Foto: Jacob Crawford

ENTRE CASE

Thommy Andersson, lektor på Syddansk Musikkonservatorium, interviewet af Christina Holm Dahl, april 2021.
”Så der har vi en opgave i at være bæredygtig både som i facilitator på uddannelsen, men også som modtager. Både som elever eller som ganske almindelige borgere i, at vi alle sammen er en del i at udvikle bæredygtighed indenfor kunst. Det er ikke kun os som skaber kunsten, som er ansvarlige for bæredygtighed inden for kunst.”

 

CD: Hvad forstår du ved kunstnerisk bæredygtighed?

TA: Kunstnerisk bæredygtighed er arbejdet mellem generationer og kulturel diversitet først og fremmest. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi ser på helheden og diversiteten for at forstå om det er bæredygtigt eller ikke. Jeg står for at vedligeholde og fremme kvalitet fremfor kvantitet, og man bør holde kunsten bæredygtig. Jeg gør en stor dyd ud af, at der skal være en ligeværdighed mellem performer og modtagere. Hele kønsdiskussionen i vores samfund skal også kunne mærkes i min kunst, og ikke fordi jeg bruger masser af kræfter på, at det skal være politisk korrekt, men at jeg simpelthen ikke kan klare mig kun med mit eget køn i at få min egen kunst gjort bæredygtig. Altså samtalen mellem kønnene er vigtig for udfoldelsen af kvaliteten. Hvis man kan sige det på den måde.

Så kunstnerisk bæredygtighed handler om det kunstneriske produkt?

Ja, det handler om, at det produkt som bliver til skal kunne mærkes hos både modtageren og også hos skaberen. Om det produkt så er noget vi kan bruge til noget, det er en anden snak.

Hvad forstår du så ved kunstnerisk entreprenørskab?

At det er vigtigt at fejle, og at man gerne må lave fejl. Det er vildt vigtigt at forstå, hvilken formidlingsdimension samfundet har og hvilken vi har i forhold til hinanden. Hvem man er, hvad man står indenfor, men også hvad man står udenfor. Fordi jeg synes, at det er svært at placere mig selv ind i den entreprenantes forståelse af kunst. Så er det jo en essentielt ting at have lyst til at turde dele sin viden med andre og opnå kvalitative samtaler. At lange ud efter samtalen, og deri være entreprenant. Have lyst til at skabe ting selv. Både i sin business men også i sin søgen efter nyt. Ud fra ens eget menneskelige udsyn at tilegne sig muligheder for at være en del af sine omgivelser. Se på sin kunst med objektive briller.

Det er ikke nogen nem opgave. Så det handler om at skabe møder og være indstillet på møder?

Ja, og at være åben for mulige drejninger, men stadigvæk stå inden for sin sag. At være transparent. At være. Det er ikke fordi, at folk bare skal forstå min kunst, men jeg skal være transparent, så andre gerne må spørge ind til den, og på den måde kan jeg også være entreprenante og dele noget. Hvis jeg lukker af for at ville fortælle, så synes jeg ikke, at det vil være så interessant at skabe noget. Jeg vil gerne være i dialog med andre mennesker i forhold til min praksis.

Og invitere indenfor. Det er også interessant fordi dialogen og mødet både giver mening for promovering, men også for forskellige samtaler. Og begge dele kan vel ligge i det kunstneriske entreprenørskab?

Det kan det sagtens. Det vil jeg i hvert fald mene, at det kan. Det med at lange ud efter, altså det med at proppe kunst ned i halsen, det har jeg aldrig troet på. Altså provokation har en stor begrænsning i, at det nærmest kan blive komisk, og det er det så i noget tid, og så er det ikke komisk mere. Det er ikke noget jeg synes noget bestemt om, men bare noget jeg ser, kan ske, og ikke kun fordi det kun er mig, som kan se det, men fordi vi har også noget højere niveau i forståelsen af at hvis vi arbejder hen imod noget, vi er interesseret af, så blive vi også kritiske. Kritisk tænkning over for om vi synes det er lige så interessant, som vi synes i starten af projektet. Og hvis vi gør, så bliver vi fuldstændig bjergtaget af det og, hvis vi kan vise det, så er vi entreprenante i os selv, hvilket gør, at der skabes en aktivitet i vores samfund. Så det handler ikke nødvendigvis om, at vi skal sælge produkter. Vi skal være det, og vi skal også turde reflektere over vores væren. Turde være os selv. Gang på gang. Før nogen vil skulle forstå, hvad vi laver. Så i det med at konsekvent flytte fokus hele tiden. der har entreprenørskabet en stor opgave, vil jeg sige. Neutraliserer den her snak med at så skal du gøre sådan og sådan, så bliver du en god entreprenør. Den snak burde vi kunne tage til et andet niveau, synes jeg.

Et godt sted at starte er jo vores uddannelser. Hvordan er der fokus på kunstnerisk bæredygtighed og kunstnerisk entreprenørskab i dit arbejde som underviser?

Sindssygt godt spørgsmål. Jeg kan starte bagfra med det jeg har tænkt over. Der findes altid en modtager – det er udgangspunktet for al undervisningspraksis i kunstnerisk bæredygtighed og entreprenørskab. Så er det noget med, at vi ikke er alene om det, vi sidder og snakker om her. At der altid findes en modtager, og det betyder ikke, at modtageren ikke kan lide det vi laver eller kan lide det vi laver. Der er tanker om, at det er større, at der er større ting end at vi bare sidder inde på en skole og lærer sådanne ting. Altså vi arbejder med skabelsen af noget, hvor modtageren eller samarbejdspartneren, eller hvem det nu kan være, skal kontakte os udefra. Fordi de interesseres eller forundres over, hvad det er vi laver. Så hvis vi har hovedtanken om, at der findes sådan en modtager, så kan det være at vi får bedre udsyn over, hvor vi er henne i hele den her mekanisme, også inde på uddannelsen. Og vi stiller skarpt på at definere kvalitet, og det er jo ud fra at være nysgerrig og derfor have samtaler. At være interesseret i at høre, hvad andre synes. Eller være interesseret i at høre om, hvad andre laver. Ikke nødvendigvis resultatet af, hvad andre har gjort.

Jeg ved at du stiller dine studerende en opgave med semesterkoncerter, og at de ikke må bruge deres sikre heste. De skal faktisk gøre noget nyt for hvert semester. Spiller det ind i de her tanker om kunstnerisk bæredygtighed?

Det gør det bestemt. Det er jo lige det her med at turde bruge essensen af det, man har opbygget som kunstnerisk formidler, som springbræt til at kaste sig helt ud over kanten med noget, som man aldrig har prøvet før. Det kan være f.eks. være, at vi siger, at jeg spiller elektrisk guitar, og jeg spiller mest tyrkisk folkemusik. Jeg har til min sidste koncert spillet tyrkisk folkemusik med en dansk folkemusiker. Det var en stor udfordring for mig sonisk, men til næste koncert vil jeg forsætte den samme musik, men med to dansere. To balletdansere som jeg har komponeret for. Jeg sætter ikke mit guitarspil på spil her i den her performance, men jeg sætter hele min kunstneriske formidlingsdimension på spil her. Fordi jeg ikke har styr på, hvad der sker eller hvad andre synes om det. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal svare på, hvorfor jeg netop har gjort det. Truffet de her valg. Men jeg synes bare, at det er så interessant. Jeg er så bjergtaget af idéen om det, at jeg bliver nødt til at opleve det inden for mit eget felt. Jeg kan ikke endnu se det ude fra, men det kan jeg formentlig senere. Så det betyder, at jeg bliver nødt til at gøre noget i min praksis, som skaber en debat i mig selv, men også i mine omgivelser. I mit publikum, blandt mine venner eller kollegaer.

Sætte de studerende i en situation, hvor noget er nyt, og hvor de er i en proces og stadig har mødet med publikum?

Ja præcis. Eller et andet konkret eksempel:

”Jeg er helt vild god til at spille trompet, og jeg har lavet to semesterkoncerter, men jeg er gået i stå med min musik, fordi jeg arbejder med noget elektronik. Jeg tør simpelthen ikke lege med, så jeg har valgt at tale om, hvad jeg vil arbejde med i stedet for. Jeg går ind og laver et lille foredrag om, hvad jeg har gang i. Det er super grænseoverskridende, fordi det er jeg ikke så god til. Det tror jeg i hvert fald. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formidle det. Så det vil sige, at det er en kæmpe udfordring, og derfor utroligt bæredygtigt for mig. Kunsten at gøre det her i stedet for at spille trompet.”

Så på den måde er det muligt. Bare fordi det hedder en semesterkoncert, så betyder det ikke, at jeg skal spille, eller at du kommer ind og så klapper folk efter hvert nummer, eller at du skal spille klassisk som du har øvet på i tre år. En performance er en performance, men jeg kalder det stadig semesterkoncert fordi det skal lyde gammeldags. Fordi som jeg sagde før: der skal være en ligeværdighed mellem performer og modtagere, også som indgangsvinkel til, hvad det er som skal foregå.

Så møder, langtidsholdbarhed, udvikling, sætte sig selv på spil. Det er noget af det som ligger i kunstnerisk bæredygtighed?

Ja. Diversitet er meget vigtigt at nævne i sammenhæng med bæredygtighed.

Hvordan taler man om entreprenørskab og bæredygtige arbejdsliv på uddannelsen?

Jeg oplever det som om, at der bliver talt om det i meget spredt fægtning. Meget udefinerbart og det er utrolig få mennesker, som egentlig har fingren på pulsen. Hvad er kunstnerisk udviklingsvirksomhed, og hvad er entreprenørskab – og der findes mange forskellige svar. Så jeg synes at man taler om det som i en stor gryde, hvor der ikke findes et fælles sprog om det, i hvert fald ikke endnu. Det skal først defineres. Jeg synes, at vi arbejder lidt i blinde uden at stille skarpt på og definere kvaliteten af de her begreber.

Hvordan kunne man skabe de møder og samtaler om kunstnerisk bæredygtighed og entreprenørskab på de af de kunstneriske skoler, hvor der faktisk er mulighed for individuel kontakt? Er det i undervisningen eller udenfor undervisningen?

Der mener jeg, at man skal tage fat i menneskets, individets eget trang til at skabe noget. Det er den skabertrang som det handler om, og så er det ikke så relevant for samtalen, hvad man har gjort før. Eller hvad man skal, men det vigtige er det, man opdager. At der findes noget lige her og nu, som rent faktisk har en nerve, som skaber en debat, som har noget enighed eller uenighed. Derfor når vi arbejder med musik, så er det vigtigere at spille sammen end at tale sammen på en måde. Nogle gange f.eks. så er det jo sådan, at mødet kan finde sted uden at man siger noget. Når vi spiller sammen, så kan man faktisk blive venner. Kunstneriske venner bare ved at dele lyd sammen. Den indgangsvinkel er der på uddannelsen. Den er jo guld værd. Det kan man ikke gøre med en bachelorstuderende på første år nødvendigvis, men hvis man er på en solistlinje, så kan man sagtens. Vi har sproget, men musikken, den er bare større. Lyden er stærkere end ordene er for mange. Derfor kan en samtale altså bestå af lytning. Ligesom den kan bestå af at tale sammen.

Vil det gøre os klogere på et fælles sprog eller en fælles forståelse af kunstnerisk bæredygtighed, kunstnerisk entreprenørskab?

Jeg tror vi bliver nødt til at indse, at kunstnerisk bæredygtighed kræver grundlæggende meget basale sanselige oplevelser, før kunsten bliver bæredygtig. Jeg tror ikke på, at vi skal implementere og proppe akademiske formler ned i halsen på hverken modtageren eller den som giver. Jeg tror vi bliver nødt til at indse at, hvis man er skuespiller, så er det noget sanselighed i at være skuespiller. Hvis man laver en kop, en keramisk kop, så er der en sanselighed. Hvis jeg spiller tonen f så er den mere sanselig end hvis jeg spillede en anden tone. Det er svært at sætte ord på det, hvis man ikke er så god med ord. Det vil sige at, hvis vi måler ordenes kvalitet og måler dem sammen med den sanselige kvalitet inden for deres bæredygtighed, så skal vi være lige så gode til at skrive et digt som en person, som er fuldstændig sublim til at fortælle, hvordan den her kop føles at holde, drikke kaffe fra. Vi kan ikke skrive det ned, men vi kan spille tonen f eller vi kan lave den her kop, så andre mennesker kan sanse koppen. Vi kan huske, hvordan det føltes i forhold til at sanse, da vi lavede koppen. Så der har vi en opgave i at være bæredygtig både som i facilitator på uddannelsen, men også som modtager. Både som elever eller som ganske almindelige borgere i, at vi alle sammen er en del i at udvikle bæredygtighed indenfor kunst. Det er ikke kun os som skaber kunsten, som er ansvarlige for bæredygtighed inden for kunst.

Der er også nogle undervisere, der skal vove at sætte sig selv på spil i nogle formater, som vi ikke engang kender rigtig endnu? Hvis vi nu formår at komme frem til det, hvad kan det så komme til at betyde for uddannelserne?

Hvis vi formår at gøre det, så håber jeg at uddannelsernes form bliver mere flydende. At man meget mere ser uddannelserne som et kreativt laboratorium, hvor man ikke altid kan vide, hvad man møder, når man går ind til timer. Faciliteteret undervisning hvor man siger, at du har vejledning den her mandag klokken elleve til to, og så siger eleven, hvad skal vi lave? Du skal bare møde op fra elleve til to. Hvem kommer? Du skal være med fra elleve til to. Altså en anden form for retningslinje som jeg tror vil åbne op for en helt anden videreudvikling af at skabe bæredygtighed.

 

I bund og grund så tror jeg, at vi skal synes mindre på forhånd om noget i undervisningen på de videregående kunstneriske uddannelser. Så at vi i samtalen kan komme frem til videreudviklingen af det vi synes om. Så klokken elleve kommer Christina og fortæller om bæredygtighed inden for miljøet i Danmark kontra kunst. Så klokken et er der frokost. Det er fint, at man ved, hvad man skal til, hvis man vil have noget information, men bæredygtighed behøver ikke indeholde noget pre-information. Det her er jo mit drømmescenarie. Jeg håber at, hvis man kan tage det her alvorligt, det vi lige har snakket om, og hvis man turde lave om på det, så tror jeg at man kan bedrive undervisning på den her måde. Det vil sige, at man kræver mere af de involverede, både af facilitator, elever og organisationen. Det er noget menneskeligt også. Jeg er den helt store fortaler for samtale og improvisation, så derfor er jeg også fortaler for, at man gør ting sammen. Det vil sige at man mødes. At man er flere der mødes, når man taler. Man skal i hvert fald være to.

Måske har vi indrettet os efter partitur?

Ja. Uddannelserne er som et stort partitur. Vi kan bare trykke på en knap. Alting er systematiseret. Det vil det jo også altid være. Det er jo nemt for mig at sidde og sige. Jeg er jo ikke den, som skal sidde og organisere. Jeg kan bare sige, at i en drømmeverden så ville faciliteringen af kunst være et sted, hvor improvisation var gennemgående. Altså bæredygtigheden i at vi overhovedet skulle have en uddannelse, et åbent forum for ikke-planlagt kreativ improvisation, som handler om det kunstbegreb, som vi alle sammen går rundt og tænker over, men som er i tvivl omkring. Altså vi skal fjerne tvivlen om at vi må. Vi må gerne. Vi må faktisk gerne være de, som skaber kunst. Vi må godt.

UNDERVISER

Thommy Andersson er lektor på Syddansk Musikkonservatorium med hovedfag i bas og komposition. Han underviser også i sammenspil og pædagogik, er kunstnerisk leder for Very Big Band (2010-) og medlem af PUV-udvalget på SDMK. 

I sin kunstneriske praksis arbejder Thommy Andersson primært som freelance musiker, komponist og orkestrerer musik. Han spiller kontrabas, cello og elbas og arbejder med mange forskellige musikere og orkestre over hele verden indenfor de fleste genre som musiker, komponist, orkestrator, producer og arrangør. Han arbejder frekvent som arrangør og orkestrerer musik for bland andre DR symfoniorkestret, Dr Pigekoret, DR Big Band, samt musik til film og pladeproduktioner i ind og udland.
Andersson har sit eget “Wood Blood Ensemble” samt som kollektiv leder af et antal grupper med musikere som Josefine Cronholm, Lelo Nika m.fl
Han har medvirket på 250+ udgivelser og har turneret gennem mere end 50 lande verden over.