Model af: Camilla Overgaard

Interview med Camilla Overgaard om hendes projekt ’Meeting in Music’

Kan du kort beskrive dit projekt og konteksten du har realiseret det i?  

I mit projekt beskæftigede jeg mig med, hvordan sårbare mennesker kan styrke sig selv og hinanden ved at mødes i musik, og hvordan vi som musikprofessionelle kan faciltiere det møde. Deltagerne i projektet var voksne med flygtningebaggrund. Det har altid været vigtigt for mig at forsøge at skabe værdi for andre mennesker gennem mit musikerskab, og det er også motivationen bag projektet. Valget om at lave et projekt rettet mod voksne med flygtningebaggrund tog jeg, efter at jeg på en rejse til Belgien mødte to piger på min egen alder, der var flygtninge og havde været på flugt i over tre år. Dette møde gjorde et meget stort indtryk på mig og satte mig i gang med undersøge, om jeg kunne byde ind med noget, der kunne gavne mennesker med flygtningebaggrund i Danmark. En af de vigtigste erfaringer, jeg tager med mig fra mit projekt, er vigtigheden af at se og styrke de ressourcer, som deltagerne besidder samtidig med at tage de nødvendige hensyn til deres sårbarhed, men uden at gøre dem til ’ofre’. Det, tror jeg, i virkeligheden gælder i alt arbejde med sårbare mennesker og ikke kun i relation til mennesker med flygtningebaggrund. 

Hvor er projektet foregået og, hvordan er du gået til det? 

Jeg har lavet to projekter, som hver varede to måneder. Det ene var på et dansk asylcenter i samarbejde med Røde Kors og det andet var på et lokalcenter i samarbejde med en privat forening. Begge projekter havde voksne med flygtningebaggrund som målgruppe. Det interessante ved at lave projekterne to forskellige steder var, at jeg fik et indblik i den rejse gennem systemet, man er på som asylansøger og senere bosiddende med flygtningebaggrund i Danmark. Dette hjalp til at give mig en forståelse af den kontekst, jeg arbejdede i. Ved begge projekter kom jeg én gang om ugen for at lave musikalske aktiviteter. På asylcenteret foregik det i en gammel frisørsalon, uden musikinstrumenter. Det havde jeg bevidst valgt, for at alle følte, at de kunne deltage, da et musiklokale kan give et indtryk af, at man skal ’kunne noget’ for at være med. Derudover ønskede jeg også at gøre det muligt for deltagerne at genskabe aktiviteterne, når jeg ikke længere var der, og derfor brugte jeg kun hverdagsobjekter i aktiviteterne. På lokalcenteret var mit udgangspunkt det samme, men her stod de musikalske aktiviteter ikke alene. Jeg var til stede i tre timer, hvor vi både drak kaffe, lavede gymnastik og lavede musikalske aktiviteter, så her var konteksten meget anderledes end på asylcenteret. De to projekter var derfor meget forskellige, men grundidéen i dem begge var; at give ejerskab til dem, der var i rummet, at inkludere alle, der ønskede at deltage, og at fokusere på at danne sociale relationer og på at tydeliggøre og udvikle deltagernes ressourcer frem for udelukkende at gøre dem dygtigere til at spille eller synge. Målet var at mødes i musikken, og derfor fik mine projekter titlen ”Meeting in Music”. 

Hvad betyder det fysiske rum og hvordan udvælger man dette? 

Der er mange forskellige faktorer, der kan spille ind på valget af det fysiske rum. Det vigtige er at have en forforståelse af, hvad det er for en kontekst, man træder ind i. Asylcentret er et travlt sted, så derfor er det vigtigt at kunne stå på egne ben. Man skal kunne være meget omstillingsparat, for man ved aldrig, hvad man møder ind til. Det gælder også med hensyn til det fysiske rum, hvor aktiviteten foregår. Generelt er det vigtigt at have et tæt samarbejde med de andre professionelle, der er på stederne, så man ikke står alene, samt for at få andre øjne på det man gør. 

Det lægger op til begrebet kunstnerisk medborgerskab, der er et vigtigt fokus i dit projekt. Kan du uddybe det?  

For mig kan begrebet rumme mange forskellige betydninger. Et af de spørgsmål, jeg har stillet mig selv, er: Er det mig, der udøver kunstnerisk medborgerskab med mit projekt eller er det i virkeligheden kunstneriske medborgere, jeg prøver på at skabe? Jeg hælder selv hen mod det sidste. Jeg tror, at vi alle har gavn af at bruge og udvikle vores kreativitet, fordi det hjælper os til at se verden fra forskellige vinkler. For mig er det netop kernen af kreativitet, og når man arbejder i interkulturelle sammenhænge, er det måske dét, der skal til for, at vi kan rumme hinanden. Det er nok det, kunstnerisk medborgerskab er for mig: At man kan og vil bruge sin kreativitet til prøve at forstå et menneske, der ikke ligner en selv. 

Det handler altså om et fælles sprog? 

Jeg vil hellere kalde det et fællesrum end et fællessprog. Inden for musikbranchen taler vi ofte om musik som et universelt sprog, som alle kan forstå og dermed være en del af. Det er det ikke nødvendigvis. Jeg vil derfor gerne sætte fokus på at skabe et inkluderende musikalsk rum, hvor fokus er på at styrke mennesker og fællesskaber gennem musik. 

Hvad bidrager det til for dem og dig? 

Camilla: For mig har projekterne bidraget til en stor personlig udvikling, og jeg har gjort mig rigtig mange overvejelser undervejs. Det skyldes blandt andet, at jeg mener, at man har et stort moralsk og etisk ansvar, når man står overfor mennesker i en sårbar position. Samtidig er det også vigtigt, at man passer på sig selv, og at man ikke står med svære situationer alene. Det handler om at kende sine egne grænser både personligt og professionelt og være bevidst om sin egen kulturelle baggrund og normer. Vi ser alle verden gennem en kulturel linse, og den farver de valg, vi tager. Det gælder også musikalske valg. Det er vigtigt tage i betragtning, når man forsøger at facilitere interkulturelle møder i et musikalsk rum. Ejerskab er det bedste middel mod stereotyper, og det er samtidig det, der kan bidrage til at styrke mennesker. Til slut vil jeg understrege, at mine projekter ikke har haft et terapeutisk mål. Formålet har været at bidrage til at styrke deltagernes ressourcer og ikke at afhjælpe deres udfordringer eller behandle dem.