Er tågen her også i morgen?

Formål:

Er tågen her også i morgen? er et tværkunstnerisk projekt ledet af Troels Kortegaard Ullerup (skuespil, DDSKS, Århus), Sofie Jonsson Stål og Sofie Højgaard Hansen (arkitektur, KADK), der undersøger nye kollaborative skabelsesprocesser i et scenekunstnerisk hybridfelt mellem performance, installation og teater. Som et flerstemmigt korværk og en symfoni, bevæger forestillingen sig udfra nutidens undergangsangst og ind i en undersøgelse af ‘den nye natur’ for til sidst at slutte i fremtidens natur.

Beskrivelse:

Undergangen er ikke noget, der kommer – den er her allerede. Den gamle natur er gået under, og ud af den er der opstået en ny. Det er tid til at opløse de gamle kategorier og lade hybriderne, transarterne og symbioserne komme til orde. Det er tid til at drømme en ny verden frem. Velkommen til en fest, der fejrer den nye natur, og begræder tabet af den gamle.
For første gang i verdenshistorien udgør mennesket en geologisk forandrende faktor. Vi påvirker de biologiske, klimatiske og geologiske forhold i en sådan grad, at der ikke længere findes uberørt natur. Nogle forskere kalder det den antropocæne tidsalder, som markerer slutningen på den verden vi kender. Det er ikke længere muligt, at tænke naturen og mennesket som to adskilte størrelser, så derfor må vi opfinde et nyt naturbegreb, der slipper idéen om, at svaret på menneskehedens fremtid ligger i fortiden – dengang naturen var “ren”.

Forestillingen arbejder med to primære tekstspor. Nanna Tychsen er inspireret af The Great Smog of London og skriver en række scener, der udspiller sig i en by, der pludselig er blevet tåget. Her undersøges muligheden for at tro på en fremtid og fortrænge bevidstheden om et økokollaps, men scenerne berør også mere spekulative felter som relationerne mellem menneske og maskine og menneske og dyr. Dramatiker Alexandra Moltke skriver et tekstkor, der er inspireret af Det Gamle Testamentes fem Klagesange. Koret skrives fra fortidens og fremtidens børns perspektiv, biernes perspektiv og dyrenes perspektiv og behandler temaer som undergang, forandring og tid.
Sofia Stål og Sofia Højgård Hansen skaber et scenisk univers, hvor naturen gradvist æder sig ind i den dramatiske handling og universet tilter fra ”det rene og naturalistiske”, til det mere “snavsede” og absurde. Tematikken bearbejdes både i de helt nære relationer og på et mere strukturelt og overordnet plan.
Vi undersøger muligheden for at inkludere levende fisk og kaniner på scenen, døde dyr og levende planter – hvad sker der når vi iscenesætter naturen? Med masker og vilde kostumer undersøger vi, hvad der sker, når mennesket tager dyret på, og dyret tager mennesket på.
Er tågen her også i morgen? er en afgangsforestilling fra Den Danske Scenekunstskole og Teaterhögskolan i Malmö i samarbejde med studerende fra KADK Arkitektskolen.

De studerende siger selv om projektet:

’’Med projektet ønsker vi at undersøge og udvikle nye kollaborative scenekunstneriske skabelsesprocesser, fordi vi tror på, at nyskabende kunst kun kan opstå i oprigtigt nyskabende processer og fordi vi ønsker at blive mere reflekterede og få større erfaring med kollaborative skabelsesprocesser.

Ved at udvikle en dramaturgi og form kollektivt gennem samarbejde på tværs af fagområder – i stedet for at følge den sædvanlige struktur fra “fabriksteatret”, hvor materialet udvikles på forhånd for derefter at realiseres i arbejdsrummet – får vi mulighed for at arbejde i et mere abstrakt univers end vi normalt kan på vores uddannelser, og vi får mulighed for at udvide forståelsen for vores egne fagområder (…)

Vi ønsker at udvikle et scenisk udtryk, der kan mærkes af både fagfæller og et alment interesseret publikum ved at skabe et inkluderende scenisk sprog og rum. Vi er her på udkig efter en metode, som kan være relevant i andre lignende scenekunstneriske samarbejdsprocesser, og ser det som en vigtig del af projektet at formulere og reflektere over denne metode undervejs, og efterfølgende formidle vores resultater til andre kunstnere og studerende på relevante uddannelser.

Vi mener, at et projekt, der taler ind i et nyt blik på verden, kalder på nye kunstneriske svar, og for at komme et nyt sted hen kunstnerisk, er vi nødt til at udvikle en ny proces, der rækker ud over en mere traditionel arbejdsgang. Derfor har vi samlet et bredt hold af autodidakte, professionelle og studerende fra forskellige kunstskoler i Danmark og Sverige – indenfor forskellige kunstneriske retninger. Ved at bryde med de traditionelle hierarkier i teaterarbejdet, forsøger vi at finde frem til en ny skabende metode, der kan udvide vores kunstneriske sprog.”

 

Læs her om projektets afslutning:

Hvad var motivationen for at lave et tværkunstnerisk projekt?
Vi var et hold studerende fra flere forskellige kunstneriske uddannelser – fra henholdsvis KADK (Arkitektskolen), DDSKS Aarhus (Skuespil), DDSKS Odense (Skuespil), DDSKS Aarhus (Dramatisk Skrivekunst), DDSKS København (Lysdesign) og Teaterhögskolan i Malmö (Master). Vi ville gerne undersøge nye veje og muligheder i forhold til kollaborative samarbejdsprojekter i scenekunstneriske skabelsesprocesser.

For at kunne lave nyskabende kunst, troede vi på, at vi måtte arbejde på en måde, der ikke var alt for forudbestemt. Det ville gøre os mere reflekterede og erfarne ud i kollaborative skabelsesprocesser. Vi ønskede at arbejde i et mere abstrakt univers, hvor vi gennem samarbejdet mellem scenografer, performere, instruktør og lysdesigner kunne tillade os selv at opbygge en dramaturgi og en form for kollektivitet i rummet fremfor at følge den struktur, man sædvanligvis gør indenfor “fabriksteatret”, hvor materialet udvikles på forhånd for derefter at realiseres i arbejdsrummet.

Altså; at undersøge nye udtryk gennem nye samarbejdsformer. Det var motivationen.

Hvilke faglige erfaringer eller indsigter har projektet givet dig?
Det har hele tiden været vores mål at arbejde praktisk og erfaringsbaseret for herefter at formulere og klarlægge en metodeudvikling på denne baggrund. Overordnet blev vores metode at se, hvad der skete, hvis vi overførte erfaringer fra ét scenekunstnerisk og performativt område til et arkitektonisk område og den anden vej rundt.

Vi har været meget inspireret af hinandens fagligheder og af, hvad det ville betyde for en prøveperiode, hvis vi som skuespillere gik arkitektonisk til værks, og hvis vi som arkitekter (scenografer og rekvisitører) gik mere fysisk til værks – altså arbejdede ud fra vores kroppe. Derfor var arkitekterne også meget med på gulv for at overføre skuespillernes erfaringer til deres eget arbejde.

Eftersom vi ikke kommer fra samme skoler og derfor ikke har samme sprog eller forforståelse, har det været naturligt og vigtigt at finde nogle fælles referencerammer, der var genkendelige for os alle sammen.

Vi arbejdede i høj grad med et udgangspunkt i biologi, teoretisk og spekulativ filosofi og andre vidensfelter. I forhold til procesdesign har det derfor været nødvendigt at finde en metode til at omsætte dette researchmateriale kunstnerisk. I den forbindelse har det hjulpet os at arbejde med at overføre strukturerer fra andre områder til den fælles kunstneriske skabelse. I vores tilfælde fra naturen.

Det var naturligt for os at prøve at arbejde med “landskabet” eller “organismen”, som dramaturgisk struktur – men også som procesdesign. Det var lettere hele tiden at tale ind i os og vores projekt på den måde end som “et teater” eller “en tegnestue”, for når vi gjorde det, faldt vi tilbage i mønstre, som kun halvdelen af holdet forstod.

Det var også interessant hele tiden at skulle formulere de basale forudsætninger for, at vi hver især kunne fungere i processen. Normalt har man jo en masse indforståede ting i forhold til f.eks. at være skuespillere. Fordi der var folk i rummet, der ikke var vant til at lave teater, blev vi udfordret på de ellers lidt fastlåste idéer om, hvad man har brug for som skuespiller. Vi undersøgte meget det ikke-psykologiske og at forankre et materiale i et scenisk billede fremfor i en psykologi. Det var frisættende, men også udfordrende, fordi vi blev nødt til at genopfinde vores egen proces for, at den fælles proces kunne fungere.

Vi oplevede også undervejs både at fare vild og blive i tvivl, hvilket betød at vi udover at have lært en masse med positivt fortegn også blevet enige om en del steder, hvor vi næste gang arbejder i denne tilgang kan kompleksitetsreducere processen lidt, så der er mere klarhed fra starten.

Har du gennem projektet opnået et særligt indblik i andre kunstneriske fagligheder?
Det har været inspirerende at få muligheden for at inddrage andre fagligheder. Især i den fase af projektudviklingen, hvor vi improviserede og genererede materiale.

Vi arbejdede med improvisationer, som skiftevis tog afsæt i skuespil, arkitektur og lyd – alt efter hvilken faglighed man havde. Vi arbejdede på skift med at udgå fra hver af disse fagligheder for at undersøge temaet, som er “den nye natur” eller “det antropocæne” ud fra et tekstligt researchmateriale. Vi arbejdede med at stille alle de spørgsmål, vi hver især havde til materialet for herefter at besvare dem kunstnerisk fremfor intellektuelt. Med andre ord betyder det, at vi lavede et lille stykke scenekunst eller en installation med udgangspunkt i den faglighed, som vi hver især besidder.

Fordi vi var et hold af folk med forskellige kunstneriske baggrunde og også fagligheder, havde vi derfor andre måder og tilgange til at åbne et emne op. Det gjorde, at de kunstneriske svar, vi fik fra begyndelsen af, var vidt forskellige. Det var meget inspirerende.

Det, at have et hold af folk med forskellige kunstneriske fagligheder og måder at åbne et emne op, gjorde, at de kunstneriske svar vi fik fra starten af, var vidt forskellige. Det var inspirerende.

Har du gjort dig nogle tanker om det tværkunstneriske eller tværæstetiske felt, ud over projektet?
Ikke på nuværende tidspunkt.

Har du andre bemærkninger eller erfaringer fra projektet, som du ønsker at dele?
Det gode og spændende i projektet var den store udfordring i selve processen. Det var dog engang i mellem udfordrende at få etableret et fælles sprog og et fælles kunstnerisk mål i projekter. Det skyldtes, at vi havde hver vores tilgange, som gjorde, at forestillingerne om det ideelle værk var ret forskellige. Det var derfor rigtig vigtigt at visualisere og kommunikere igennem bud – det vil sige forslag på scener/kostumer/udtryk. Vi oplevede, at hvis man “bare” talte om tingene, kunne man let tro, at vi var enige men faktisk ikke var det, når det først kom op på scenen.

Vi blev desuden overraskede over, hvor meget tid, plads og ressourcer det praktiske omkring projektet krævede. Det påvirkede os meget og er noget, vi skulle have forberedt os bedre på. Vi skulle have haft en produktionsleder på projektet.

Foto: Amanda Linnea Ginman

TITLE OF PROJECT:

Er tågen her også i morgen?

PROJECT PERIODE:

2018

AMOUNT:

CAKI har støttet projektet med 15.000 kr.

CONTACT PERSON:

Troels Kortegaard Ullerup
+45 42 28 50 42
tku14@ddsks.dk

PROJECT TEAM:

Troels Kortegaard Ullerup, Skuespil – DDSKS Aarhus
Sofie Jonsson Stål, Arkitektur – KADK
Sofie Højgaard Hansen, Arkitektur – KADK
Thomas Diepeveen, Skuespil – DDSKS Odense
Nanna Tychsen, Dramatisk Skrivekunst – DDSKS Aarhus
Mads Eckert Hermansen, Lysdesign – DDSKS København
Alexandra Moltke, Dramatiker
Vanessa Moliné Petterson, Performance
Amanda Linnea Ginman, Instruktør
Uffe Christensen, Komponist