Foto: Jacob Crawford

ENTRE CASE

Anna Oline F. Laumark, studerede på Det Jyske Musikkonservatorium.
Interviewet af Pernille Skov, juni 2021.

 

Tak fordi du vil være med i ENTRE CASE-samlingen! Det første jeg gerne vil tale med dig om er dit BA-projekt, som du afleverede på Det Jyske Musikkonservatorium i foråret 2020. Vil du kort fortælle, hvad det handler om?

Ja – det var et samarbejde vi kaldte LAB – Et tværkunstnerisk samarbejde. Det bestod af en undersøgelse – eller et samarbejde – mellem studerende fra Den Danske Scenekunstskole og studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Det var egentligt et forløb, som strakte sig over et år, hvor studerende mødtes fra de respektive uddannelser og udvekslede metoder og kompetencer inden for deres forskellige fagområder. Refleksioner og drømme. Det var en undersøgelse af, hvordan samspillet mellem forskellige fagdiscipliner kan udvikles og skabe nye forståelse for, hvordan vi indgår og arbejder i tværkunstneriske samarbejder.

Hvad udmundede projektet sig i, udover din bacheloropgave og dens skriftlige format?

Det udmundede sig i en udstilling på AROS, hvor udgangspunktet havde været, at vi gerne ville videreformidle vores erfaringer og vores resultater og hvad vi har lært af forløbet. Det var en længere proces at finde ud af, hvordan det skulle være. Vi gik fra, at det skulle være meget en-til-en, hvor vi inviterede offentligheden ind i, hvad LAB har været for os studerende til, at det bevægede sig ud, og det blev mere en synliggørelse af processerne, hvor vi samtidig også skulle lade publikummet komme ind i, hvad det her samarbejde var. Vi henvendte os til en bredere offentlighed. Vi lavede en udstilling, hvor det var kunsten og noget mere abstrakt, som agerede talerør for processen.

Hvilken retning læste du på Det Jyske Musikkonservatorium på din bachelor?

Jeg læste på Rnb – rytmisk musik og bevægelse, hvor mit hovedinstrument var sang og STS. STS er forkortelse for Sang, Dans og Spil. Jeg tror, at det var et lidt atypisk bachelorprojekt, da man normalt ville tage udgangspunkt i sit instrument, hvor det for mit vedkommende ville have været sang. Jeg sang på ingen måde i det her projekt, men det var en naturlig forlængelse af, hvordan jeg altid har tilgået mig selv som et kreativt væsen og min kunst som en udforskning af forskellige kunstspor. Jeg har altid arbejdet med teater og dans. Jeg har også uddannet mig inden for moderne dans. Så jeg tror, at jeg altid har oplevet det som et mulighedsrum, det med at arbejde i et tværæstetisk rum. Jeg har set det som en mulighed for at blive mangefacetteret som kunstner, og derfor var det naturligt for mig at inkorporere i min studietid. Men det var også fordi jeg synes, at det er interessant som studerende og skabende væsen at tænke sig selv ind i en mere mangfoldigt og mere nuanceret kunstnerisk ramme. Jeg tror, at det for mig også var en måde at bryde med nogle gængse oplevelser af, hvad det vil sige at være studerende på et konservatorium eller hvad det vil sige at være sangerinde. Fordi det åbner op for en masse andre muligheder og en masse andre udtryksformer, som jeg både kan bruge en-til-en som sangerinde, og som jeg også kan tage med ind i en kultur nu, hvor kunsten også kræver noget andet. Der bliver krævet mere af os på mange måder, og så er det også interessant at undersøge, hvad vi kan på tværs. Det var for mig det her krydsfelt, der har givet mig rigtigt meget som musiker.

 

Du nævnte, at det var et atypisk bachelorprojekt: var det nemt for dig at udkomme på den måde på studiet, og hvordan var dine rammer for det? 

Jeg oplevede, at ledelsen faktisk ønsker at gå mere de her veje og undersøge. De ved godt, at det er det, som skal til, men de har ikke formuleret det for sig selv – altså hvordan gør vi det? Hvad skal der til? Hvor de her oplevede, at de havde en studerende som havde nogle tanker og formulerede nogle konkrete rammer. Jeg oplevede en stor opbakning og velvilje. Jeg tror faktisk, at det var mere blandt de studerende, hvor jeg kunne mærke en vis skeptisk. Det var også en modstand. Det var rigtigt svært i starten at få folk overbeviste om, at de skulle være med. Fordi hvad var det her for noget? Hvad er det? For eksempel, hvis jeg nu er guitarist, hvad skal jeg bruge en skuespillers redskabskurv til? Det var faktisk sværere at få de studerende med på vognen end ledelsen. Ledelsen var klar til at give mig penge og tid – ja ressourcer på alle mulige måder. Jeg vil faktisk sige, at jeg var meget positivt overrasket. Det har været lidt med, at jeg hoppede og sprang for de studerende for at få dem med. På alle mulige måder. Det bliver også hårdt i længden. De skal opdateres og holdes til ilden. De skal jo ikke gøre det af tvang. Vores uddannelser er også konstrueret som de er, så der er også mangel på tid og overskud til at indgå i noget, som ikke er i pensum. Det var også en anden side af det. Der skal arbejdes på at få det implementeret i vores uddannelse. Hvis det altså er noget som de studerende og institutionerne kan se værdien i, så er det tværkunstnerisk samarbejde altså noget, som skal blive en del af vores hverdag på de respektive kunstneriske uddannelser.

Hvordan var dit arbejde med at udforme og indfri dine egne succeskriterier for projektet?

Det startede ud med slet ikke at være på dette niveau. Det var på mit første år, hvor jeg arbejdede med en 3. års studerende, og vi legede lidt med det her format. Med at mødes mere uformelt, hvor der ikke rigtigt var lavet nogen struktur for det. Da Amalie og jeg, som er repræsentant for skuespillerskolen, gik ind i det her, så havde vi helt vilde høje ambitioner. Vi tænkte, at der ligesom skulle laves et kartotek med alle de her metoder indenfor tværkunstnerisk samarbejde. Jeg tror også det var der, hvor vi tænkte, at der skulle komme 30-50 personer hver gang, og vi skulle have lavet evalueringer hver gang, og have dokumenteret det hver gang. Både filmisk og skriftligt. Altså få indsamlet empiri og få lavet et stort dokument. Så der var mange tanker, som jeg synes er super reelle, når man går ind i sådan et projekt. Jeg synes også man skal have høje ambitioner. Jeg tror, at vi lynhurtigt måtte revurdere i vores måde at tilgå realiteten, som var noget andet. Vi måtte kigge på, at vi i starten var meget skuffet over, at der kun kom 10 eller, at der kun kom 1 fra skuespillerskolen og 5 fra konservatoriet. Vi brugte rigtigt meget tid på at retfærdiggøre de penge, vi har fået fra konservatoriet og alle de tanker, vi har omkring det. Men når vi så kiggede på udviklingen og out-put fra de studerende, som kom igen, hvad de oplevede og det, som de tog med derfra, så blev det faktisk pludseligt meget tydeligt, at det i sig selv var nok. Den hårde kerne. Så hellere gør det småt og kvalitativt, og have dem med som rigtig gerne vil det. Fordi det er jo hellere ikke alle, der har lyst til eller er disponeret til at arbejde sådan her. Det kræver, at man arbejder med noget andet end, når man nørder i 8 timer med sit instrument. Så succeskriteriet blev, at dem som var med, den her lille kerne, gik derfra med en oplevelse af at have udviklet sig og have fundet et netværk, og at de havde været med til at udvikle noget der var noget andet end det, de var vant til. I højere grad blev det ’less is more’ end det var vigtigt, at vi skulle nå ud til alle – at vi skulle forgrene os i hele konservatoriet og i hele Den Danske Scenekunstskole. Det er jo en længere proces. Bæredygtighed er også lig med langsomhed. Jeg tror, at man er nødt til at have tålmodighed og lade tingene komme naturligt. Der var jo også 15-20 stykker nogle gange, så det var jo ikke fordi, at der aldrig kom nogle.

Nu nævnte du lige noget med bæredygtighed. Hvad forstår du med kunstnerisk bæredygtighed?

Bæredygtighed forstår jeg som noget der er cirkulært, noget som er holistisk og som ikke tager mere end det giver. Det er nok nærmere noget som giver mere end det tager. Kunstnerisk bæredygtighed, når jeg ser på mig selv, så tror jeg, at der er forskellige dele i det. Det er meget slidsomt at være kunstner, så det handler om at finde en måde at passe på sig selv for at kunne skabe plads til det udtryk og den kommunikation, som er den opgave, man har. Så jeg tror, at kunstnerisk bæredygtighed handler rigtig meget om, at man skaber nogle rammer, som ikke er slidsomme. At de mennesker man arbejder med også givere noget tilbage.

Hvad forstår du ved kunstnerisk entreprenørskab?

Det tænker jeg er at være innovativt. At være god til at se muligheder udover det som måske bliver givet til en. Det er jo let at læne sig tilbage i nogle rammer, som bliver givet til en. Min opfattelse af at være på en institution er for eksempel nogen gange, at det ikke stemmer overens med den virkelighed, man kommer ud til. Så for mig af se handler det også meget om at kunne tænke sig ind i og reflektere sig selv og sin kunst ind i en omverden. Være i stand til at skabe forandring og fornyelse. At man holder sig selv i bevægelse, holder sig orienteret og er resonant for ens virkelighed og ens omgivelser, som jo ikke altid er de her kasser vi bliver placeret i. Jeg kan også mærke det fra mig selv, at der nogen gange er en form for passivitet, der kommer ned over mig, når jeg er et sted, hvor jeg deltagere i noget med nogle faste strukturer, som jeg får noget af. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at man også tænker sig selv aktiv i den proces som medskaber, og at man er med til at påvirke de strømme der er, og at man er med til at skabe sin egen arbejdsplads. Det kræver rigtigt meget af os at tænke udenfor institutionens rammer. Derfor er det vigtigt, at man hele tiden tænker sig selv med ind i at skabe arbejdspladser for sig selv med hinanden.

Hvordan tænker du, at man som uddannelsesinstitution kan understøtte dette?

Jeg tænker, at det er noget, som mangler, når man går på konservatoriet. Jeg oplevede i Holland, at de var ret dygtige til det. Her har man nogle forløb mens man er studerende, hvor man er koblet til forskellige organisationer og virksomheder så de projekter, man har som studerende, ikke kun er med andre studerende, men at det også er ude på forskellige arbejdspladser og kunstneriske organisationer. Der er langt flere internships. Det her med at give nogle redskaber som institution, der hjælper til at skabe samarbejder og finde samarbejdspartnere, mens man er studerende, at skabe kontakter og opbygge netværk, at simulere én til at tage initiativ og være opsøgende – dét tror jeg er vigtigt.

 

Hvordan mener du, at uddannelsen bedst muligt understøtter studerendes udvikling i forhold til selvstændighed og tværkunstnerisk arbejde? Skal det foregå inden i undervisningen eller skal det ligge som samtaler ved siden af?

Det er et godt spørgsmål. Hvis jeg skal tænke ind i den studieplan, der er på konservatoriet, så tror jeg, at det som fungerede rigtigt godt for mig var, at det var et bachelor-projekt. At jeg havde en vejleder undervejs, en mentor. Jeg synes det er vigtigt, at det bliver et udgangspunkt, at man bevæger sig i retning af, at den entreprenante del af studiet er mere en præmis end det er et fag. I praksis ved jeg ikke, hvordan dette skal se ud. Det er visse undervisere, som tænker meget konservativt, og det er sikkert rigtigt brugbart for nogen, men for en person som mig kan det være super låst og svært at tale ind i. En kultur og en virkelighed som venter derud men som ikke passer med måden, der undervises på. Jeg tænker, at der er en helt ny måde at tænke på, et mindset, som undervisere, ledelsen og studerende på en eller anden måde skal kunne kultiveres til at tale ind i, og undervise ind i, og tage imod inden i. Jeg tror helt overordnet, at der er noget i at skulle re-tænke måden at være udøvende kunstner og musiker på.

I forhold til projektledelse og evnen til at projektdesigne noget, som en kvalifikation og en kompetence, hvordan tænker du, at det spiller ind i det du fortæller om, at man får muligheden for at udvikle sit kunstneriske projekt?

For det første, så kender jeg mange som ikke har lyst til eller er gearet til at lede et projekt. Det tror jeg også er vigtigt at anerkende. At der er nogle som har brug for at introvere med sit instrument, og alt det andet skal de have nogle andre til. Dem er der jo også nogle af, og dem skal der også være plads til.

Hvad skal der til for, at man som institution kan understøtte den slags utraditionelle udgivelsesformater som dit for eksempel bachelorprojekts?

Jeg oplevede en rektor som var super interesseret, så der skal noget engagement og en moralsk opbakning til fra andre. Nogen som tror på det. Jeg var meget usikker på det selv, og det er man også som projektleder, selvom man udstråler noget andet. Så et anker eller en søjle af folk, som bakker en op. Jeg fik også ressourcer til rådighed. Om det så er skolen eller institutionen, som er med til at støtte økonomisk, så giver det noget frihed, også kreativt, at have de midler, man skal bruge. Om det så er at lære at fundraise og hjælpe med at skaffe finansiering. Det er jo et fact, at der som regel altid brug for at fundraise, for at man kan gennemføre noget. Jeg tror også, at en løbende sparring er vigtig. Det har været meget givende for mig at have en sparringspartner, så man ikke står alene med det hele og de store beslutninger men har mulighed for at få et andet syn med på de idéer, som der er. For at nogen kan sætte sig ind i projektlederrollen, som ikke er naturlig for alle, er der brug for, at det er mulighed for at få hjælp til at formulere nogle af de her ting. Jeg tror p at alle kan gøre det, men det kan også være en scene, som er angstprovokerende at træde ind på, så man skal have nogle redskaber til det. Vi har intet om projektledelse på konservatoriet i hvert fald. Det nærmest vi kommer på noget lignende er faget Entreprenørskab, og det er 1 time om ugen.

 

Slutteligt, hvad tror du din arbejdsmetode har tilført din praksis og dit kunstneriske virke

Jeg synes, at det er på forskellige planer. Dels er der noget som hedder, at jeg lærer. Jeg er med til at forme et koncept. Jeg er med til at være indeni i de kreative processer samtidigt med, at jeg står udenfor dem, hvor jeg skal evaluere på dem, men også indeni dem, hvor jeg er med til at undersøge og bruge dem. I det her møde opstår der dels nye måder for mig som kunstner at tilgå min kreativitet, hvor jeg bliver inspireret til at gøre tingene på en anden måde. Så er der også det, at jeg møder nye mennesker. Potentielle samarbejdspartnere. Nyt netværk, som jeg tidligere ikke vidste var så nemt at gå ind i og få tilknytning til. Jeg føler mig også rustet til at komme ud og være i en produktion, som oftest ikke bare er med musikere, men som også er med nogle håndværkere og fagligheder, hvor jeg gennem min måde at arbejde på, har fået en indsigt og forståelse får et sprog, som jeg kan tage med ind i samarbejdet. Man evner en form for empati og opnår en forståelse for hinandens virke, og derfor kan man også undgå en masse misforståelser og dårlig kommunikation, der tit bare tager energi fra det som det hele handler om – kunsten. Jeg synes virkelig, at det er en gave. Både for mig som kunstnere og egentlig også som menneske, fordi det er med til at udvikle mig. Det træner mig i at sætte mig ind i andres forståelse for verden og for deres kunst og et tema. Det er sådan en smidighedsøvelse, som jeg ikke vil være foruden, og som jeg konstant vil sætte mig selv i, da jeg synes, at det er spændende og givende.

Studerende

Anna Oline F. Laumark er studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun læste Rytmisk musik og bevægelse, og hun er derudover uddannet contemporary dancer.

Hun færdiggjorde i 2020 sit bachelorprojekt LAB – ET TVÆRKUNSTNERISK SAMARBEJDE, der ud over sit skriftlige format udmundet i en fysisk udstilling på AROS.

LAB – ET TVÆRKUNSTNERISK SAMARBEJDE bestod af en undersøgelse og samarbejde mellem studerende fra Den Danske Scenekunstskole og studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Igennem et år mødtes studerende fra de respektive uddannelser og udvekslede metoder og kompetencer indenfor deres forskellige fagområder. Bachelorprojektet undersøgte samspillet mellem de forskellige fagdiscipliner kan udvikles og skabe nye forståelser for, hvordan man som kunstner indgår og arbejder i tværkunstneriske samarbejder.