Emil Alenius Boserup

Igennem en audiovisuel kunstoplevelse vil to studerende fra Kunstakademiets Billedskole og den Danske Filmskole udfordre formsproget mellem fiktion- og dokumentar og lyd- og installation.

Formål:

  • At skabe en kunstoplevelse, der udfordrer publikums opfattelse af sammenhængen mellem kunst, dokumentarisme og fiktion.
  • At afprøve kunstneriske samarbejder på tværs af medier og håndværkstraditioner for herigennem at opnå en bredere tværfaglighed, samt udvide og forene fag og metoder med henblik på fremtidige samarbejder.
  • Samt at udfordre formsproget i grænselandet mellem fiktions- og dokumentarfilm på den ene side og lyd- og installationskunst på den anden side.

Projektbeskrivelse:

Projektet er et audiovisuelt installatorisk filmprojekt mellem to studerende ved hhv. Billedkunstskolerne og Filmskolen. Gennem lydkunstneriske og dokumentariske filmgreb konstrueres virkeligheden. Værkets narrative præmisser er dokumentariske betragtninger af steder, mens historien er konstrueret post-produktionelt. Værket udfordrer formsproget for fiktions- og dokumentarfilm samt lyd- og billedkunst. Med referencer til installatorisk lydkunst, dokumentarisk billedfortælling og kultur-geografiske studier, udforskes steders konstruktioner og identitet et sted imellem virkelighed og fiktion.

Samarbejdet udforsker visuelle og auditive metoder med en fælles tematik, der omhandler medie-konstruktive transformationer af steder i grænselandet mellem dokumentation og fiktion. Man kan kalde det en form for sample-dokumentaristisk installations-film, skabt indenfor filmens eget konceptuelle narrativ.

Projektet har sit fokus på det tværkunstneriske samarbejde på tværs af medier og er samtidig en platform for erfaringsudveksling mellem to traditioner for kunstnerisk uddannelse, som de udfolder sig på hhv. Billedkunstskolerne og Filmskolen.

 

Billedkunststuderende Emil Alenius Boserup fortæller om motivationen, tilblivelsen og læringsprocessen for det tværkunstneriske projekt, der i 2013 modtog støtte fra CAKIs projektstøttepulje.

Hvad var motivationen bag projektet?
Jeg havde i et års tid arbejdet med nogle formeksperimenter – der ved at de- og rekonstruere bestemte narrative former forsøgte at danne anderledes rumlige sammenhænge – som jeg ønskede at videreudvikle. Jeg afprøvede forskellige formater og blev interesseret i at indarbejde en narrativ struktur i mit formsprog. Samtidig deltog jeg i en workshop på akademiet, som kunstneren Luke Fowler afholdte om sammenkoblingen af lyd og billede. Workshoppen inspirerede mig til at begynde et samarbejde med en filmklipper, da jeg ønskede større indsigt i den del af den billedskabende proces, hvor billeder sættes sammen.

Hvad har du lært af det tværkunstneriske arbejde?
Projektet har givet mig en bedre forståelse for, hvad det indebærer at indgå i et samarbejde, hvad det vil sige at efterbearbejde billeder i klipningsprocessen, og hvordan forskellige klippetekniske tilgange kan medvirke til at etablere henholdsvis fiktive og dokumentariske fortælleformer. Overordnet set har det givet mig bedre mulighed for at forstå andres projekter og arbejdsformer og spejle dem i mit eget projekt. Projektet har været en god platform for at undersøge tværfaglighed og møde en række filmstuderende, både fra Filmskolen og andre kredse i København. Denne indsigt i andre former for billedproduktion end min egen har jeg lært meget af, og det er noget, jeg har taget med mig videre i min egen produktion.

Hvilke udfordringer har du mødt undervejs i projektet?
På et mere overordnet plan har jeg stiftet bekendtskab med en række problematikker, som jeg ikke kendte meget til, heriblandt videreudvikling af hvad jeg vil kalde ”åbne ideer” eller ”frit-struktureret ideudvikling”. Det har været en udfordring, når man på den ene side har en planlagt form, mens man på den anden side arbejder på at bryde med ens egne forudindtagede standpunkter. Det var især en udfordring, fordi projektet hovedsageligt handlede om at afprøve et anderledes format.

Gennem projektet er jeg blevet bekendt med, hvor vigtigt det er at vide, hvilke samarbejdsstrukturer man arbejder bedst under, og hvilke man ikke fungerer godt under, så man kan udnytte sine kompetencer på den bedste måde.

Afslutningsvis vil jeg påpege, at mange af de problemer, jeg løb ind i under projektet, kunne være undgået, hvis jeg i større grad havde forhørt andre, inden jeg kastede mig ud i det hele. Men jeg tænker samtidig, at det netop var det, projektet skulle lære mig. Og jeg kan kun anbefale andre at kaste sig så langt ud i det som muligt – det er vel det, det handler om.

Hvordan har projektet udviklet sig siden du modtog midlerne?  
Det var aldrig tanken at lave en film men snarere en slags installation, der blandede video, billeder og lydbilleder. Selvom det var nogle lærerige eksperimenter, var det som om, at billedsiden fastholdt projektet i et mere konventionelt installationsformat, som det netop var meningen projektet skulle bryde med. Derimod var lydsiden super spændende og  kunne noget på sin egen facon. Da jeg mange gange havde prøvet at gentænke formatet, og egentlig helst ville tilbage til Italien for at få billedsiden med på det nye spor, blev det klart, at projektets dele ville få et mere interessant liv uden for projektets oprindelige ramme.

For at imødekomme videobilledernes åbne klipperamme havde jeg konstrueret lyden i brudstykker – en slags individuelle strukturer, der nemt kunne omformes til varierende billedformer i en installation. Nogle af dem var super stærke i sig selv, og ret underlige på en helt anden, men meget smuk måde. Jeg havde udstillet et af brudstykkerne på 3 – 5 minutter som et selvstændigt skulpturelt arbejde på et galleri i New York i forbindelse med undervisningen i Soundstudiespå The New School. Det virkede faktisk virkelig fedt.

Så kom der i 2016 en mulighed for at udstille i Horsens statsfængsel i samarbejde med Horsens Kunstmuseum. Her brugte jeg kun lyden, men på en helt anden måde end oprindelig tænkt. Jeg omsatte lyden til en slags akustiske strukturer, som jeg installerede efter fængselsmurenes høje gårdvægge ude på sportspladsen i fængselsgården, som en ikke synbar passage igennem billedet. Faktisk en meget fysisk oplevelse, som igen skabte en alternativ sonisk billedform snarere end en almindelig installation.

Indtil videre er projektet ikke kommet længere. Praktisk talt er det færdigt, men jeg arbejder stadig med at forstå det helt. Og jeg vil gerne sætte det op i en ny form i København til efteråret.

Foto: Emil Alenius Boserup

Projekttitel:

Emil Alenius Boserup

Projektperiode:

2013 – 2018

Beløb:

CAKI har støttet projektet med 9000 kr.

Kontaktperson:

Emil Alenius Boserup
+45 31 24 24 93
emil@aeoeaa.net

Projektteam:

Emil Alenius Boserup, Det Kgl. Danske Kunstakademi

Carla Luffe Heintzelmann, Den Danske Filmskole