Foto: Lou Mouw

Hvad forstår du ved kunstnerisk bæredygtighed?

Der tænker jeg på to ting, som hænger meget sammen. Det handler både om, at en kunstner kan indrette sin produktion mere bæredygtigt ved at tage f.eks. toget, og på den måde tænke bæredygtighed i forhold til klimaproblemstillingen. Jeg ser det også som et spørgsmål om økonomisk bæredygtighed: hvordan man som professionel kunstner kan have et arbejdsliv, som hænger økonomisk sammen.

I forlængelse af det, hvad forstår du så ved kunstnerisk entreprenørskab?

Kunstnerisk entreprenørskab forstår jeg som en måde at strukturere sin praksis på. En måde der er effektiv, og som måske også implementerer et sprog, der er forståeligt for politikere og en målgruppe udenfor kunstfeltet. Jeg ser det også som en måde at følge med udviklingen. Ligesom med government management, hvor der er en struktureret tilgang til det at bedrive kunstnerisk virksomhed. At strukturere sin økonomi og sin tid bedst muligt for at undgå stress og have en stabil arbejdssituation.

Nu sagde du noget med at udvikle sit arbejdsmæssige sprogbrug – kan du knytte nogle flere ord på det?

Der er mange forskellige diskurser i et kunstteoretisk sprogbrug. Det er jo ofte sådan, at der i nogle cirkler er en modstand imod implementering af ’’business’’ terminologi. I og med det at være billedkunstner i manges tilfælde er at oprette en enkeltpersonsvirksomhed, eller på anden måde at organisere sig som en forretning, der skal have en indtægt, så mener jeg, at det er meget anvendeligt at trække på en terminologi, som nogle måske vil mene er neokapitalistisk. Der er jo også noget smart ved, når man har en effektivt fungerende virksomhed som kunstner. En terminologi omkring hvordan man organiserer sig i samarbejder, f.eks. i en forening, et anpartsselskab osv. De her mere strukturelle måder, hvorpå man kan organisere sig på som billedkunstnere.

I forhold til kunstnerisk bæredygtighed og kunstnerisk entreprenørskab og et kunstnercentrisk entreprenørskab – hvordan synes du opmærksomheden på akademiet er på det?

Jeg har rykket mig rigtig meget, siden jeg var studerende. Min holdning har også rykket sig meget. Min oplevelse da jeg var studerende var, at det var først hen mod slutningen af uddannelsen, at der egentlig kom et udslusningsforløb som var rettet mod, hvordan man strukturerer sit virke som professionel billedkunstnere. Det forløb kunne jeg måske have ønsket mig involverede nogen, som var lidt længere ude i feltet, især efter at have været ude og mærke, hvor stort et tomrum det er, man kommer ud til som færdiguddannet. Hvor meget man er nødt til at sætte sig ind i. Alle de ting omkring, hvordan man tjener penge på sit arbejde. Det er for mig vigtigt at få ændret på den mangel i uddannelsen, hvor man på Kunstakademiet i København ikke snakker så meget om, at man uddanner sig til et sort hul, og at der er nogle ting, man kan gøre for at imødegå det. Jeg tror også, at man på uddannelsen bliver nødt til at snakke om, hvordan man kan arbejde for, at den måde man forstår det billedkunstneriske felt i samfundet bliver ændret. Heldigvis er min oplevelse, at der bliver mere og mere opmærksomhed på det. At eleverne også skal tænke på kunst som noget, der er en del af samfundet. Der er en lydhørighed hos de studerende over det. Det er i hvert fald min oplevelse af det, når jeg underviser i det.

Hvordan synes du at det kommer til syne: i deres spørgsmål, interesser, projekter eller?

Det kommer egentlig meget fra mig, som siger ’skal vi sætte noget tid af til at snakke om portfolio, hvordan man skriver en ansøgning, hvordan man..?’ Sådan nogle meget hands-on ting, som er en del af at være kunstner, der ikke bare lever af at sælge malerier. Det, at det er noget som kommer fra mig, men at de griber bolden og er interesserede; ’ja det vil vi gerne bruge tid på’, ’fedt at få det åbnet lidt op’, og sådan noget med ’hvordan skal mit CV se ud som kunstnere?’

Hvad hed den workshop, som du henviser til her?

Den hedder det samme som mit ph.d.-projekt: NEW CONNECTIONS – QUEERING THE RADIO VOICE. Og den tog egentlig udgangspunkt i projektet, men vi havde fire dage sammen, så vi satte den ene dag af til at snakke om CV, portfolio, osv.

Hvorfor valgte du at tage det med ind i din workshop?

Det gjorde jeg simpelthen fordi jeg synes, at der er noget viden, som mangler at blive gjort tilgængelig for de studerende. I min opfattelse er der ikke en kultur i Købehavn for at tale om det. Den ene af de studerende på workshoppen var rykket fra Det Fynske Kunstakademi og fortalte, at noget af det første, der mødte den studerende Det Fynske, var: ’Ja, på den anden siden af uddannelsen er der den her udfordring med, hvordan man kommer til at arbejde med kunst fremadrettet. Og det er noget vi adresserer helt fra den første dag’. Hvorfor er det ikke noget man italesætter på akademiet i København? Det vil jeg så gerne være med til at italesætte og snakke om.

Hvordan synes du, at man på Kunstakademiet taler om et bæredygtigt arbejdsliv, hvis man ikke taler om entreprenørskab? Hvordan er det en del af samtalen på uddannelsen – hvis det overhovedet er det?

Det er det ikke. Jeg tror det kommer meget an på, hvem man er som elev. Jeg tror, at der er nogle, som meget tidligt er tjekket. Det kommer også an på, hvor man kommer fra inden man starter på akademiet. Hvad man har som indgang til hele kunstfeltet. Jeg tror, at fra institutionens side er der jo virkelig et højt niveau i undervisningen: det er en rigtig god uddannelse, men der var så lidt om det her. Når der kom en kunstner udefra, så snakkede de meget om deres værker. De præsenterer det kunstneriske indhold i deres projekter, men ikke hele strukturen udenom. Det bagved kulissen var der ikke rigtigt sat fokus på i de præsentationer, jeg har oplevet i løbet af de seks år. For mig var det også fint på det tidspunkt. Efterfølgende har jeg virkeligt tænkt, at det ville have været meget fedt at vide lidt om, hvordan man går ind på forskellige hjemmesider og f.eks. registrerer en virksomhed.

I forlængelse til det, jeg hører dig sige, lyder det som om, at en måde at understøtte samtalen kan være, at når der er gæsteoplæg med præsentationer af en kunstnerisk praksis, så kunne der også være en vinklen på det strukturelle og organisatoriske. Er der andet, som du tænker kan understøtte samtalen om kunstnerisk entreprenørskab og et bæredygtigt arbejdsliv som kunstner?

Simpelthen invitere billedkunstnere ind og snakke om det her, fordi det er dem som ved mest om, hvordan det er at navigere i det felt, som ikke er verdens nemmeste felt at navigere i. Det er helt forskelligt fra person til person, hvordan man får det her kludetæppe til at gå op. Bare det at høre nogen snakke lidt om; ’Så har jeg lavet det her projekt i den her kommune. Det er rigtigt spændende, og jeg fortæller om det. Jeg har finansieret det ved at søge i en kommunal fond’. At man får italesat, hvordan de her projekter er blevet til noget. Hvordan er de blevet finansieret. At der er en gennemsigtighed i det overfor de studerende. Jeg synes, at der er en eller anden facade, når man siger; ’Ja de her projekter er flotte, stor produktion og det hele’, men man siger ikke et ord om, hvor meget arbejde, der har ligget i at finansiere det, hvilke fonde der har bidraget osv. Jeg tror også der er en idé i på sigt at have nogen, der arbejdere som billedkunstnere, til at undervise i hele forretningsdelen af det også.

Synes du samtalen om det bæredygtig kunstnerliv hører hjemme i uddannelsen eller ved siden af uddannelsen?

Jeg synes det hører hjemme i uddannelsen. Der er rigtig mange som ikke synes det og som mener, at det er noget, man selv må finde ud af som billedkunstner. At det er noget, der skaber en uønsket professionalisering af uddannelsen. Det er en del af debatten om akademisering af uddannelsen, som bliver set som en ting, der ikke er hensigtsmæssigt og gavnlig. Eller i hvert fald bliver italesat sådan. For mig at se hænger de to ting lidt sammen.

Den her indædte modstand af, at man skal betragte billedkunst som et ’rigtigt’ erhverv. Forestillingen om at billedkunst er noget, som står ved siden af samfundet og trives bedst ved at være marginaliseret. Helt Van Gogh-agtigt. Jeg synes, at man i 2021 godt kan tænke kunstfeltet som en del af samfundet. Der eksisterer et spørgsmål om, hvorfor der i staten ikke er et analyseinstitut til at danne et overblik over økonomien i kunstfeltet, når der er et for sport. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor er der ikke det, og hvorfor hænger vi fast i sådan en forældet måde, hvorpå vi tænker kunst ind i vores samfund?

Når du siger kunst, så mener du billedkunst? Eller tænker du bredt film, musik og scenekunst også?

Jeg tænker jo egentlig ret bredt, også i forhold til etableringen af Center for Kunstens Viden og Udvikling, som netop samler de kunstfaglige uddannelser, ligesom CAKI også gør det. Selvfølgelig ved jeg mest om billedkunst, fordi jeg selv er uddannet derfra, men jeg har jo også en musikalsk og poetisk del af mit virke. Jeg var en del af forfatterscenen, inden jeg kom ind på akademiet i sin tid. Så jeg har en ret god forståelse af nogle af de andre fagområder i forhold til tværfaglighed.

Tror du man kan gøre noget, som kan understøtte og styrke den bevægelse på tværs af skolerne i arbejdet med kunstnercentrisk entreprenørskab?

Jeg kom til at tænke på, hvad det er som forstås ved kunstnercentrisk udviklingsarbejde. Altså det her med at have en forretningsmodel ligesom på Filmskolen (som både Jonas Frederiksen og Per Damgaard berører i de respektive ENTRE CASE-interviews, red.). Der er en produktion, hvor man ikke bare laver og sælger et produkt, der efterfølgende indgår i en budgettering. Hele aspektet med især den fundingbaserede økonomi spiller ind. Hvordan kan man generere nye måder at tænke ting på. Det forestiller jeg mig også er noget, vi som samfund vil have gavn af at satse på. Jeg synes ikke det er spor venstreorienteret. Jeg tænker, at kunstfeltet egentlig er sådan rimelig apolitisk og stadig enormt politisk på alle måder. Man kunne tænke, at der er en højrefløjs politisk liberal terminologi omkring kodificeringen af kunstværker. Det synes jeg ikke er helt rammende, og jeg synes, at det er fedt, når en maler går ud og sælger et billede enormt dyrt på et galleri Jeg synes ikke der går noget af kunstværket ved, at det er kommercialiseret. Jeg synes, at der er stor fordel ved at finde nogle måder, hvorpå man kan tale på tværs af disse tilgange om at producere en stor installation, eller en film eller hvad det kan være. Jeg tror også, at jo mere man snakker sammen på tværs af uddannelserne, desto mere vil der etableres sådan et sprog. Det forstiller jeg mig.

Hvad tror du det kan betyde for uddannelsen at have kunstneriske bæredygtighed/ kunstneriske entreprenørskab som en integreret del af uddannelsen?

Jeg synes, at man kan se det på f.eks. Filmskolen, hvor det er en mere naturlig del af deres tænkning. Til at producere en film skal man jo arbejde sammen som et team. Der skal ligesom en lille virksomhed til for at lave en film. Til at italesætte det hele så er der jo på Rytmisk Musikkonservatorium music management uddannelsen, hvor de har deres daglige gang i samme bygning som de andre studerende. Der er et møde imellem dem, som skal producere kunsten og dem, som skal lave den. På akademiet er der en mærkelige idé om, at vi skal have en kunstnerisk boble, hvor eleverne skal have seks år, hvor de ikke skal tænke på noget samfundsrelevant. Hvor de kan mingle med hinanden. I virkelighed er dem, man har brug for at mingle med på den anden side ude på universiteterne, i kuratorstillinger. Hele den her misforståede tanke om, at det er produktivt at have en seks år lang periode med autonomitet, den tror jeg bare ikke rigtig på. Jeg tror, at det er meget mere gavnligt at bygge bro mellem de forskellige aktører i feltet. At få oprettet en struktur internt i institutionen, hvor viden bliver gjort tilgængelig og udviklet til eleverne.

Jeg har på det sidste tænkt meget over, hvordan man kan bestræbe sig mod eller forsøge at indrette kulturfeltet (og undervisningen i dette) konjunktur-uafhængigt. Det, jeg mener entreprenørskab på de kunstneriske uddannelser blandt andet kan bidrage med, er en udjævning af det forhold, at de studerende færdiguddannes i forskellige økonomiske landskaber. Det er nok uundgåeligt, at højkonjunktur medfører en større efterspørgsel, også efter kunst, og at kunstfeltet/-markedet i en eller anden udstrækning er afhængigt af de fluktuerende samfundsøkonomiske konjunkturer. Men ved at ruste de studerende til at navigere i deres niche-felt, kan undervisning i kunstnercentreret innovation/entreprenørskab bidrage til, at de kunstnere, musikere, filmskabere etc. der færdiggør deres uddannelse i en lavkonjunktur, får bedre mulighed for at etablerer sig i feltet.

Har du andet, som du gerne vil nævne i sammenhængen mellem entreprenørskab og billedkunstuddannelsen?

Det er jo i virkeligheden en demokratisering at gøre den her viden tilgængelig for alle elever. Det er klart, at der er elever, som har overskuddet til at opsøge den viden selv, og hvis man ikke gør den viden tilgængelig for alle elever, så opstår der en eller anden hierarkisk forskel. Så er det jo bare sådan lidt en repetitiv bevægelse, hvor de elever, som har det overskud også typisk har større chancer for at komme til succes. Jeg synes, at det er rigtigt spændende og oprigtigt synes jeg, at det er vigtigt. Det er underligt, at der ligesom er modstand mod det indenfor feltet. Det er lidt i luften, at man skal snakke om mangfoldighed og inklusion. At det er en meget god idé at have sådan en basisformidling af undervisning om inklusion og mangfoldighed. Man kunne tidligt i undervisningsforløbet fortælle underviserne ’husk nu lige også at sige et par ord om entreprenørskab’.