Debat: Fremtidens kompetencer

22/09 2015

Den 7. oktober inviterer Asterisk Live til debat om fremtidens kompetencer, hvor du bl.a. kan høre et oplæg med læringsteoretikeren Knud Illeris.

 

Asterisk stiller skarpt på fremtidens kompetencer og kommer med bud på, hvad der skal til for at engagere mennesker til at lære i en verden, der fremover vil kræve større fleksibilitet.

 

Tre oplægsholdere er inviteret: 

Læringsteoretiker og professor emeritus Knud Illeris vil sætte scenen ved at give en skarp analyse af, hvad vi skal lære i en fremtid præget af fleksibilitet, og hvordan vi kan styrke den lærendes engagement. Men når Illeris ser i krystalkuglen, lurer en engagementskrise. Hvad kan vi gøre for at fremme engagement for læring? Og hvordan hænger engagement sammen med forholdet mellem identitet og faglighed?

Lektor Pia Cort forsker i tidsforståelser, og hun har undersøgt karriereplanlægning i en krisetid. Cort vil fortælle, hvordan forskellige tidsforståelser spiller ind på vores tilgang til (frem)tiden, og hvorfor den uddannelsespolitiske forståelse af tid kommer til kort. Ifølge Cort lægger uddannelsespolitikken op til en lineær tænkning, mens arbejdslivet i dag er i opbrud. Spørgsmålet er måske i højere grad, hvad der bliver det vigtigste at lære for fremtiden.

Kristina Mariager-Anderson, adjunkt i voksen- og efteruddannelse, er optaget af krydsfeltet mellem vejledning og voksenuddannelse, særligt vejledning til kortuddannede eller ufaglærte. Hun vil tage fat på aktuelle udfordringer i at opkvalificere ufaglærte og give bud på, hvordan vi kan imødekomme de udfordringer.

 

Arrangementet henvender sig især til professionelle i uddannelsessektoren, fx uddannelseskonsulenter, vejledere, undervisere, ledere, forskere, studerende og forvaltning, men alle er meget velkomne.

 

 

Hvor & hvornår?

Debatten finder sted den 7. oktober kl. 17.30 i Festsalen Festsalen (A220), DPU, Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, 2400 København NV. Pris: 125 kr. / gratis for studerende.

Tilmeld dig her – og her, hvis du er studerende.

 

 

(Foto: Asterisk Live)

CAKI, Kongens Nytorv 1, 2. sal, 1050 Kbh K. Tlf.: 41 88 25 88

Email: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Bookmark and Share