CAKI fastansætter projektkoordinator

25/03 2015

Morten Øhlenschlæger Andersen vil fremover medvirke til at sikre udviklingen og driften af CAKI i stillingen som projektkoordinator.

 

Morten har i de sidste to år været ansat hos CAKI i en projektstilling, der nu er blevet omlagt til en fast projektkoordinatorstilling.

 

”I de seneste år har der været en stigende interesse for CAKIs services og ydelser. Vi har oplevet et større antal studerende henvende sig for at deltage i CAKIs kurser og workshops og for at få hjælp og vejledning. Og der spirer en voksende interesse for udviklingen af entreprenørskab på de enkelte af CAKIs medlemsinstitutioner. At flere studerende, undervisere og undervisningsplanlæggere har fået øjnene op for CAKIs fokusområder er en positiv udvikling. Det er en udvikling, som jeg er meget stolt af at have bidraget til - og som jeg i 2015 og frem fortsat vil være med til at sikre,” siger Morten om fastansættelsen.  

 

 

En projektkoordinator med erfaring og indsigt

Flere kvalificerede profiler søgte den opslåede projektkoordinatorstilling. Valget faldt dog på Morten, der har en bred indsigt i arbejdet med entreprenørskab, kunstnerisk innovation og tværfagligt samarbejde, som netop er CAKIs fokusområder.  

 

”Tværfaglighed og entreprenørskab har præget mig siden min studietid, hvor jeg fra begyndelsen har beskæftiget mig med de kunstneriske og kulturelle uddannelser og erhverv. Det gælder alt fra min bacheloropgave om den tværkunstneriske festival, CLASH Festival, som jeg også var medskaber af og projektleder på - til mit speciale, hvor jeg søsatte bloggen Heads in the Cloud med det formål at fremme videns- og erfaringsdeling mellem kunstneriske og kreative entreprenører.”

 

Morten er uddannet i Performance Design og Visuel Kultur fra hhv. Roskilde Universitet og Københavns Universitet. Ved siden af arbejdet spiller Morten musik og er i dag udøvende musiker i bandet YouYouYou og musikerkollektivet Copenhagen Collaboration. Virket som professionel musiker fremhæver Morten ligeledes som en styrke:

 

”Jeg har blandt andet fundraiset til produktion og promovering af tre albums. Den viden og erfaring kan jeg trække på, når jeg rådgiver studerende, der selv søger fonde og puljer.”

 

 

Entreprenørskab som en naturlig del af uddannelsen

På CAKI arbejder vi med at realisere det kunstneriske og kreative potentiale gennem entreprenørskab, i tværfaglige samarbejder og i innovative sammenhænge. Siden den spæde start er CAKI nået langt, men der er stadig meget at tage fat på, mener Morten:

 

”Det er en stor opgave, og vi er godt i gang - men vi kan nå endnu længere. CAKI skal være en etableret og naturlig del af at gå på en kreativ og kunstnerisk uddannelse i hovedstadsområdet, således at den entrepreneurielle og tværfaglige tankegang bliver en helt naturlig del af den kreative.”

 

 

(Foto: Romeika Cortez)

CAKI, Kongens Nytorv 1, 2. sal, 1050 Kbh K. Tlf.: 41 88 25 88

Email: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Bookmark and Share