ENTRE SEMINAR

Entreprenørskab som kunstnerisk udviklingspraksis

                                                                                                                                                                                                   

Hvad vil det sige at undre sig? Hvad vil det sige at stå i det åbne? Disse spørgsmål er afsæt for et seminar med fokus på, hvordan vi kan skabe læringsrum, der understøtter de kunststuderendes foretagsomme og bæredygtige arbejdsliv med afsæt i en nyskabende kunstnerisk praksis.

Undervisere på kunstskolerne inviteres med på en rejse ud i det entreprenørielle landskab for at få udvidet forståelsen af, hvad entreprenørskab som kunstnerisk udviklingspraksis kan betyde for studerende på en kunstskole i dag.

Seminaret finder sted over to gange. Første gang med deltagelse af Finn Thorbjørn Hansen, Professor, Ph.d. Anden gang som en underviserfaciliteret workshop. Seminaret vil være søgende, spørgende og ikke-forelæsende men dialogisk-undrende, og bygge på øvelser og aktiv deltagelse.

BAGGRUND

Som undervisere spørger vi os selv, hvilke emner der kan udvide vores tanke- og handlebaner i undervisningen? Hvilke koreograferede samtaler kan opstå i læringsrummet med de studerende, og hvilke positioner kan vi få mod til at stille os i som undervisere over for en generation af studerende, som har signifikant anderledes konditioner, muligheder og potentialer i deres kunstnerskab og professionelle arbejdsliv end hvad vi hidtil har kendt til.

Til at inspirere os i vores undervisningspraksis har vi inviteret Finn Thorbjørn Hansen til at facilitere den første af to dages seminar. Han er særlig optaget af undringens fænomenologi og har også arbejdet med eksistentiel og undrings-baseret entreprenørskab og innovation.

Finn Thorbjørn Hansen vil sætte sin forskning inden for undringsbaseret tænkning i forhold til udviklingen af det kunstneriske entreprenørskab. Dels gennem et foredrag om sin egen forskning, og dels gennem en dialogbaseret workshop om emnet i forhold til kunstskolernes kontekst.

På den første dag vil vi derfor beskæftige os med, hvordan man skaber rum for undren og en eksistentiel dannelse hos de kunststuderende. En dannelse der kan aspirere til selv at gå nye veje og som samtidig har resonans og samklang med den kunstnerisk nerve og passion og den egen stemme, der er kendetegnende for kunstneren. Hvordan lærer man at høre ikke kun Systemets/Omverdens Stemme, Faget/videnskabens/håndværkets Stemme – eller sin egen villende Personlige Stemme – men også ‘Sagens Stemme’?

Finn Thorbjørn Hansen vil også beskrive, hvordan han arbejder med ‘Undringsværkstedet’ og med en ny model for “Undringens Fire Verdenshjørner” og “undringskompasset”. Med baggrund i bl.a. sit tidligere arbejde og forskningsprojekt på Designskolen Kolding og senere også arkitektskolerne i Danmark vil Finn Thorbjørn Hansen dvæle ved, hvad det ‘at stå i det åbne’ kan betyde.

Oplægget/workshoppen vil være søgende, spørgende og ikke-forelæsende men dialogisk-undrende, og også bygge på et par øvelser og aktiv deltagelse.

Referencer

At møde verden med undren: Dannelse, innovation og organisatorisk udvikling i et værensfilosofisk perspektiv (Hansen, 2018)

Forskningsrapport: At innovere med hjertet (Hansen et al., 2017).

Kan man undre sig uden ord? Design- og universitetspædagogik på kreative videregående uddannelser (Hansen, 2014)

Arkitektur- og designpædagogik: i et praksisnært og fænomenologisk perspektiv (Hansen et al., 2016)

 

ENTRE DEBAT

At undre sig

Vi har spurgt professor Finn Thorbjørn Hansen om, hvad det sige at undre sig. Det handler om eksistentielle spørgsmål i det kunstneriske entreprenørskab og om den undringsbaserede innovation. Spørgsmålet om undren er afsæt for et seminar i ENTRE-programmet, hvor vi sætter fokus på, hvordan vi understøtter de kunststuderendes foretagsomme og bæredygtige arbejdsliv med afsæt i en nyskabende kunstnerisk praksis.

Med professor Finn Thorbjørn Hansen

Vært: Rasmus Cleve Christensen. Udgivet d. 20. oktober 2020

 

TILMELDNING

ENTRE SEMINAR afholdes på Syddansk Musikkonservatorium i Odense og er for undervisere ved de kunstneriske uddannelser. Der er plads til max. 14 undervisere på seminaret.

Det er gratis at deltage, og du bedes tilmelde dig ved at sende en mail til caki@caki.dk

HVOR: Syddansk Musikkonservatorium, Odense

HVORNÅR: fredag d. 11. december 10.00 -15.00

GÆSTEFACILITATOR:

Finn Thorbjørn Hansen, Professor, Ph.d., Center for Dialog og Organisation, Institut for Kommunikation. Aalborg Universitet.

FACILITATOR:

Malene Bichel, Rytmisk Musikkonservatorium,

Christina Holm Dahl, Syddansk Musikkonservatorium

Rikke Lund Heinsen, Den Danske Scenekunstskole

ENTRE

Læs mere om ENTRE-indsatsen og arbejdsgruppen for entreprenørskab på de kunstneriske uddannelser her

For mere information, kontakt pernille@caki.dk

KONTAKT

pernille@caki.dk // +45 27 37 75 67