaliseret, og nok i højere grad baseret på den enkeltes tilgang, men det afspejler jo en virkelighed, hvor individuelt tilpassede løsninger er et bærende element. Man kan også sige, at det er med til at legitimere uddannelserne på forskellig vis, at eksempelvis en potentiel studerende kan se, at der kan være et liv på den anden side af uddannelsen, uden at det kræver en arv eller en familieformue for at kunne forsørge sig selv. Der er jo også et stigende pres på uddannelserne for at levere kandidater til et arbejdsmarked. Der synes jeg, at debatten ikke rigtigt er fulgt med i Danmark, og det stadigvæk er den meget traditionelle tankegang, som dominerer. Danmark er så utroligt organiseret, for lønmodtagere og arbejdsgivere er der totalt styr på det, fra jura til interesseorganisationer. Man har bare ikke rigtigt været opmærksom på, at der er nogle, som sætter sig selv mellem to stole eller som gør mere end det. Nu er der det her nyopfundne ord at være ‘kombinatør’, som man måske hører om for første gang i en corona-hjælpepakke – det er altså realiteten for en stigende grad af det arbejdsduelige Danmark, som man bare ikke rigtigt har set, eller har ville se. Så jeg tror, at der stadig mangler et stykke vej endnu. Selvfølgelig er en uddannelse jo i en eller anden grad en respons på virkeligheden, så man vil altid være lidt bagud, men jeg synes, at der er vi lidt længere bagud end på andre punkter.

Tænker du, at vi kan bruge entreprenørskab til at komme lidt bedre ind i fremtiden?

Jeg tror, at der er en forforståelse af, hvad virksomheder er, og hvad et arbejdsliv er, som vi er oppe imod. Jeg tror også at det, at vi inden for musikbranchen er rigtig glade for at fortælle historier og legender er en udfordring. Det er meget almindeligt, at man fremhæver de klassiske succeshistorier, og det er lige meget om de er fra 1930’erne, 80’erne eller 90’erne. I realiteten er der mange af dem, som ikke længere er gangbare, da markedet ikke ser sådan ud i dag, men de bliver stadig brugt som et pejlemærke, at det er dér, vi skal hen. Det bliver noget mytisk, også den her idé om succes og hvordan man opnår den. Det er egentlig lidt farligt synes jeg, med de her mennesker, som har opnået en meget høj status i kraft af kunstnerisk og kommerciel succes, som fortæller deres historie, da det er den de kender bedst, og det bliver taget for gode varer. Det er ikke fordi, at jeg tror at de nødvendigvis pynter specielt meget på deres egen forhistorie, men man glemmer at det er en fortid.

Kunne man så med fordel genoptage den her samtale om, hvad succeskriterier er og kan være i det kunstneriske virke og i den kunstneriske praksis?

Det kunne man. I hvert fald er det vigtigt at være opmærksom på, at vejen derhen ikke er særlig veldefineret, og at den vej, som er der, når man bliver optaget, måske ikke længere er der, når man er færdiguddannet. Det var også min oplevelse omkring det iværksætterforløb for musikbranchen, at dem som blev fremhævet typisk havde gjort en enkelt ting lidt anderledes end de fleste, og det havde ligesom været nok, men det synes jeg egentligt ikke var noget, som pegede særligt meget fremad. Derimod synes jeg, at hvis vi kigger på Inkubator-forløbet, så var der mange af de idéer, som var grundlæggende anderledes end hvad man typisk kan forestille sig, og derfor var der større inspiration at hente i dem.