DIGITALE KUNSTNERSKABER

Hvad er digital kunst i dag, og hvordan kan man arbejde med digitale dimensioner i sit kunstnerskab?

Facilitatorer: Majken Overgaard & Rune Brink Hansen. Workshop will be held in English. 


En workshop der tilbyder dig viden om, hvad digital kunst er i dag, og hvordan du kan udvikle dit kunstnerskab i digitale formater, koble det til indtjening i dit kunstneriske virke og blive bedre til at formidle dit kunstneriske arbejde digitalt.

Workshoppen er udviklet i et samarbejde mellem Korridor, CAKI og Vega for at introducere de særlige udfordringer og muligheder, der ligger i at udvikle en kunstnerisk digital praksis, identitet og strategi.

Baggrund

Dette er første gang, workshoppen afholdes. Den betragtes som et pilotprojekt, hvor vi afprøver, hvorvidt format og indhold er aktuelt for studerende og kan blive et tilbagevendende tilbud. Derfor er workshoppen i første omgang kun for et lille antal studerende.

De studerende vil så vidt muligt blive inviteret til at deltage på baggrund af en praksis, hvor vi i dialog med skolens undervisere har vurderet, at den studerende umiddelbart kan have glæde at få sat digitale perspektiver på den kunstneriske praksis og virksomhed.

Der er begrænsede pladser på workshoppen, hvor CAKI kan disponere over 10 pladser i hhv. København og Aarhus. De øvrige 15 pladser udbydes til salg i de professionelle miljøer via spillestedet Vega. Derfor er det ikke alle studerende, for hvem det vil være relevant at deltage, der kan blive inviteret til at være med i pilotforløbet.

Vi beklager på forhånd, hvis alle, der gerne vil være med til at teste forløbet, ikke er blevet spurgt. Sådan må det være i denne omgang. Hvis det viser sig, at forløbet i format og indhold er meningsfuldt for studerende, vil det være en målsætning, at workshoppen tilbydes igen i nærmeste fremtid.

Forløbet er udviklet med støtte fra Tuborgfondet.

PROGRAM


Kl. 10.00 -11.30. Introduktion og oplæg ved Majken Overgaard og Rune Brink Hansen

Majken Overgaard og Rune Brink Hansen fra Korridor fortæller om konteksten for workshoppen og beretter om egne praksisser og erfaringer med digitale kunstnerskaber

Vi gennemgår de forretningsmodeller, der har præget web1 og web2, og vi ser på web3 – den version af internettet, som vi står på tærsklen lige nu – og forholder det til mulige dimensioner i kunstneriske praksisser.

Det belyser vi med en afsøgning af de muligheder, der er for at udvikle digitale kunstnerskaber. Her tager vi udgangspunkt i AI og sætter det relation til nye forretningsmodeller med afsæt i decentral distribution og sociale medier.

Kl. 12.00 -13.00  Frokost og fælles samtale

Vi spiser sammen og taler om, hvem vi er som kunstnere, og hvordan forskellige analoge praksisser kan oversættes eller forbindes til digital praksis.

 

Kl. 13.00 -14.00  Oplæg med Michail Stangl aka Opium Hum

Vi får besøg af Michail Stangl aka Opium Hum, som deler sin praksis og erfaringer med et digitalt musikerskab. Vi vil også inddrage eksempler fra andre musikere og kunstnere.

 

Kl. 14.00-15.30  Workshop: Fokus på egen praksis

Vi kommer de enkelte kunstnerskaber nærmere og undersøger muligheder for digitale og hybride formater som måder at udkomme med en kunstnerisk praksis.

Konkret vil du få perspektiver på, hvordan du kan udvikle en del af dit musikerskab/kunstnerskab i digitale formater, og forbinde dette til forretningsmodeller og formidlingsstrategier i dit kunstneriske virke.

Sammen fokuserer vi på, hvad der kendetegner din/jeres praksis samt hvilke muligheder, du/I har for at udvikle en digital dimension i dit virke. Vi ser på, hvordan den digitale dimension kan kobles til en digital tilstedeværelse som en del af forretningsmodellen for den kunstneriske virksomhed.

Vi er interesserede i at skabe en forbindelse mellem den fysiske og digitale verden, undersøge mulighederne for digitalt nærvær samt at forlænge levetiden for forskellige typer af kunstneriske produktioner.

 

Kl. 15.30-16.00  Opsamling


 

WORKSHOPFACILITATORER

 Rune Brink Hansen / Korridor

Tidligere med-stifter af Dark Matters har i en årrække arbejdet med danske og udenlandske musikere omkring visualisering af musik både live og via musikvideoer. Senere hos Yoke Aps med rumlig formidling og udstillingsdesign for danske og udenlandske museer.

Siden 2021 har Rune arbejdet som lys – og digital kunstner, blandt andet med projektet Spøgelsesmaskinen som udforsker minderne om vores fælles teknologiske arv. Derudover arbejder Rune sammen med Majken i Korridor omkring formidling af digital kunst.

 Majken Overgaard / Korridor

Majken Overgaard (hun/hende) skaber som kurator interdisciplinære samarbejder i krydsfeltet mellem kunst og teknologi. Senest har hun i samarbejde med Rune Brink og Christian Villum grundlagt kollektivet Korridor, der er dedikeret til at udforske muligheder inden for digital kunst online. Ud over sin rolle som kurator er Overgaard en dedikeret underviser og har arbejdet på både IT-Universitetet i København samt Københavns Universitet samt som tidligere leder for Catch – Center for Kunst, Teknologi og Design, hvor hun havde fokus på at skabe strategiske partnerskaber på tværs af videregående uddannelser og det kunstneriske miljø.

 

SPECIAL GUEST: Michail aka Opium Hum

Michail Stangl har i de sidste 15 år været progressiv aktør i den globale undergrundsmusikscene. Han var en af Boiler Rooms ledende kuratorer og er kurator for den årlige CTM Festival i Berlin, udover at være en internationalt turnerende DJ. Gennem sit arbejde med The Mint Fund, en non-profit organisation, der tilbyder et støttenetværk for digitale kunstnere, undersøger han nye modeller for agentur og empowerment for kreative fællesskaber gennem nye Web3-teknologier.

https://www.instagram.com/opium_hum/

https://opiumhum.blogspot.com/

 

 

TILMELDING

CAKI tilbyder 10 pladser til studerende i København og 10 pladser i Aarhus. Workshoppen kræver ellers betaling, og tilmelding sker via Vega.

Er du studerende på én af de syv kunstskoler, kan du tilmelde dig ved at sende en mail til pernille@caki.dk

Pladserne tildeles efter først-til-mølle princippet.

HVORNÅR

13. November 2023 kl. 10.00 –15.00 i København

eller

14. November 2023 kl. 10.00 –15.00 i Aarhus

HVOR

Vega, København

Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus

HVEM

Kurset er åbent for alle studerende med interesse for at udvikle et digitalt element i kunstnerskabet.

KONTAKT

For mere information kontakt Pernille Skov fra CAKI pr. e-mail eller tel. 27 37 75 67.

SPROG

The course will be held in English