ENTRE CASE

Josefine Opsahl, cellist, komponist, kunstner og tidligere studerende ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (kandidat) og Syddansk Musikkonservatorium (solist).

Interviewet af Christina Holm Dahl, juli 2021

Hvad forstår du ved kunstnerisk bæredygtighed?

Jeg forstår kunstnerisk bæredygtighed som en måde at leve og arbejde med sin kunst på, hvor man hele tiden sørger for at kultivere og stimulere sin kreativitet. Hvor der er et kunstnerisk liv og virke, hvor der er en eller anden form for opmærksomhed og balance på kvaliteten og mængden man producerer. Derudover så synes jeg, at kunstnerisk bæredygtighed er, at ens virke, værker og projekter har stærk relevans og forbindelse til samtiden, så det ikke fortaber sig i en tradition man skal formfuldende eller en æstetik man udvikler bestemt til. Det må godt være små miljøer, men jeg synes, at det er væsentligt, at man i hvert fald reflekterer over, hvis man ekskluderer andre målgrupper, eller hvis man henvender sig meget specifikt til nogen. Hvorfor gør man så det? Jeg synes, at man skal gøre sig tanker om det og, hvordan det taler ind i den øvrige samtidskunst, der eksisterer i verden.

Jeg synes desuden, at bæredygtighed også er, at man træner og holder sig i form, hvad end man er komponerende, skabende eller udøvende, at man så motionerer sit håndværk. Samtidigt med at man skal have den her forbindelse til samtiden, at man ikke fortaber sig i, hvad man tror andre synes ens kunst skal være, men at man hele tiden lader det komme fra én selv. At man skaber rum til at dyrke det og får en større forståelse for, hvad det egentligt er, man står for, og hvad kunstens potentiale er.

I forbindelse med kunstnerisk bæredygtighed er det sindssygt vigtigt med forbindelsen til samtiden og til verden. Det er vigtigt, at man gør sig tanker om målgrupperne, og for mig er det væsentligt, at man forsøger at invitere publikummet ind i det man laver. At man rummer, favner, reflekterer over køn, kultur og repræsenterer bredt. Både for at åbne kunsten op og for selv at spejle sig i alternative verdenssyn og lade kunsten gøre det samme. Det synes jeg er super vigtigt for, at kunsten bliver bæredygtig og overlever. At den kan vokse i mødet med verden og andre verdenssyn.

Så det er noget med en relevanstanke, som samtidigt ikke må være for ydrestyret?

Lige præcist. Samtidigt må den heller ikke være for indrestyret. Jeg synes, at lydhørhed er et super vigtigt ord på mange måder. Det er et ord og begreb som vi kan bruge i mange aspekter af det vi laver og gør. Det præger det at spille kammermusik, det at have samtaler og have en dialog. En dialog mellem kunstner og værker. Verden og virkeligheden. Lydhørhed betyder ikke, at du skal lade dig præge fuldstændigt af, hvad du oplever. Men det betyder, at du skal være observant og ydmyg omkring det du gør. Dybest set for at lukke andre verdenssyn ind, så du har anskuet dit produkt fra flere vinkler. Det er klart, at omkring kunstnerisk bæredygtighed er det vigtigt, at der er stabile rammer, og dette vil som ofte have med økonomi at gøre. Du skal kunne skabe og være kreativ, hvorfra du bygger nogle rammer om det, du laver. Der skal betales en husleje og betales for mad.

Det kan meget passende lede hen til spørgsmålet om, hvad du forstår ved kunstnerisk entreprenørskab?

Det kan det fuldstændigt. Det her med lydhørheden er super relevant i forhold til entreprenørskab. Fordi du kan netop ikke bare gå ud med dit produkt. Du skal kende dit produkt, så du kan målrette det den rigtige modtager. Den rigtige modtager vil formentlig hele tiden være på en rejse – ligesom dit produkt. Så hvis det er en festival eller en kulturinstitution eller et spillested, så vil det formentligt også udvikle sig ligesom genrebegreber, musikalske udtryk og mennesker. Det transformeres konstant over tid. Så jeg synes, at det er sindssygt vigtigt at være lydhør, og det må også præge det strukturelle omkring ens entreprenørskab. Hvem henvender du dig til, hvornår, hvordan? Hvordan skal du forstå dit produkt, hvordan skal dit produkt se ud visuelt? Er det visuelt, skriftligt eller noget tredje? Formatet skal være beskrevet, så du kan pitche det videre de relevante steder. På den relevante måde. I virkeligheden så hænger det tæt sammen med kunstnerisk bæredygtighed for mig: før du kan være entreprenant med dit virke, skal du være bevidst om, hvad det kan. Du skal være lydhør overfor, hvad der foregår i verden, og sammen med relevante samarbejdspartnere skal du turde gå i dialog om, hvad du står for.

Det er en sjov balance mellem, at du skal kende dit produkt og samtidigt omfavne eventuelle invitationer til at se tingene fra en lidt anden vinkel. Turde give værket en lidt anden form. Spørge værket, hvad det vil. Nogle gange skal jeg trække mig lidt ud af ligningen og få lidt afstand til det målrettede arbejde og de mange timer, jeg har kastet i et værk. Så kan det ske, at jeg møder en samarbejdspartner som ser nye potentialer. Om det er i forhold til at iscenesætte, italesætte eller andet. At de synes, at noget taler ind i et eksisterende værk eller en idé man havde, som endnu ikke har taget form. Så synes jeg, at det på alle måder er gavnligt, at man tør gå i dialog med virkeligheden og med de virkelige muligheder, som findes for repræsentationen af dit værk eller din musik. De her kendte former med, hvad du skal aflevere og hvorhenne. At der er et band, som laver en plade, og så er der et pladeselskab som skal have den. Så skal man på turné, og så laver man en plade mere. Det er bare ikke virkeligheden mere, og det er et godt billede på, hvordan strukturerne fungerer i rigtige mange aspekter. Vi har det med at hænge fast i nogle af de her koder. Samtaler med manager som ofte er garvet i feltet, og stadig tror på, at det her kan være formlen. Jeg tror på, at vi lever i en meget mere divers og hele tiden re-definerbar virkelighed. Den skal vi favne. Så lydhørhed og ydmyghed. At man arbejder målrettet og kreativt, også på strukturelt plan. Det tror jeg er nøgleord fra mig til kunstnerisk entreprenørskab.

Hvor føler du, at samtalerne om entreprenørskab og kunstnerisk bæredygtighed har været i løbet af din uddannelse?

For mig selv så har det været virkelig givende at have en institution og nogle mennesker, hvor der er indarbejdet en samtale om de her ting. På mange måder bruger jeg mine samarbejdspartnere, mine kollegaer og mine værker samt mit netværk til at reflektere over de her ting. Jeg synes generelt at det er vigtigt, at uddannelsesstedet tør tage livtag med det, og anerkender vigtigheden af det her og måske endda ser det som en grundsten i et musikerskab. Det synes jeg er meget vigtigt, og et kæmpe skridt op af en stige. Jeg tror også tiderne har skiftet. Vi skal tage samtalerne: Hvad sker der ude i verden? Hvad er det for en virkelighed, vi skal ud og virke i? Hvad betyder kunsten for dig, hvem er du? Hvor kommer din musik og dine valg fra? Det synes jeg, at man skal inviteres med til at gøre.

Hvordan ser du, at man kan skabe de her møder og samtaler om kunstens bæredygtighed og kunstens entreprenørskab mellem studerende og lærer på kunstskolerne? Skal de faciliteters ind i undervisningen eller bør de være udenfor undervisningen?

Det er et samspil. Jeg synes, at det er vigtigt at tale om, at det her projekt handler om at finde en terminologi og nå ind til nogle eventuelle nøgleord og måder at tale om emnerne på. Det synes jeg er super vigtigt at få faciliteret oppefra. Vigtigt også bare at have som diskurs eller have på tapetet. At det er noget vi taler om, og som du kan tale med dine undervisere om. Det er noget underviserne gerne vil fremelske, at eleverne melder sig ind i og tager ansvar for, og at det bliver en naturlig videreførelse. At din ven øver sig i sit øvelokale, og du øver dig i lokalet ved siden af, og når I mødes i pausen, så er det måske naturligt at tale om de her ting, fordi det er noget som du bliver fodret med undervejs. Jeg tror, at det er godt, at det bliver trigget oppefra.

Samtidigt så tror jeg, at det er vigtigt, at man får en naturlighed over tingene, at det kommer fra eleverne selv. At det har en stærk forankring ude i verden. Jeg tror, at man har rigtigt meget brug for cases og være vidne til at se noget ske og virke. Så man kan reflektere over hvordan og hvorfor. Så jeg tænker lidt noget med masterclasses og talks og vidensdeling på kryds og tværs. Måske er der de første gange nogle forløb eller velkomster ved en af underviserene. Så man kan have nogle casepersoner eller nogle kunstnere, som fortæller om deres virke, og eleverne kan måske som semesteret skrider frem selv blive eksperterne som udtaler sig.

Jeg tror, at det er vigtigt, at eleverne ikke kun er elever i det, men også får lov til at mærke, hvordan de også har en stemme og et virke og en personlighed. Altså at man fremelsker det sideløbende med, at man underviser i en måde at tale om tingene på.

Jeg har indtrykket af, at der er mange på uddannelserne som sidder og har lidt svært ved at få hul igennem med, hvor man går hen, også hvis man er tænkende ud i de her facetter. Men når man ikke lige har spillet på 100 festivaller endnu, hvor er det man går ud for at få hul igennem? Hvem er det man ringer til? Hvad er det for en venue man skal have fat i, hvis man ønsker at sætte noget op? Det her med at bygge stærke broer ud i virkeligheden er meget vigtigt. Vi kan ikke tage det for givet, at studerende nødvendigvis har et ben ude i virkeligheden.

Hvornår skal man starte på det? Hvor tidligt?

Det er et rigtigt godt spørgsmål, da det kræver et højt niveau af både selvtillid og i det hele taget en sikkerhed omkring det at hvile i det man kan. Jeg synes, at det er meget vigtigt i hvert fald på sidste år af bacheloren, og i hvert fald på kandidaten, og rigtig meget post- graduate. Der synes jeg næsten mere det bør handle om entreprenørskab. Altså reflektere over, hvad man gør, hvorfor man gør det og hvor det skal hen? Jeg ved ikke om man også kan præge de tidlige år af konservatoriet, hvis man fik det ind med ”modermælken”, så det bliver en naturlig del af det man gjorde. Men jeg ved ikke om der skal undervises i det eller, hvis man forestiller sig de her åbne rum, så er det en kultur man bygger til og sammen med eleverne. Det kan også være over en øl eller nogle snacks en fredag om måneden. Altså nu er der fredagsbar, men man starter den med et oplæg, og det kan så blive til flere og flere samtaler. Man opfodrer måske til dialog og oplæg fra de ældre studerende, så de yngre elever bliver en del af det og bliver taget i hånden og kan melde sig på banen, hvis de vil. Men at det først er på de lidt mere avancerede niveauer, man forventer at de melder sig ind. Der tror jeg man kan skabe en skøn kultur for.

Hvad betyder det for uddannelsen at have kunstnerisk bæredygtighed og entreprenørskab integreret i undervisningen?

Jeg synes, at det betyder alt. Jeg synes, at det er sindssygt vigtigt, og jeg synes ikke man kan tænke kunst uden at have en forbindelse og refleksion over denne forbindelse til samtiden og verden, og hvor skal det her hen. Netop også fordi økonomi, rammer og stabilitet må være en grundsten omkring, at du kan få fokustid og få skabt din musik. At du kan få øvet dig.  Det er relevant, at du kan få afsæt ud i verden. At du kan få afsat dit produkt, at du er lydhør overfor, hvad verden, spillesteder, festivaller kunne tænke sig, og det er ikke for at gå på kompromis med sin kunst. Tværtimod er det at gøre den så meget stærkere, fordi den muligvis får lov til at blive bæredygtig. Får lov til at nå publikummet og nye publikummer.

Jeg tror kun man vokser ved at kunne svare på disse spørgsmål, og kunne blive ved med at svare på disse spørgsmål og blive ved med at prøve at udvikle ens forståelse i dybden af udtrykkene og relevansen. Netop også fordi vi lever i en tid, hvor mange af de gamle strukturer transformeres. Strukturer for måder musiklivet arbejder på, måden der bliver kurateret på genremæssigt, udtryksmedier hvor du både kan have dit instrument, og så kan du kaste dig ud i elektronik og i nye roller – er du musiker? Er du skaber? Hvad findes der af stillinger derude? Der er ikke nødvendigvis jobs, vi kan hoppe ud i. For mig så går det ind i en debat om, hvordan det, vi lærer på konservatoriet, er der er kunst og så er der mig, eller snakker vi om hele det med at integreres i det kunstneriske liv? Det synes jeg mere og mere, at det peger på: at kunst er en dannelse i mange aspekter. Det handler ikke kun om at spille musik. Eller at kunne male. Dét skal vi fremelske! Så tror jeg netop også, at det bliver helt naturligt at have samtaler om de her emner. Fordi det er din kunst og dit livsindhold. Ikke at det skal overtage alt, men det er noget som du lever og bærer med dig. Det er ikke unaturligt at tale med dine venner om det. Eller tale med andre kunstnere om det. Det er lige så meget en del af dit udtryk som det du spiller.