Foto: Jonas Frederiksen

Entreprenørskab er et forholdsvist nyt begreb på kunstuddannelserne. Hvad forstår du ved kunstnerisk bæredygtighed og entreprenørskab?

Evnen til at udvinde og udbrede sin kunstneriske stemme i den omverden, der ligger udover en uddannelses martrikel. At iværksætte sin kunstneriske stemme som noget, der ikke bare bliver brugt fagligt som et arbejdsredskab til at frembringe et kunstnerisk udtryk.

Når de studerende går ud af skolen, står der en masse individer og en masse systemer klar til at suge al potentiel værdi ud af deres kunstneriske stemme og bruge det i andre systemer, økonomiske systemer. De skal nemlig selv skabe kulturel betydning, så de suger kulturel betydning ud af en ny kunstnerisk stemme, der søger dem. De (eleverne, red.) bliver forskrækkede, når man taler om, at det er det, der foregår, men det er jo det, der foregår, og dimittenderne skal blive gode til selv at bringe sig selv ind i det felt, hvor det foregår.

På deres egne præmisser?

Ja! De skal deltage i udvindingen! Fordi ellers er det bare alle mulige andre, der gør det. Man har en tendens til sætte sig selv til side – og det havde jeg også selv –  fordi man er så taknemmelig over bare at få lov at lave en film, så man gør det nærmest gratis. Altså arbejder på ildsjælsdrivkraften, ikke? På the spark. Og jeg har set den ydmyghed blive udnyttet. Og det kan så godt være, at man kommer til at lave sin film et antal gange, og at man er taknemmelig over, at man har fået lov til at udtrykke sig og beskæftige sig med noget, som man er voldsomt optaget af, men pludselig så får man en dårlig smag i munden.

Det handler altså om at være kunstner, og at hvis man ikke selv tager det alvorligt, så er der nogle andre der gør det for en?

Ja, og så bliver de (dimittenderne, red.) nødt til at gøre det for deres egen skyld. Altså der kommer ikke nogen tilbage og siger ”hov, nu tjente jeg 700.000 på det her, skal du ikke have 100.000, selvom du egentlig ikke er berettiget til det?” Det sker jo ikke! Eller ”nu fik jeg lige alle de her muligheder ift. andre partnerskaber, jeg kan indgå, fordi nu har vi foldet et kæmpe tema ud omkring rebel eller omkring tillid og mistillid”. De drøner bare videre med alt den potentielle værdi, den nye kunstneriske stemme egentlig selv har frembragt, og laver bare nye forgreninger i deres partnerskaber og i deres muligheder for selv at bringe værdi frem videre i deres eget arbejde. Og det er det, vi taler om på skolen. Vi synes, at det skal alle de kunstneriske stemmer kunne håndtere, og vi har faktisk snakket om at kalde det auteurprenørskab. Altså vi kalder det selvfølgelig stadig for entreprenørskab, men vi har også opfundet det her kælenavn.
Det bliver jo faktisk også en lille smule et opgør med auteur-begrebet, fordi vi tror på, at den eneste måde vi kan gøre det på, er hvis vi kigger på dem alle sammen (alle uddannelserne på Filmskolen, red.) og betragter dem alle som auteurs, så det ikke er noget, der er forbeholdt instruktøren.

Man kan sige, at det er et ret stort opgør med auteur-begrebet, hvis alle er auteurs?

Ja, altså jeg sad lige og læste op på noget gammel teori om, hvor auteur-begrebet egentlig stammer fra. Truffault var jo en af dem, der opfandt det, og han gjorde det ikke som filminstruktør men som filmkritiker. Det var en kritikerbevægelse først, og handlede om et opgør med Hollywood-systemerne, og at man gerne ville hylde og fremkalde de instruktører, som formåede at aflevere et personligt særpræg til filmen. Man udviklede simpelthen kriterier, man skulle opfylde,  før man kunne få lov til at blive benævnt som en auteur. Det ene handlede om personligt særpræg, og det anden handlede om evnen til at kunne skabe en indre mening i værket, som altså ikke bare var en robotfremkaldt mening – altså ikke en romantisk komedie, som bare var en romantisk komedie, men der skulle være en særlig persons særlige erfaringer med, hvad en romantisk komedie kan være, som bruges til at sige noget om at være menneske.
Vi synes egentlig, at det der med at evne, med sin kunstneriske stemme, at skabe et særpræg og en indre mening, det synes vi faktisk, at alle skolens elever og fagretninger skal være i stand til. På en eller anden måde hjælper det også med at understrege, at skolen ikke kun er en håndværksmæssig skole men en kunstskole.

På den kommende midtvejsfilm vil vi gå et første skridt med at forsøge at fremkalde, hvordan den der trio, der består af en instruktør, en manuskriptforfatter og en producer, hver især kan fremkalde deres egen kunstneriske stemme, uden at de kommer på kollisionskurs med, hvem der bestemmer, og i sidste ende hvordan filmen skal se ud.

Vi prøver med det her at pege på, at der findes andre formater og andre situationer, hvor man kan fremkalde sit særpræg og sin indre mening end kun den film, man kan se oppe på lærredet. Det kan jo ske gennem interviews og podcasts og alle mulige kronikker og opslag og foredrag, alt muligt dybest set, som man selv kan tænke er et sted man kan udkomme, med det man er optaget af at udtrykke noget omkring.

Men at kalde det en auteur-skole, det vil konnotere noget helt specifikt og denne nye forståelse vil kræve ret meget at skulle forklare… Hvis man siger, at det er en auteurskole, så vil folk forstå det som en instruktør-drevet skole.

Ja, vi skal lige have auteurpreneurship fagudviklet ordentligt først! Men hvis en instruktør-faglærer og en producer-faglærer kan blive enige om, at vi godt kan begynde at arbejde med det her som noget, der findes, og noget vi bruger som en lidt bredere beskrivelse af alle eleverne, så er vi på vej. Og det er ikke en understregning af, at Den Danske Filmskole er en instruktørskole, fordi instruktørerne er jo alligevel blevet så udfordret af, at der er kommet manuskriptforfattere og TV-serier og alt muligt andet. Så den der klassiske ophøjede, urørlige auteur er jo allerede udfordret fra alle flanker.Der findes gode eksempler på alle de andre fagretninger, som sætter deres stemme i værk. Peter Albrechtsen (tonemester, red.) eksempelvis – altså han er jo et lysende eksempel på en anden fagretning, som man også godt kunne sige er auteur. Han er jo bare blevet god til at fremkalde den værdi, som han har, og som alle mulige andre tonemestre også har, men som de så bare ikke er lige så gode til at fremkalde. Og det at han også er med i Skywalker (Skywalker Sound), og tager over til dem (på deres ranch i Californien Skywalker Ranch, red.), og han bruger enorm tid på at skabe netværk og skabe bittesmå lokale forskningsprojekter med folk fra Skywalker, som er helt nede i det nørdede. Altså, han er dygtig til det!

Hvad betyder det at have entreprenørskab og kunstnerisk bæredygtighed som en integreret del af uddannelsen?

Altså det kommer til at betyde, at hele arbejdet og transmissionen mellem uddannelse og professionel karriere kommer til at få en helt anden placering i uddannelsen, end det har haft før. Og jeg tror også, at det får en anden strukturel betydning for skolen, for, som  jeg har talt med administrationschefen om nogle gange, så er konsekvensen af, at skolen indfører det her fag, at det bliver sværere i fremtiden at sige, at når vi når den 20. juni, og der har været translokation, så er elevens uddannelse slut.

Der kommer til at opstå et langt efterslæb, hvor vi som skole bliver nødt til at være indstillet på, at deres budgetter skal være projekteret til et halvt år efter at deres uddannelse slutter, fordi de begynder at bevæge sig i nogle andre spor og  derved skaber nogle forløb, som strækker sig ud efter afgangen. F.eks. som Katrine Brocks og Pernille Tornøe der turnerede rundt med deres afgangsfilm i et halvt år efter, at de var gået ud af skolen. Altså deres afgangsprojekt blev aktiveret på en helt anden måde. Så nytter det ikke, at skolen arbejder imod og siger, at når eleven er gået ud, så er den gået ud, og så vil vi ikke have den her mere, fordi der så er nogle nye. Fordi det er jo faktisk først, når deres film er færdig, at de for alvor kan starte det arbejde. Så det har jo allerede fået den betydning, at der er sket en strukturel ændring på skolen, fordi vi har været nødt til at acceptere, at sådan er virkeligheden for afgangsfilmene blevet. Også betyder det jo også noget, hvis skolen i sin strukturelle håndtering af uddannelsen kan hjælpe med at stimulere ved netop at tillade, at det her kan foregå, i stedet for at lukke ned og sige nej.

Det er en god pointe at tage det alvorligt, at de skal ud og skabe et professionelt liv som kunstnere. Så det er netop interessant, hvis skolen tager alvorligt, også strukturelt. Er det afpsejlet i de nye planer og budgetter for afgangsfilm?

Jamen, det bliver det. Fordi det er det, der er blevet den strukturelle beslutning i det, altså at måden skolen kan håndtere det på, er, at det er projekteret og står i en tidsplan og et budget., så når bogholderiet henvender sig og siger, at nu har den og den lige afleveret en regning op til 15.000 kr. her fire måneder efter, hun er gået ud, så kan de pege på, at det står i budgettet og det står i tidsplanen, så det er ikke fordi hun kommer rendende med alt muligt halløj efter at være gået ud – det var planlagt.

Hvad med alle de mere uformelle spor? Hvordan kan skolen gøre noget for entreprenørskab og kunstnerisk bæredygtighed uden for undervisningen og de formelle strukturer?

Her vil jeg pege på Kunstnerisk Udviklingsarbejde (KUA). Ikke som noget, der ligger indlejret i undervisningen, eller som er et fag, men sådan som to af producerne i år eksempelvis har valgt at formulere omkring deres arbejde, som de har struktureret som et parløb med specialiseret fokus ned i producer-rollen for at styrke konceptualisering af et filmprojekt. Fordi der er ressourcer til at tænke begge spor fra sekund nul. Og det er jo noget, de selv er kommet med, der er jo ikke noget i Studieordningen om at man skal lære at arbejde sammen i producer-par.

Hvordan har de hørt om KUA?

Det har jeg fortalt dem om. Vi har på skolen egentlig snakket om, at vi gerne ville prøve at se på, om vi på en eller anden måde kunne lave en slags redaktion og prøve at iværksætte det, der tidligere var søndagsfilm (film lavet i fritiden på Filmskolens udstyr, red.) som KUA-projekter. Der er jo ikke nogen, der tænker, at det er realistisk at oprette søndagsfilm igen i den gamle form, men det er måske noget, man kunne udfylde og dermed beskrive som et KUA-projekt. De kunne også være meget som søndagsfilmen, hvor nogen gerne ville et eller andet med fx melodramatik, og det var en klipper og en fotograf, der ville gøre det sammen. Måske kan man formulere den slags projekter som et KUA-projekt? Og jeg forestiller mig, at det ville jo være noget, som ligger ved siden af uddannelsen som en mulighed og ikke som et læringsmål, der skal opfyldes,. Men at skolen bare ved at skabe muligheden vil kunne stimulere eleverne til at få et mere entreprenørielt mindset ift. at skabe viden og udforske og skabe netværk på alle mulige andre måder, end skolen har planlagt?