NY RAPPORT OM INSTITUTIONSINTERNE FORHOLD PÅ DET DANSK KGL. KUNSTAKADEMI
Kulturministeren har oversendt en ekstern rapport om de interne forhold på Kunstakademiet til Folketinget. Rapporten konkluderer, at der har manglet en synlig og handlekraftig ledelse, som har kunnet tage ansvar for håndteringen af bl.a. identitetspolitiske episoder. Kulturminister Joy Mogensen siger: ”Den eksterne rapport har afdækket ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer på Kunstakademiet og viser med al tydelighed, at der er behov for en ny start. Første skridt bliver ansættelsen af en ny rektor for Kunstakademiet. Jeg har allerede bedt et udvalg se på, hvordan vi kan styrke ledelseskraften på de kunstneriske uddannelser. Jeg ser frem til at få udvalgets anbefalinger til, hvordan vi får sammensat kompetente bestyrelser med et højt kunstnerisk niveau, der kan sikre faglig ledelse, medindflydelse til de studerende og styrke det kunstneriske håndværk.”
Læs rapporten her.